Himlen er den flotteste blå farve og solen skinner smukt på de stadigt grønne blade. Jeg burde gå en tur. Men jeg kan ikke komme videre end til tanken. En usynlig bjælke blokerer for døren. Depression har igen sneget sig næsten ubemærket tættere ind på mig, og har lagt sig som en kappe af håbløshed om mine skuldre.
Jeg har mødt depression mange gange. Måske flere end jeg egentlig selv har tal på. For det er som om, at hver gang depressionen får tag i mig, så føles den ikke fuldt ud genkendelig. Som om den har muteret, mens den har været på en tur rundt om Jorden for at hærge, ligesom en influenza virus, så en ny vaccine skal fremstilles for at stå i mod. Jeg har ikke fundet en behandling, der virker fuldt ud på mig igennem min depressions karriere. Det har det etablerede system heller ikke. Men jeg ved, at det er vigtigt, at jeg er oprigtig om, hvordan jeg har det, mens jeg holder vejret, og venter på, at depressionen letter ligeså ubemærket, som den landede. Det er vigtigt, at udfordre de mørke tanker ved at sige dem højt, til nogen som holder af mig, så jeg ikke begynder at tro på, at jeg ikke er noget værd, at jeg er en belastning. En som burde aflives, fordi jeg ikke skaber værdi i et samfund evigt fokuseret på præstationer, som kan fore statskassen og give skattelettelser til de rigeste. Retorikken der anvendes fra højeste sted fodrer mine sorte tanker med flere skyts: Jeg arbejder ikke, derfor er jeg ikke. I stedet for at tænke: jeg tænker, derfor er jeg, som filosoffen René Descartes kom frem til i 1600 og grøn hvidkål. Hvis ikke jeg selv kan finde på noget at slå mig i hovedet med, så kan jeg altid stole på magthaverne. Måske er det i deres virkelighedsfjerne hjerner en slags velfærd, for min slags?
Jeg er tit blevet kaldt ressourcestærk af behandlere og sagsbehandlere. Jeg ved ikke altid, hvad de tænker, når de siger det. Hvilke ressourcer ser de i mig? At jeg kan råbe op stadigvæk? At jeg har bevaret min evne til at formulere mig? Det har jeg heldigvis, men alligevel føles depressionens tunge åg alligevel ikke lettere. Jeg har måske depression på en forholdsvis højt fungerende vis. High functioning depression, kaldes det på engelsk. Det er der da fordele i, men også ulemper. Da jeg jo klarer en del ting i hvert fald sådan umiddelbart og udadtil har det ofte ført til, at andre ikke helt har øje for de mere subtile tegn på, at depressionens dæmoner har fat i mig. Og har stillet for store krav til mig, hvorefter det mange gange har udløst en adfærd, så ingen længere kunne være i tvivl om, at depressionen skam var helt og aldeles ægte og slem. Uden at turde love for meget, er jeg blevet bedre til at håndtere de suicidale impulser end jeg har været. Bl.a. ved at lade være med at tage bæltet frem, selvom mine tanker siger: Prøv det! Prøv det! Det er meget lettere at stå i mod, hvis jeg ikke rører ved det forjættende. Lidt ligesom, hvis man gerne vil tabe sig, så nytter det heller ikke noget, at slik og kager ligger fremme og lokker. Nogle vil tænke, at de to ting kan jeg slet ikke sammenligne, men faktum er faktisk, at lysten til det forbudte slik er ligesom lysten til det forbudte bælte: umulig at stoppe, hvis først jeg går i gang.
Så depression har uendelige mange variationer. Ikke kun fra menneske til menneske, men som skrevet også fra gang til gang man rammes. Fra depression der er helt igennem tydelig for alle til den diskrete, der martrer en i skjul for omverden. Depression som suger det blå ud af himlen, og spærrer en inde i sig selv og ens hjem.
Jeg er en kriger, selvom jeg har depression. Jeg har dykket ud fra mørke dybder før, og jeg vil gøre det igen, fordi jeg ikke ved, hvordan man endegyldigt giver op, fordi der i mig gemmer sig en ukuelighed og en viljestyrke, der har vist sig at være stærkere end depression. Jeg tror stadig på, at der i mørket findes et lys, en gnist af håb og viljestyrke i os alle. Giv ikke op, men søg inde i dig selv, inde i det mørke – du vil blive overrasket over din styrke, hvis du giver dig selv lov.
Privatfoto taget af Ulven