Har igen i dag taget et stort skridt..

Jeg har igen sagt farvel til noget jeg elsker.

Det tog lang tid at ta beslutningen, selvom flere havde nævnt at det måske ku hjælpe mig, og jeg ved jo godt, hvad der er bedst for mig og jeg ved også godt, hvad der får mig ned med nakken. Men stædig som jeg er, skal andre da ikke komme med råd som udfordrer mig i at vælge noget fra jeg elsker..

Nej det bestemmer jeg sku selv!!

Og der er jo som oftest lang fra at vide noget til rent faktisk at gøre det i praksis. Det gælder så vel madvaner, motion og penge som det gælder at vælge sine prioriteter.

I dag var det noget der fylder meget.. Ligsom så meget andet jeg har skullet træffe beslutninger omkring. Beslutninger jeg måtte tvinge mig selv til, selverkendelse og logisk tankegang, og håbet om at beslutningerne gør mit liv bedre.

Jeg er tester mig selv, ofte mere end hvad godt er. Jeg udfordrer mig selv, konkurerer med mig selv, kan jeg gøre det bedre den her gang?!

Det er åbenbart sådan jeg er, selvom jeg har mange begrænsninger, ting jeg ikke kan, ting jeg ikke bør, ting jeg burde lade være med.

Men jeg er så fandens stædig, både på godt og ondt, åbenbart.

I dag handlede belutningen om frivilligt arbejde. En post jeg sætter stor ære i, da jeg ved at jeg glæder andre og det bliver værdsat af mange. Men jeg kan ikke lige nu.. Jeg må grædende smide håndklædet i ringen og erkende at det går ikke, jeg kan ikke.. Måske ikke for evigt, men lige nu kan jeg ikke.

Prioriteter..

Jeg er igen, på eget initiativ, startet i praktik, med fornyet håb og gåpåmod. Jeg prøver igen et job af som jeg kan se mig selv i, i fremtiden. Jeg håber, jeg ønsker jeg drømmer… Jeg frygter.

Det er allerede gået galt, men jeg tror på at jeg kommer op igen. Måske ikke for evigt, men måske i en periode..

For det er sådan mit liv åbenbart er, og har altid været. Jeg blev gjort opmærksom på det af en veninde forleden, sagt med kærlighed og forståelse, og hun havde ret. Jeg har aldrig kunnet det jeg har villet. Jo i en periode, men så gav jeg op eller det gik galt. Jeg har altid rejst mig op igen, kæmpet videre..Men jeg betaler også prisen

Jeg giver ikke op. Jeg skal bare finde den rigtige vej, og mand er jeg faret vild tit. Det føles som et helt liv med blindgyder og uopnålige bjergtoppe.

Sidst jeg tog en beslutning, gjalt det livet, at give liv.. At fravælge liv. Det tog mig over et år at træffe beslutningen, at indse at det ikke går. At give op på noget.

Jeg græder imens jeg skriver det her, for jeg finder mig ikke i nederlag. Men hvad skal man gøre når fjenden er uovervindelig?!

Jeg valgte en sterilisation. Nu kan jeg ikke sætte flere børn i verden! Endnu et nederlag jeg må forholde mig til. Jeg gjorde for at beskytte mig selv, det ufødte barn, min søn, mit hjerte og mit sind.

Jeg er 36. Jeg har ingen mand i mit liv, Jeg har en arvelig diagnose og jeg har mistet to børn fordi min krop ikke kan fuldende det at skabe et levedygtigt væsen igen. Jeg var vist bare heldig med min søn.

Jeg er tvunget til at træffe valg. Det er vi alle, om vi vil det eller ej. Vi er hver dag  tvunget til at vælge hvad vi sætter først. Prioritere…

Jeg vælger mig.

Hvad vælger du?

 

 

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.