Lige siden min sidste indlæggelse, har jeg glædet mig til at blive fri. Fri fra eksperter og fri fra systemer. Ved nærmere eftertanke, var det alligevel ikke noget for mig. Nu bliver jeg endelig afsluttet i distriktspsykiatrien. Tudsen i min hals vidner om, at det er med blandede følelser, jeg flyver fra reden. Der er specielt én person, der gør det svært, at skulle sige farvel til psykiatrien – min kontaktsygeplejerske.

Kære Nette.

Den allerførste note du har lavet i min journal, siger: “patienten giver udtryk for, at det har været meget lang ventetid”. No shit. Det var nok de mest langtrukne tre måneder i mit liv. Jeg var kommet hjem fra en mindre lykkelig indlæggelse. Jeg stod midt i en krise, som jeg hverken havde ressourcer eller chance for at komme helskindet igennem. Jeg havde mistet håb om en fremtid. På det tidpunkt havde jeg endda mistet tiltro til, at de professionelle vidste, hvad de havde gang i. Jeg var et sted i mit liv, hvor jeg ikke havde mere at miste, så jeg var frygtløs. Jeg gjorde lige, hvad der passede mig. Min trodsighed havde ført mig endnu dybere ned i kviksandet, og jeg var en stor mundfuld for mine nærmeste. Jeg vidste godt, at jeg måtte reddes; men jeg vidste ikke, om jeg ville reddes. Man kan roligt sige, at du mødte mig, da jeg havde det allerværst.

Jeg mindes ikke, om det allerede var under vores første møde, men du lovede mig ikke at give slip, før jeg selv sagde til. Et løfte, som jeg har fået før, men som du alene har kunnet holde. Jeg ved ikke, hvordan det lykkedes dig at få det til at ske, men under hele forløbet har du fået bevist, at det var mit forløb, på mine præmisser og efter mine behov. Du gav mig en stemme, og du gav mig ordet. Jeg var godt klar over, at der i perioder var turbulens på centret, men jeg mærkede det aldrig på min egen krop. Aldrig. Du prioriterede dine patienter frem for alt. Om så hele centret skulle gå ned, vidste jeg, at jeg var i sikkerhed, fordi jeg havde dig. Det er takket være dig, at jeg genvandt tilliden.

Jeg husker en bestemt januardag sidste år. Jeg mødte op med en klar dagsorden: inden jeg går, skal vi have ringet til akutmodtagelsen, for det jeg gennemgår i mit liv lige nu, overlever jeg ikke uden en indlæggelse. Du var helt rolig. Din tiltro til mig provokerede mig, kan jeg huske.

“Ressourcestærk” er et ord, der har en meget grim lyd i mine ører. Det er et ord, der straffer mig. Et ord, der sender mig hjem fra en indlæggelse før tid, når der mangler sengepladser. Et ord, der spænder ben for mig, når jeg møder jobcenter. Så, jeg var ikke fan af din rolige tilgang til mit sammenbrud. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at “ressourcestærk” i din synonymordbog betyder “der er potentiale, men vi skal virkelig gøre en indsats, så vi ikke taber hende”.

Du kaldte mig din solstrålehistorie, men det var altså dig, der var solen. Ja, jeg er godt klar over, at det kræver hård egenindsats at rejse sig, men min succes er ikke min egen. Bag hver en succeshistorie gemmer der sig et team af støttende mennesker, og du var min teamleader. Du var min advokat, som du selv udtrykte det. Og det skal jeg love for, at jeg kunne mærke. Du deltog i mine lægesamtaler; du talte min sag, når jeg selv var for passiv; du turde bruge din stemme og du blev lyttet til. Hver gang jeg faldt i knæ, holdt du mit skjold, så jeg ikke blev ramt. Hver gang jeg mistede retning, tændte du fyrtårnet.

Du var altid velforberedt og du var nærværende. Du var utrolig dygtig til at se sammenhængen i et større perspektiv, som en diagnosekasse slet ikke kan rumme. Og du så mig. Jo længere i forløbet vi kom, jo mindre behov havde jeg for at drøfte mine udfordringer. Men nej – ikke en eneste gang slap du mig, før tiden var omme. Var der ingen symptomer at tale om, kunne vi tale om de små glæder, min kreativitet, mine drømme – fordi du så MIG.

Du var meget udmyg. Det skal man nemlig være, når man arbejder med min målgruppe. I ved så meget om så meget, men det er mig, der efterhånden er ekspert i at være mig. Og det er kun mig, der kan definere, hvad livskvalitet for mig er. Som du sagde til mig sidst, så kunne jeg belære jer. Du sagde, at I har fået lige så meget ud af forløbet som jeg har. Lige den sætning må du gerne gentage overfor de andre patienter. Lige den sætning er netop kernen til den gode relation og vejen til recovery – at vi er ligeværdige samarbejdspartnere.

Jeg fik engang at vide, at jeg var en stjerne. De andre var firekanter, der nemt kunne placeres i puslespillet. Der var lige nogle kanter, der skulle slibes til, før jeg passede ind. Sådan var det også at være patient. Jeg var en af dem, der bare ikke passede ind i standardbeskrivelserne. Jeg blev formet og tilpasset – alligevel var der hele tiden en kant, der var for lang, eller et stykke, der manglede. Efter flere års forsøg, havde jeg udviklet et uhensigtsmæssigt adfærdsmønster. En dag hev du mig til side og konfronterede mig: “Hvorfor nikker du? Du er uenig med psykiateren. Hvorfor sidder du og nikker?” Fordi jeg var desperat efter at passe ind! Se – du var kvik nok til at se, at vi bare sad med den forkerte puslespilsplade… Takket være dig, er stjernen i dag uberørt, og den belyser nattehimlen stærkere end nogen sinde før.

Af hjertet tak for din indsats igennem årene!

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.