Et stort antal psykisk syge oplever under deres sygdom at tage meget på i vægt, enten pga. medicin eller ændret livsstil grundet manglende overskud. Jeg har selv taget 20 kg på på kort tid og har derfor på egen krop oplevet de gener, der følger med en stor vægtøgning. Jeg er sikker på, at mange kan genkende dette og mener derfor, at det er vigtigt at sætte fokus på

Af Cecilie Lund Ramsing

Kroppen er i vores samfund et statussymbol. Det er det første, andre mennesker ser, når de møder os. Sammen med udstråling, tøj og hår er kroppen altså det umiddelbare indtryk, folk får af os. Derfor betyder den meget for oplevelsen af andre mennesker. Når noget betyder meget for, hvordan folk oplever os, begynder det helt automatisk også at fylde noget i vores egen opfattelse af os selv og i vores forventning om, hvordan andre oplever os. Med min baggrund som spiseforstyrret og danser er jeg muligvis særligt disponeret for en tankegang, hvor en tynd krop er lig med disciplin og selvkontrol. I min verden er det fordelagtigt at opnå, og jeg vælger at tro, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan. Min positive oplevelse af en normalvægtig krop gør, at min krop som den ser ud nu bliver et symbol på det modsatte af disciplin og kontrol. Jeg bebrejder mig selv, at jeg ikke spiser sundt, ikke får trænet så meget som jeg gerne vil. Det betyder noget for mit personlige forhold til min krop og dermed mig selv. Men det væsentlige er, at jeg samtidig har en forventning om, at andre tænker det samme. Min ændrede krop medfører således en forventning om, at andre oplever mig som doven og uden kontrol over mit liv. Udover at forholde mig til min sygdom og min egen oplevelse af mig selv, skal jeg således også forholde mig til forventningen om, at andre tænker dårligt om mig, fordi jeg ser ud, som jeg gør. Det kan gøre det svært at komme ud af døren. Det kan gøre det svært at spise ude. Og det kan være svært at snakke om. Men det er vigtigt at forholde sig til det. Der er mange ting at forholde sig til som psykisk syg – det her er en af dem. Men jo mere vi taler om det, jo mere kan vi arbejde med det.

Fra undervægt til overvægt
Min personlige erfaring med kroppens forandringer er kompleks og rummer både store vægttab og store vægtstigninger. Som 19-årig udviklede jeg anoreksi og tabte mig 15 kilo på to måneder. Jeg havde altid været lidt større end de andre, dog altid normalvægtig. I hvert fald i mine teenageår. Nu var jeg ganske undervægtig, men kunne ikke se problemet i det. Dels fordi jeg var syg, dels fordi alle andre fortalte mig, hvor flot og tynd jeg var blevet. Jeg kunne lige pludselig passe tøj, jeg aldrig havde drømt om at kunne gå i, og så småt begynde at ændre min identitet til ’en af de tynde piger’. Indtil jeg begyndte at spise igen og tog det hele på. Inden for et halvt år gik jeg fra at være ’normal’ til at være meget tynd og tilbage til normal igen. Forskellen var bare, at normal var blevet det samme som at være tyk.
Jeg har en baggrund som semi-professionel danser og indenfor den stilart, jeg danser, er det ikke udelukkende meget tynde, veltrænede piger der klarer sig godt. Her er plads til alle kropstyper – også blandt de professionelle. Min ’normale’ krop passede derfor fint ind og jeg fandt igennem dansen glæden ved kroppen tilbage. I tiden inden jeg blev alvorligt syg trænede jeg meget, dansede shows og lavede videoer. Min krop føltes godt og jeg var stolt af den. Ikke fordi jeg var tynd, men fordi jeg var glad for dansen, og det min krop gjorde muligt.
Da jeg blev ramt af skizofreni stoppede dansen. Spiseforstyrrelsen kom tilbage og jeg tabte mig igen 15-20 kilo på kort tid. Selvom jeg i mange år havde levet med min krop som normalvægtig og været glad for det, kom glæden ved den tynde, magre krop tilbage. Igen gik der et par måneder på denne måde, før jeg tog de tabte kilo på igen og måtte igennem kampen med at vende mig til den nye, gamle krop endnu en gang. Forskellen var bare, at det denne gang ikke stoppede ved min ’normale’ vægt. Jeg blev ved med at tage på og kom til sidst til at veje i omegnen af 80 kg. Det lyder måske ikke af meget, når man tager min højde på 176 cm i betragtning, men når man året før vejede 56 kg og har en normalvægt på mellem 65-70 kg, er 80 kg meget. I hvert fald for mig.

Krop og psyke adskilles
Det har medført store psykiske komplikationer for mig at tage de 20 kg på. Jeg har ikke lyst til at have stramt tøj på og jeg var i lang tid sikker på, at jeg aldrig ville få en kæreste, når jeg så ud som jeg gør. Nu har jeg fået en kæreste og det har hjulpet, men det er vigtigt at kunne acceptere sig selv og sin krop uden bekræftelse fra en eventuel kæreste. Selvfølgelig er det altid rart at blive anerkendt og det har man brug for fra tid til anden, men jeg tror, det er vigtigt, at man kan elske sig selv alene. Det er for mange en udfordring – også for folk uden psykisk sygdom – men jeg vælger at tro på muligheden.

Der er en lang tradition for at adskille krop og psyke. Nogle er sågar gået så langt som nærmest at beskrive kroppen som et transportmiddel for sjælen og den psykiske komponent af livet. Dette ses også indenfor psykologien, hvor meget få teorier og behandlingsformer beskæftiger sig med kroppen som fænomen indenfor psykisk sygdom. Men vi er først og fremmest kroppe, der lever i og med en verden bestående af millioner af indtryk og relationer, der alle opleves og forstås gennem sansningen. Kroppen er vores indgang til verden og er derfor væsentlig at beskæftige sig med. Kroppen er et statussymbol.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.