Loucia Annachanell Charlett Nørgaard debuterede i går som kortfilmsinstruktør på ’Don’t Fear the Weird’-filmfestivalen. Vi fik en snak med hende om arbejdet med filmen, der går tæt på hendes eget liv med psykisk sygdom – og om, hvad hun håber at opnå med filmen

Af Tinne Buchholz Madsen

Foto: Rasmus Cornelius Nielsen

13 minutter er ikke lang tid, og derfor er det også imponerende, at ’Når hele familien bliver ramt’, Loucia Nørgaards dokumentarfilm, når at komme rundt om så mange følelser. Fra den boblende glæde, da højgravide Loucia danser rundt og klapper sin mave hjemme i stuen, til den knugende, tomme fornemmelse, da en tom gynge vidner om savnet af datteren, da hun er i sin mørkeste periode.

Filmen bliver vist ad flere omgange på ’Don’t fear the Weird’-festivalen i Cinemateket, og er resultatet af en lang arbejdsproces, Loucia har været igennem på Outsiderens videoværksted.

Nu har din kortfilm endelig haft premiere i dag, hvordan er det at være her og vise den til et stort publikum?

– Jeg er mere nervøs i dag, end jeg var i går. Måske er nervøs det forkerte ord. Det er bare fordi, jeg bliver rørt, når fremmede mennesker står efter premieren og venter på at kunne få to minutter med mig, bare for at sige: ’tak for filmen, jeg er selv berørt af det’. Der var en kvinde, der ikke kunne tale, fordi hun simpelthen græd så meget. Lige der, i det øjeblik, blev vi forenet – to helt fremmede mennesker. Jeg havde sat ord på hendes kamp; forskellen var bare, at hendes børn var store. Mit møde med seerne bekræftede mig i, at det er vigtigt, at vi tør dele vores smerte.  Det betyder meget, at folk kommer hen og siger: ’det, du siger der, det får mig til at tænke lidt anderledes, eller ’du kommer lige med nogle pointer, jeg ikke lige har tænkt over før’. Jeg mærker, at jeg har skabt noget stort, en slags bølge. Jeg er ikke helt klar over, hvor bølgen fører mig hen. Det er angstprovokerende for mig ikke at vide det, fordi jeg kan godt mærke, at jeg opnår det, jeg ønsker at opnå: at udfordre nogle holdninger og få folk til at reflektere. Men samtidig skræmmer det mig lidt, fordi jeg aldrig har prøvet det før.

Men det må alligevel også være en god følelse?

– Det er en rigtig god følelse. Jeg har haft følelsen af at have mistet min identitet, efter så mange år som patient i psykiatrien. Nu står jeg her med en ny identitet: jeg er en kunstner. Den nye identitet bidrager rigtig godt til min helingsproces, fordi jeg stadigvæk mangler den fulde accept af, at jeg var så uheldig at blive ramt af psykisk sygdom. Jeg er ikke færdig med at hele, og jeg tror, at den her filmproces kommer til at være noget af det sidste, jeg mangler, for at kunne give slip på fortiden og sige: ’nu starter jeg forfra og kigger fremad’.

Hvordan har processen været med at lave en film, der er så personlig?

– Det har været rigtig, rigtig hårdt. Jeg har faktisk været i tvivl, om jeg overhovedet kunne lave den her film, for jeg er jo stadig sårbar og skal tage en masse hensyn. Det sværeste ved processen har nok været, at jeg skulle begrænse mig. Jeg skulle levere et produkt, samtidig med at jeg havde en rigtig lang historie, jeg skulle fortælle. Det er jo en kamp, der varer flere år, men det skal cuttes ned til en kortfilm på 13 minutter. Det er virkelig svært, fordi alt jo er vigtigt for mig. Det synes jeg har været det sværeste og mest stressende. Men jeg er meget tilfreds med resultatet.

Hvad håber du, folk vil få ud af at se filmen?

