Politiken fra sidste årstid og årgamle sladderblade. Vand fra en saftevandskande hældt op i plastikkrus og planter, der trænger til en kærlig hånd.

Erik Clausens vægmalerier i firserfarver og en receptionist, der taler som til et barn med en patient over telefonen.

Lægen kommer ned og henter mig, og jeg lægger mærke til hendes slidte, slaskede tøj og et vaskemærke, der kigger ud i nakken. Jeg ved ikke, hvem af os, der er mest metaltræt.

Jeg giver et grundrids af mit forløb i distriktspsykiatrien, fortæller lidt om, hvad der er hårdt i mit liv for tiden, og at det påvirker min søvn.

Hun konstaterer, at jeg har et skrøbeligt sind og fortæller om god søvnhygiejne, kugledyner og psykofarmaka.

Jeg forsøger at svare hende igen med at sige, at jeg har stressallergi og godt ved, hvad jeg skal gøre for at drosle ned.

Hun sammenligner min sygdom og medicin med sukkersyge og siger, at jeg er rask syg, når jeg tager min medicin.

Jeg siger, at jeg har et godt kendskab til recovery og godt ved, hvad jeg skal gøre for at passe på mig selv, og jeg ved, hvad der stresser mig.

Hun siger, at hun ikke kan lide ordet recovery, da det ikke er alle, der kan komme sig.

Jeg siger, at recovery er det, man kan gøre for at få det bedre og få et bedre hverdagsliv, og det er individuelt, hvor godt man kan få det, og hvad der skal til.

Jeg giver hende ret i, at det er dumt med engelske begreber – at det fremmedgør frem for at fremme forståelsen og give ejerskab.

Hun konstaterer igen, at jeg har et skrøbeligt sind og skal sørge for at få min søvn.

Jeg vælger at skifte emne og spørger hende ind til, om Sundhedsplatformen har lagt psykiatrien ned.

Hun fortæller, at selvom hun er teknisk dygtig, er systemet ulogisk for hende – og at hun endda forstår det bedre end de ansatte iført lilla t-shirts, der skulle hjælpe dem i gang.

Jeg kigger kort på den tomme lilla stol ved siden af os og undlader at komme med en kommentar, der knytter de lilla t-shirts sammen med den. Hun skal jo ikke tro, jeg er komplet skør.

Hun fortæller videre om, at vi i virkeligheden skal udfylde journalen sammen, men hun er imod at sidde ved en computer sammen med patienten, da det er vigtigere at have øjenkontakt.Jeg slutter af med at sige, at relationsarbejde jo er det vigtigste. 

Da jeg går ud tænker jeg på planterne, og at relationer skal passes ligesom dem.

Om Forfatteren

Sommeren 2011 var jeg midt i mit livs skuespil, spejderløb og skattejagt, der var tilrettelagt specielt til mig. Da personalet "truede" mig med elektrochok, hev jeg mig selv op med håret og kæmpede mig stille, roligt og stødt op fra bunden af afgrunden. Jeg fandt efterhånden ud af, at meget kun er sandt for en stund - og at der findes mange forskellige sandheder og virkeligheder. Mine artikler og blogindlæg handler om psykosen og ikke mindst min recovery-rejse. Digte, noveller, små fortællinger og rejseskildringer har jeg samlet her: http://paaskrift.dk/

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.