I mit forsøg på at finde venner har jeg gjort mig forskellige livserfaringer, jeg her vil dele med jer.

Jeg har tidligere skrevet om barndomsvenner og lærere, så det vil jeg ikke dele med jer her. Men efter jeg blev syg havde jeg forskellige venner, der var inde i mit liv i kortere eller længere tid, for så at komme ud igen.

 

Mine første 2 veninder fandt jeg på et værested, de var faktisk super gode og empatiske til at rumme mig, og give mig kærlighed, JEG var ikke i stand til at have veninder. Jeg sås også med en anden fra et værested, men vi snakkede aldrig, kun kigge på hinanden, og det blev lidt for stille for mig. Med de to første vendte vi verdenssituationen og støttede hinanden i sejre og nedelag, og den ene ville være mere veninde end jeg, den anden ville jeg være mere veninde end hende, og dengang med min borderline kunne jeg ikke finde ud af at det løste sig efterhånden og vi “slog op”. Til stor ærgrelse for mig senere, for nu gider ingen af dem mig.

 

Så mødte jeg flere veninder under indlæggelser behandling, men mine tidligere skrevne negative tanker om dette, skyldtes måske, at vi mistede kontakten, så snart vi blev udskrevet, måske også fordi vi ikke ønskede at huske indlæggelsen, sådan var det i hvert fald for mig.

 

Så var der venner på mit bosted, det var rart med skæbnefæller men holdt heller ikke da jeg flyttede.

 

Og nu er jeg så begyndt ikke at være så desperat, selv om jeg bliver det engang imellem, og lave regler for opbyggelse af venskab, fx ikke gå for hurtigt frem eller fortælle for meget for tidligt. Og stille krav. For som mit k.t person i mit sidste bofællesskab sagde til mig: i 20erne er man usikker og finder venner, man kan spejle sig i, i 30erne er man mere sikker og leder efter venner, der er forskellige fra en, der kan lære en noget. Kemi veninder vil jeg kalde de første. Livsledsagere vil jeg kalde de sidste.

Sådan fandt jeg Anette. Vi bygger langsomt vores venskab op og jeg bliver gladere og gladere for hende.

 

Men jeg har også haft dårlige oplevelser med at have en opskrift måske fordi jeg endeligt er begyndt at stå ved mig selv, forleden havde jeg en måske-veninde på besøg, hvor jeg gik frem på samme måde som med Anette, og det gik helt galt. Vi talte forbi hinanden, og fik det begge super dårligt efter og hun slettede mig fra facebook. Vi mødtes til en fælles livsbegivenhed, men havde intet tilfælles, udover interessen fra recovery. Men nu er jeg klar til at have veninder, det var ikke min skyld, bare et bump på vejen. Og så skriver jeg sammen med en måske veninde, jeg har lært at kende på facebook, i en vennesøgningsgruppe, som jeg skulle ses med i lørdags, men havde influenza. Hun virker sød, men sidst skrev jeg, at jeg gik i behandling, og siden har jeg ikke hørt fra hende, det kan være, at hun bare er langsom, men håber virkeligt ikke det var for stort et skridt at tage. Hun gik meget tæt på mig med sine problemer, og jeg tænkte at det kunne jeg også omvendt, men vi har altså stadig ikke mødtes så måske var det dumt. Og på grund af mine tidligere erfaringer er jeg selvføleligt bange for at misse chancer og giver mig meget, men hvis hun ikke vil mig, fordi jeg er psykisk syg, er det altså lige meget.

 

Summa summarum: man skal være klar til at have en veninde, og siden jeg kun har Anette nu, vil jeg sige, at det, der virker her, er fælles interesser, respekt, og samme type værdier, også kemi og der vil jeg gerne trække det i mig, med at man ikke finder kemi veninder, eller de er forbipasserende, for jeg tror fejlen lå i a, t jeg ikke var klar til at have en veninde, og det er jeg nu. Så det handler også om timing.

 

Jeg har også 3 måske-venner, hvor kemien er der, men vi bare ikke har fået lavet den første aftale endnu, enten fordi de er et sted, hvor de ikke kan rumme det, eller har travle kalendere, og med den ene, kan jeg oprigtigt mærke hun er interesseret, så hende holder jeg fast i, en de andre er jeg i tvivl om det bare i dårlige undskyldninger, og her er jeg virkeligt på bar bund, men hvis man er i tvivl, synes jeg man sal spørge sig selv: bringer de her personer noget godt ind i mit liv, gør de mig glade.? Og så kæmpe for dem, der gør det, og håber man med tiden, eller når DE er klar, bliver tættere.

 

Det sidste jeg vil sige er at jeg mødte en ven, der gav mig gode råd, martin om fx at skrive en janni bog for at huske mig selv på det, der var vigtigt for mig, og lærte mig ikke at spille spil. Og han var,s om en klog kvinde engang sagde til mig, en af dem, der lærte mig det, han skulle lære mig, og så skiltes vi igen. Andre mennesker møder man igen og igen. Sådan er det bare. Og så er det selvfølgeligt også sådan, at mange har sagt ting til mig, jeg ikke vil høre, og det er måske dem, der har hjulpet mig mest, som Anne Sofie, der sagde, jeg ville det for meget. Gud, hvor jeg hadede hende, men bagefter kan jeg se, at hun prøvede at hjælpe mig. Præcis som Ines, der sagde selvmord var egoistisk, eller noget martin sagde: at alt bare starter forfra, hvis du begår selvmord. de reddede mig begge.

Og alle de mennesker/venner, der ar været forbi mig i mit liv, kan jeg se, har lært mig om mig selv, og det er jeg glad for. For nu vil jeg være mere mild, lattermild og gavmild. Med min kærlighed 🙂

En kommentar

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.