– Jeg håber, at jeg kan nå ud til dem, der lider. Dem, der har det virkelig svært lige nu. Jeg har været samme sted, og nu står jeg her. Så der er håb, der er en fremtid. Hvad det er, er jo individuelt, men det er vigtigt for mig, at jeg kan plante håb hos dem, der står midt i det lige nu. Det er også vigtigt for mig at nå ud til pårørende, fordi min film i høj grad berører dem. Det er vigtigt for mig at nå ud til de pårørende, der måske føler sig fanget i et forhold, fordi der findes en fremherskende holdning om, at ’man ikke sparker til én, der ligger ned’. De pårørende skal vide, at der er i hvert fald én, der bakker dem op og har respekt for deres svære, svære valg. Det er et svært valg, som man skal leve med resten af sit liv, når man siger: ’jeg kan ikke mere, jeg bliver nødt til at redde mig selv’.

Når det handler om andre destruktive forhold, som f.eks. vold eller misbrug, er omverdenen hurtig til at sige: ’husk at passe på dig selv, skynd dig væk’. Men det er som om, at det ikke er tilladt at passe på sig selv, når partneren lider af psykisk sygdom. Jeg ved ikke helt, hvad det skyldes. Jeg kan bare mærke, at den reaktion, jeg selv har fået, efter vi tog beslutningen om, at det var bedst at gå fra hinanden, det har været modvind, modvind, modvind. Jeg kunne rigtig godt tænke mig, at vi når dertil, hvor vi kan se på det med samme øjne som på et voldeligt forhold. Du skal ikke blive i det, hvis du kan mærke, at det er ved at køre dig helt ned! Min partner vidste jo aldrig, hvad han kom hjem til. Jeg kunne sidde og græde i telefonen og sige: ’nu kan jeg virkelig, virkelig ikke mere’, men når han så kom styrtende ind ad døren, så var jeg gået amok på vores møbler – jeg fik sådan nogle kreative flip, når jeg blev manisk – men i hans hoved var jeg jo ved at tage livet af mig selv. Så, han var i konstant alarmberedskab, og det skal man simpelthen ikke udsætte nogen for. Alle kan blive ramt af psykisk sygdom, hvis de bliver udsat for tilstrækkelig overbelastning, ingen er fritaget. Derfor synes jeg, det er okay at sige: ’nu kan jeg ikke mere, jeg kan mærke, at jeg er ved at dø af det her’.

Har din partner fået knubs for at være gået fra dig, mens du var syg?

Ja, men det er faktisk mere igennem mig, at reaktionerne er kommet. Min veninde – som ikke er min veninde længere – hendes første kommentar var ’nu må han mande sig op’. Og det skal man simpelthen ikke sige! Det var jo lige netop det, han gjorde: han tog den svære beslutning, og han reddede vores barn. Det endte jo meget godt, det hele. Det, at vi gik fra hinanden, gav ham pause fra mine symptomer, som betød, at han igen kunne være den, der støtter mig, den der siger ’jo, du kan, kæmp for helvede, jeg passer på datteren imens’. Det kunne han jo ikke, mens han stod midt i det, for så skulle han kæmpe for sin egen overlevelse. Det gav mig desuden ro at vide, at min datter var i trygge rammer, for så skulle jeg ikke bekymre mig om, at hun ville komme til at tage skade af det her. Det er jo det, meget af min angst er gået ud på – at jeg tager mit barn med i faldet. Så, da smerten havde lagt sig, kunne jeg se, at det havde været det helt rigtige valg. Det får vi også rigtig meget feedback på, når vi taler med min datters skole. De synes, vi har klaret os så godt, når man nu tænker på, hvor slemt det har stået til. Det må jo være, fordi vi fik taget de rigtige beslutninger på de rigtige tidspunkter. Og lige der var det ham, der tog de gode beslutninger, fordi jeg ikke var i stand til det.

Det lyder som om, du har fået rigtig meget personligt ud af at lave filmen. Men hvad har det givet dig fagligt? Kunne du tænke dig at lave flere film?

– Ja, jeg vil rigtig gerne lave flere film, sådan mere professionelt, det kunne jeg virkelig godt tænke mig. Det åbner mange døre, for jeg kan fortælle en historie på et dybere plan. Jeg kan filme en tom gynge, der gynger, og det fortæller en hel historie om, at jeg ikke får lov til at være mor. Så, jeg skal helt klart lave nogle flere film, men jeg kunne godt tænke mig, at det blev på et højere niveau. Ikke for at nedgøre min brugerfilm, for jeg er stolt af den, men det er min første film, og den er fuldstændig hjemmelavet. Jeg kunne godt tænke mig at tage nogle andre temaer op, udforske dem og udvikle mine filmiske evner.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.