Da jeg blev syg, ændrede min selvforståelse sig. Før sygdommen så jeg mig selv på én måde, men efter sygdommens udbrud passede mit syn på mig selv ikke rigtig på min adfærd. Før sygdommen var både selvtillid og selvværd rimelig veludviklet. Jeg havde gang i mange ting og jeg klarede mig godt. Min omgangskreds var stor og jeg var tryg og glad det meste af tiden. Min omgangskreds er stadig stor, hvilket betyder, at venner og familie på en eller anden måde har accepteret de ændringer, der er sket i min person og min adfærd. Der er ikke nogen, der har elsket mig mindre fordi jeg blev syg. Bortset fra mig selv.

Den store ændring

Ændringen af min selvforståelse skete ikke fra den ene dag til den anden. Den kom snigende i takt med, at sygdommen udviklede sig. Det har altid været en vigtig del af min identitet, at jeg kunne arbejde og passe mit studie tilfredsstillende, men det blev stille og roligt sværere og sværere for til sidst at være umuligt. Pludselig var jeg indlagt på psykiatrisk afdeling og kunne ikke overskue selv de mindste ting. Jeg var holdt op med at spise, jeg var psykotisk og jeg kunne ikke sove. Jeg skulle pludselig i gang med at ændre min selvopfattelse i en tilstand, hvor alt så sort ud.

I starten klamrede jeg mig til mit gamle liv og holdt fast i troen på, at jeg ville komme tilbage og gøre min uddannelse færdig. Jeg så ikke mig selv som syg, men ventede bare på, at de grimme tanker ville forsvinde, så jeg kunne genoptage mit liv. Sådan gik det bare ikke. Nu er der gået tre år og jeg er stadig ikke i gang med hverken arbejde eller studie.

Den syge fortælling

Fortællingen ændrede sig stille og roligt fra mit udgangspunkt til at omhandle sygdom og kun sygdom. Min hverdag består i dag af 5 forskellige behandlingsformer og det er endda uden terapi som jeg ikke får i øjeblikket. Behandlingen udgør størstedelen af mine aftaler i løbet af ugen og det kan være svært at få tid til meget andet. I behandlingen omhandler samtalen min sygdom, mine symptomer og mine tanker og følelser heromkring. I behandlingen er ALT kort sagt indkredset om mig og min sygdom, hvilket medfører et enormt fokus herpå, også uden for behandlingen. Min selvforståelse har derfor udviklet sig til at være navlepillende egoistisk, hvor jeg nærmest udelukkende beskæftiger mig med, at jeg er syg og hvordan jeg har det lige nu.

Men forholdene er ved at ændre sig igen i takt med, at jeg begynder at få det bedre og passer flere og flere af mine interesser. Revner opstår i den syge personlighed og min selvopfattelse udvikler sig til noget, der stille og roligt begynder at minde om det, jeg engang kendte.

Mit tredje jeg

I weekenden begyndte et frø at blomstre i brystet på mig. Verden så lysere ud og holdningen til mig selv og mit liv var pludselig positiv og optimistisk. Det var en befriende, men meget overvældende oplevelse. For samtidig gik det op for mig, at det er ved at være tid til at selvforståelsen skal ændres igen. Selvom behandlingen stadig fylder det samme tidsmæssigt, fylder den mindre i mine tanker, fordi jeg er begyndt at have overskud til andre aktiviteter. Jeg er begyndt at kunne læse, skrive, danse og føre lange samtaler igen. Derfor fylder behandlingen ikke så meget mere, når jeg tænker på, hvad der er vigtigt i min hverdag. Men det er ikke let at ændre sin selvopfattelse.

Den største udfordring ved at ændre min opfattelse af mig selv handler om mod. Tør jeg tro på, at sygdommen er trådt så meget i baggrunden, at jeg kan se mig selv som andet end syg? Sygdommen har fyldt næsten alt i tre år og jeg er stadig bange for, om den bryder ud igen og om jeg ville kunne klare det, hvis den gør. Det hele er stadig meget nyt, hvorfor processen først lige er gået i gang, men det føles godt at kunne genkende sig selv igen. Selvfølgelig er det ikke det samme som før, jeg blev syg, men det er heller ikke det vigtige. Det væsentlige er, at jeg kan lide det liv, jeg nu er i gang med at opbygge – og det kan jeg!

En kommentar

  1. Ida Eowyn

    Sygdom, behandling, personlighed… psykistriens paradokser i et forvirret rod… Kan kun sige meget flot formuleret. Der står noget meget lignende om paradokser i Sven Brinkmans bog Stå fast 🙂
    Godt skrevet.
    Hilsen Ida 🙂

    Svar

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.