Af Klaudiusz Wisnievski. Foto af Klaudiusz Wisnievski
Jeg havde fået information fra en bekendt om, at en gruppe mennesker, der mener, at Jobcenter på Lærkevej i København og dens sagsbehandling af førtidspension, er under alt kritik. De mener, at det skyldes førtidspension- og fleksjobreformen fra 2013. Med den reform kan man visitere folk til fleksjob med få timer om ugen. Problemet er, at udredningen af sådan en sag er meget kompliceret med årelange sagsbehandling, skiftende sagsbehandler og lange ressourceforløb. Syge borgere bliver presset til det yderste. Det mener grupper som ’Forening for Jobcenterets Ofre’, ’Næstehjælperne – Netværk for protest’, ’Praktisk hjælp til reformramte’, ’Ja tak til pension, og ’Fair behandling af syge’, som arbejder sammen som et aktionsnetværk med flere end 26.000 medlemmer.
Det var en tirsdag i august, at jeg dukkede op ved Lærkevejs socialkontor med min diktafon i hånden for at dække demonstration. Der var dukket mange mennesker op, flere have bannere med slogans som ’Førtidspension nu’ og ’Syg på kontanthjælp. Er det ok?’ og ’Et af jobcenterets ofre’.
Fortolker reglerne forskelligt
Finn Sørensen fra Enhedslisten, som også er medlem af Folketinget, og næstformand for parties folketingsgruppe holdte en tale. Talen handlede blandt andet om, at politikerne havde lavet en gevaldig fejl med reformen. Han sagde også, at ’Ugebrevet A4’ havde lavet en undersøgelse. Den undersøgelse handlede om afgørelser på klager fra borger, som havde søgt førtidspension og havde fået et nej:
– Undersøgelsen viser, at ud af de 3000 indsendte klager til Ankestyrelsen, der har fået afslag på førtidspension af kommunen, har ni ud af ti igen fået et afslag fra Ankestyrelsen, forklarede han.
Og heri ligger der en stor pointe ifølge ham og de store netværksgrupper – nemlig den, at efter reformen i 2013 har Københavns Kommune år for år, givet færre og færre førtidspensioner.
Ifølge tal fra Ankestyrelsen er der en tydelig skævvridning af førtidspensioner i de tre største byer, København, Odense og Århus. København har givet 116 førtidspensioner i gr.1, altså personer med psykisk sygdom i 2016. Mens tallet i Århus er 201, selvom befolkningstallet er ca. fem gange mindre end i hovedstaden. Ergo skulle tallet have været 1005 for nye tilkendelser af førtidspension i København. Og samme tendens viser sig i Odense, her har 171 fået tilkendt førtidspensioner i gr. 1, selvom der i Odense er ca. syv gange færre mennesker end København.
Finn sagde også, at vi sammen skulle presse politikerne til at ændre loven om førtidspension. Til det reagerede publikum ved at svare ’vi skal have nye politiker’ og så buhede de alle sammen i kor. Han sluttede af med at sige:
– Jeg har indkaldt endnu engang til samråd den 13. september for at høre ministeren, om han er enig i Ankestyrelsens domme, og hvis man ikke kan lide Ankestyrelsen afgørelser, så må han lave loven om.
Det klappede demonstranterne af og syntes, at det var en perfekt afslutning på hans tale.
Hovedårsagen til, at de utilfredse borgere stod foran jobcentret i mandags, var, at en borgers sag om førtidspension, var ved vejens ende. Hun var oppe hos sagsbehandlerne for at få et svar. Hun kom ud i sin kørerstol og smilede tydeligt lettet, med en sodavand i hånden. Kim Madsen, som også er reformramt og politisk aktiv i ’Forening for Jobcentrets ofre’ tog megafonen og nærmest råbte glædeligt, at hun nu langt om længe havde fået et ja. Der opstod en euforisk stemning, og folk jublede længe, mens de klappede.
Blev mere psykisk sårbar
Da det meste var overstået, så jeg min chance til at finde ud af, hvad folk ellers har oplevet med deres sager. Jeg interviewede to venner, som sad ved siden af hinanden. Den ene havde fået sin pension for ikke så længe siden. Han sagde blandt andet:
– Min sag tog enorm lang tid at få afklaring på, og i alt den tid levede jeg på bistandshjælp. Jeg var igennem forskellige ressourceforløb, jobafklaringer og skiftende sagsbehandler. Huslejen tog det meste af bistanden. Jeg levede sparsomt, og syntes det var en kamp om overlevelse. I al den tid blev jeg mere psykisk sårbar og fik det endnu værre.
Hans ven var i gang med at søge seniorpension, og hans sag var ligeledes en kompliceret sag.
– Kommunen vil have papirer, der dokumenter, at jeg har arbejdet 25 år fuldtid før, at jeg kan få tilkendt denne særlige pension. Det er en lang proces at finde alle disse papir frem, og det påvirker mig. Min psyke tager endnu mere skade, end den har gjort i forvejen. Det ville være nemmere, hvis tingene ikke var så stringente, afsluttede han med at sige.
Et nummer i køen
Jeg forlod dem for at komme tættere på dem med megafonen, som virkede som primus-motor for demonstrationen. Jeg fik fat i en meget hektisk og tydeligt engageret kvinde, som hed Mille Kram.
Hun er medlem af ’Næstehjælperne – Netværk for protest og praktisk hjælp til reformramte’ og ’Ja tak til pension, og ’En fair behandling af syge’ og kom fra Ebeltoft:
– Jeg er meget forbavset over behandling af syge her i København. Her er man jo nærmest som et nummer i køen. Jeg mener, at kommunens politiker og de øverst ansvarlige politiker i Folketinget prøver at spare på de allersvageste, og det er jo helt urimeligt i vores rige samfund. Jeg sammenligner lidt sagsbehandler på jobcentre med vogtere i koncentrationslejre, hvor de skal afrapportere til de øverst befalende. Jeg mener, at vores politiker, som har muligheder og redskaber til at ændre disse love, har hovedansvar for at ændre denne umenneskelige praksis.
Mille Kram søger selv pension og er nu fleksjobber. Hun var meget syg og kunne ikke fungere på et arbejdsmarked. Hendes primære sygdomme var fysiske, men hun fik som følgesygdom konstateret depression. Hun kom ud af depressionen ved at komme ud og opsøge disse netværker, selv om hun stadig led af symptomerne. På den måde fik hendes liv en mening for hende selv og andre.
Hendes råd til folk, som søgte pension, var, at de kom ud og var med i disse netværksgrupper. På den måde kan de i fællesskab overleve de lange behandlingstider til deres sag var afsluttet og støtte hinanden i svære tider.