Tvang. Jeg befinder mig i det og jeg har mærket det på egen krop. Det er et omdiskuteret emne i psykiatrien og medierne. Om jeg nogensinde kan tilgive Psykiatriloven for dens handlinger tvivler jeg stærkt på. Kan jeg nogensinde glemme hvad jeg er blevet udsat for og vil mine ar på sjælen nogensinde forsvinde? Det kan kun tiden vise. Jeg ville slet ikke have været levende hvis ikke tvang fandtes. Det har flere læger sagt til mig igennem tiden. Jeg er blevet reddet fra at dø flere gange. Det er nok kun tvang der har gjort mit hjerte stadig slår og jeg kan trække vejret. Sørgeligt nok. Eller et nærmere held. Det er vel afhængigt hvem man spørger. Jeg har oplevet så uhyggeligt meget tvang. Jeg har mærket stortset alle former for tvang på egen krop. Nogen oplevelser har været værre andre har været mere milde. Men fælles for dem alle er det er foregået mod min vilje.

Psykiatriloven kæmper med næb og klør for at holde mig i live. Jeg er blevet fastholdt, stående, siddende og liggende. Alt fra to mennesker til seks mennesker, fra få minutter til timer. Jeg er blevet tvangsmedicineret med beroligende medicin, Abilify som Zyprexa. De efterfølgende timer har jeg været ude af stand til at tænke. Fuldstændigt. En omvandrende tåge på to ben. Intet har kunne røre mig og aldrig har en tomhed større har jeg følt. Jeg føler mig som en tom skal. Jeg er blevet spændt fast på en båre, været i håndjern. Jeg er blevet tvangsindlagt flere gange på røde papirer. En tvang så rød som blod og en smerte så ulidelig. Jeg er også blevet tvangstilbageholdt og holdt tilbage i et fangeskab bestående af blod, sved og tårer. Helt bogstavlig talt. Mine skrig har kunne høres på lang afstand når sprøjten er blevet givet, papirerne er blevet underskrevet og hænderne har holdt mig fast. Blodet har kogt og vreden har eksploderet indeni når jeg igen har fået af vide jeg er blevet tvangstilbageholdt. Jeg har smækket med dørene, råbt og skreget og været dybt ulykkelig fordi jeg endnu engang skulle udsættes for det igen. Tvang gør forbandet ondt. Enten psykisk, fysisk eller begge dele. Jeg er en af dem der stadig kan ligge og græde over det. Blot indenfor de seneste år har jeg ikke et tal på hvor mange gange jeg er blevet udsat for det. Jeg kunne græde. Jeg får det helt dårligt når jeg tænker på nogen har gjort det imod mig. De har gjort det for at passe på mig. For at redde mig fra at dø. Det siger de. Ikke desto mindre føler jeg det stadig som et overgreb der er blevet begået imod mig. De siger det hurtigt er overstået. Hvad de ikke måske ved er at stikket når injektionen bliver givet ikke er det der i virkeligheden gør ondt. Det er det man skal leve med bagefter. For jeg jo godt leve med blå mærker på kroppen. Det er minderne, flashbacks og skam jeg ikke kan holde ud. Jeg bliver holdt i live af tvang. Men kunstigt i live. De holder mig i live men med kroniske skader af noget der har gjort jeg skulle leve. Hvad er bedst? At dø eller skulle leve med evige, pinefulde ar resten af livet?

Jeg er tvunget til at leve med disse minder resten af mit liv. De dybe flænger og ar fra tvang sidder stadig i sjælen på mig. De forsvinder ikke og det gør de nok aldrig. De sidder i min krop såvel som i min bevisthed. Jeg kan jo prøve at glemme det men jeg tvivler på om det helt lykkedes nogensinde.

Tvang holder mig i live når jeg ikke selv kan. Som at ligge i en respirator fordi man ikke selv kan trække vejret og derved leve. Tvang er som en slags respirator. I hvertfald i mit tilfælde. Jeg bliver holdt kunstigt i live fordi jeg ikke selv kan. Jeg trækker kun vejret fordi tvang findes. Men det gør ondt og hvor længe skal jeg ligge her endnu inden de slukker den?

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.