Jeg skal udskrives. Endelig sker noget jeg har ventet på mange måneder. Udskrivelse. Hver gang jeg enten har bedt, spurgt eller i en mere opkørt situation forlangt at komme ud herfra fik jeg altid afvide det ikke kunne lade sig gøre. Forklaringen var oftest jeg intet bosted havde. Jeg følte det blev en dårlig undskyldning til sidst og de blot udnyttede retten til at kunne tvangstilbageholde mig. Det gjorde mig arrig af raseri og ødelagde resten af min dag. Hvis jeg var heldig kunne jeg beherske mig den pågældende dag. Andre gange blev jeg decideret vred eller brokkede mig til min kontaktperson. Jeg er stadig ret overbevist om jeg var blevet udskrevet forlængst hvis jeg havde haft et bosted. Til trods for min tilstand var den samme. Jeg bliver ikke mere rask her. De synes jeg har været her inde ret længe. Lidt for længe. Det har nok taget mange måneder at få banket ind i hovederne på dem. Alligevel har de under hele mit forløb valgt at tvangstilbageholde mig. Forklaringen var den samme hver gang næsten. Jeg er her jo sådan set stadig på rød tvang. Det er underligt ikke?

Jeg har et stort had til psykiatrien. Jeg ville lyve hvis sagde jeg kun havde positive oplevelser og en følelse af at blive hjulpet. Jeg har kun fået det værre i deres varetægt som patient. Situationer som overstående fordobbler mit had, gør mig endnu mindre samarbejdsvillig og mere frustreret og uforstående overfor deres logik. Jeg er også blevet bange for psykiatrien og deres magt. Jeg er efterhånden blevet så bange at jeg ikke længere tør træde ind på deres matrikel frivilligt længere. Jeg tør ikke række en hånd ud med stor sandsynlighed for at miste den. For mit vedkommende ville det svare til at gå ind flok sultne løver. Jeg bliver inden længe omringet af dem hvis jeg træder ind. De viser deres tænder. De knurrer og hvæser af mig. Jeg er uønsket. Det er tydeligt at mærke på dem. Jeg er næsten mere en trussel for dem end de er for mig. De kan bide mig og jeg ved de bider hårdt. Der er masser af dem, de er stærkere end mig og kommer jeg overhovedet ud derfra levende så er jeg ikke længere et helt menneske. Jeg er fyldt med blod og tårer. De har bidt mig, kradset mig så jeg er fyldt med dybe flænger og har nær slået mig ihjel. Jeg er skambidt, ødelagt og næsten ikke i live. Frygten overskygger næsten hadet til psykiatrien. Jeg hader dem for de ting de byder mig og jeg er bange for hvad de finder på næste gang. Jeg har svært ved at se meningen i at jeg har været indlagt denne gang. En indlæggelse der løber op i syv måneder. Hvad er meningen overhovedet i at være i psykiatrien og specielt at være indlagt hvis de ikke kan gøre mig rask? Min frygt for en potentiel indlæggelse er gigantisk for jeg nægter at blive kastet for løverne igen. Jeg klarer det ikke igen. Jeg overlever ikke.

2 Kommentarer

  1. Ulven

    Hej Louisa,

    Jeg føler virkelig med dig. Har det helt på samme måde, selvom jeg ikke har været igennem så lang en indlæggelse. Når du er klar er der måder at få det bedre på end ophold i psykiatrien, og du har en fighther gemt i dig kan jeg mærke. Du skal nok finde en anden vej at gå, som vil virke for dig.

    Kærlig hilsen Ulven

    Svar
  2. Angsting

    En hjerneforgifter på et giftfængsel får penge for menneskekød og hjernegift i en seng, men ingen krone for én der har det godt uden hjernegift udenfor giftfængslet.

    “Pårørende” vil af med en slægtning på et giftfængsel.

    Jo mere dage, jo bedre, synes de.

    En ven kan være én der har været spændt fast på en seng. Jeg leder efter venner, der vil slå ned på hjerneforgifterne, hvis de tør fængsle eller forgifte mig en gang til. Og jeg vil gøre det samme for dem. Gruppen må gerne hedde Anden Luise Hjerming Christensen. Lige nu kan jeg kontaktes på Jan.PPHansen@gmail.com

    Judi Chamberlin, “At være en dårlig patient er det, der hjælper dig til at komme tilbage til det virkelige liv.”

    Svar

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.