Jeg har længe ledt efter en måde at komme ud af psykiatrien, og nu fandt jeg den. En bog om hypersensitivitet.

Da jeg havde læst den, faldt alting på plads og jeg følte den lettelse, som mange efter sigende oplever, når de får en rigtig diagnose.

Når jeg kigger tilbage i mit liv, kan jeg se, hvorfor jeg altid har haft det svært, og hvorfor jeg måske altid vil have det, selv om jeg er færdigbehandlet i psykiatrien. Ved godt jeg stadig tager medicin, men jeg skal ikke til at udredes og i nye behandlingsforløb som jeg troede.

I stedet tegner der sig en ny vej.

At være hypersensitiv er for mig en forklaringsmodel som beskriver mange af mine karaktertræk på en konstruktiv måde, som både udfordringer, men også ressourcer og dette fjerner billedet fra at der er noget galt med mig, og at jeg er syg, til at jeg simpelthen er skruet sammen på en speciel måde.

Bogen særligt sensitive, en guide til det gode liv, af Ulla Hinge Thomsen kan købes i Netto og tilbyder mange redskaber til at passe på sig selv og indrette sit liv, hvis man er hypersensitiv.

Ser I sagens kerne ligger i , at jeg troede når jeg var syg, var alt noget der kunne behandles, fx at det jeg ikke går i biografen kunne være et tegn på social angst, eller at jeg trives bedst på tomandshånd. Men nu forstår jeg, at jeg ubevidst har skabt et liv, der tilgodeser mig som hypersensitiv, så jeg ikke bliver overstimuleret.

Jeg bor i en lejlighed i byen, men lidt ude, så der ikke er for meget os, jeg kommer på et værested, hvor folk også er meget sensitive, jeg går til yoga, hvor musikken er blid og også bevægelserne. Jeg tegner og maler, som er en kreativ, lidt indadvendt aktivitet, og nyder mit eget selvskab, fx at læse og søge viden. Jeg ser få gode venner i små doser, og hellere dybe, meningsfulde samtaler end kedelig smalltalk. Jeg kan ikke klare rod og jeg er ved at gå til, hvis jeg springer et måltid over.

Jeg undgår konsekvent følgende ting: biografen, koncerter, forlystelsesparker, storcentre, rejser, diskoteker mm., store byers centrum, store middagsselvskaber, negative mennesker, og ikke mindst stressende jobs.

Og hvad er stressende? store åbne kontormiljøer, overkritiske chefer, akademisk konkurrence, meningsløst arbejde, hvor man ikke bruger sine evner, for det kan nemlig også stresse. Og alle de jobs jeg har været i, hvor jeg ikke har trivedes har været af sådanne typer. Ligeledes har jeg fundet små guldgruber undervejs, som har gjort nogle ting behagelige, fx en forstående chef, et mindre kontor, arbejde med det jeg brænder for, et arbejde uden for meget sladder, et arbejde hvor jeg fik ros og anerkendelse osv.

Det skaber håb. Håb for at hvis jeg kan bygge mit private liv op om min sensitivitet, kan jeg også bygge mit arbejdsliv op omkring det. Og så er jeg måske ikke tvunget til at søge pension, som jeg inderst ikke vil, men jeg troede bare ikke der var en plads til mig. Og det er der måske, men jeg tror jeg selv skal skabe den.

Siden jeg var barn har jeg haft det sådan, og blev ofte kaldt mærkelig eller over.tænkende. Og jeg fik den forståelse, at der var noget galt med mig, og det gjorde bestemt ikke tingene bedre. Men den forklaringsmodel som et hypersensitivt væsen er, dækker også fx at være usikker på sig selv, fremfor at kalde det er symptom på borderline, eller have mange tanker, frem for at kalde det tankemylder. og det passer altså bedre på mig. Jeg har heller aldrig kunnet forstå, hvorfor jeg havde en lav smertetærskel, men troede jeg var hypokonder.

Gennemgå evt. selv listen i bogen eller tag testen og se, om du kan genkende noget.

En ny fase starte i mit liv, og jeg glæder mig.

Kæmpe kram en glad og tilfreds Janni.

 

 

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.