Lige nu er det vel bare, som det er.

Lige nu er det som om, at tiden er gået i stå.

Tiden går. Dagene går. Men jeg går ikke med. Jeg er uden for tiden et eller andet sted, hvor jeg sidder fast.

Sådan føles det lige nu, i det nu jeg ikke lever i, men lod ligge tilbage.

Når jeg har sovet føler jeg mig angst og trist. Så bliver jeg bange for at miste forstanden. Så græder jeg. Så ligger jeg og stirrer ud i luften. Så prøver jeg at stå op, få lidt at spise. Så går jeg en tur. Så prøver jeg at lette min dårlige samvittighed. Så spiser jeg. Så går jeg en tur. Så sover jeg. Så starter det forfra.

Jeg har SÅ dårlig samvittighed. Over at være en belastning for samfundet og min familie og mine venner. Og over ikke at gøre alt det og være alt det, som jeg burde. Jeg burde. Hele tiden.

Jeg burde tage en uddannelse. Jeg burde bidrage til velfærdsstaten, ikke bare tage. Jeg burde være social. Jeg burde være glad og have det godt, men hvis jeg ikke har det godt, så burde jeg tage den med ro. Men jeg kan ikke finde ud af noget af det.

Jeg burde fortælle hvordan jeg har det til min omgangskreds, og det gør jeg så. Og svaret er som regel: “Det er jeg ked af at høre, jeg håber du snart får det bedre”. Jeg ved godt, at folk mener det godt, men for mig er der to ting galt med den sætning.

  1. Fortæl mig ikke, at du er ked af det. Jeg ville absolut ikke gøre dig ked af det. Jeg ville bare lige fortælle dig hvordan jeg har det, fordi jeg føler det er min pligt. Det, at du fortæller mig, at du er ked af det, gør det sværere for mig.
  2. Jeg får det ikke snart bedre. Det er fint at du håber det, men hold det for dig selv, for det lægger et pres på mig.

Så hvis du kender en, som har/får det lidt svært, så lyt i stedet. Og prøv ikke at sige de samme ting, som alle de andre siger.

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.