Det skete altid om natten. Men startede om eftermiddagen allerede. Han kom ikke hjem til tiden. Igen. Så vidste vi, hvad der ville komme til at ske. Min mor gjorde alting lidt hurtigere end ellers, ligesom om hun skulle skynde sig med noget. Havde ikke tid til at høre om min dag i skolen eller på skøjtebanen, som hun plejer.

Eller….. plejer og plejer, dvs engang imellem havde hun tid til den luxus. Feks hvis jeg havde været uvenner med nogen og fortalte hende om det, så kunne hun sige: du har nok selv været uden om det, ellers driller Søren jo ikke, vel?

Og så var den samtale slut. Men hun havde da i det mindste lyttet. Men disse dage, hvor far ikke kom hjem til sædvanlig tid, hørte hun ingenting, havde ingen øjenkontakt og: DER VAR IKKE NOGET I VEJEN! som hun sagde…., har du lavet dine lektier? kunne hun også svare –  på et hvilket som helst spørgsmål, sådan ligesom at komme forbi nogen nærmere diskussion eller, hvor hun skulle være mere tilstede i samtalen. Hun var der ligesom ikke rigtigt –  i stuen –  følte jeg . Senere gik det op for mig, at hun var nervøs og ikke kunne rumme andet end at forberede sig psykisk til den senere begivenhed.

Vi spiste aftensmad i tavshed, ingen havde lyst til at sige noget, vi vidste alle tre, at natten ville blive lang og krævende og tænkte vores egne tanker, om hvordan vi skulle komme igenenem det hver i sær.

Jeg prøver at holde mig vågen længe den aften, for jeg ved at jeg alligevel blir´ vækket på et senere tidspunkt, det har aldrig slået fejl. Men jeg blunder alligevel lidt og vågner brat igen ved den mindste lyd på trappen. Hørte jeg skridt? Jo, tunge skridt fra træskostøvlerne og en mumlen og banden over et eller andet. Nøglen i hovedøren, det kniber med at ramme nøglehullet.

Er der en, der kan lave mig en kop kaffe eller hvad? Råber han og kommer slingrende ind i soveværelset. Jeg håber det går hurtigt i nat med de sædvanlige skænderier, og det der er værre mellem de voksne, så jeg kan få lov sove videre. Jeg er 12 år. Ofte har jeg faktisk mareridt om de natlige oplevelser og må bede min far om hjælp til at falde i søvn igen om natten. Pudsigt nok af den selv samme person, som jeg adresserer årsagen til det fra.

De råber og skriger og slås og branderten er himmelhøj som altid. Han har drukket på en familiekonflikt som man kalder det ofte fra tidligt om morgenen af. Og har lav stresstærskel pga krigstraumer er jeg blevet fortalt. Men først langt oppe i min voksenalder. Endda fra hele to verdenskrige, hvor han bla har været ude for beskydning og i livsfare.

Men at det skulle gå ud over familie livet, var der ingen forståelse for dengang i halvtredserne, ingen støtte til det heller fra kommunen. Man drak sig til fred i sindet i den arbejderkultur min far var rundet af.

Psykisk vold havde vi ikke hørt om. Hvad der skete i familien blandede ingen sig i. Heller ikke engang underboen, som vi ofte må have holdt vågen det meste af natten, de nævnede det aldrig med et eneste ord

Hvad mine forældre jo heller ikke gjorde. Det var som om det aldrig var sket. Selvom det skete 7-8 gange på et heldigt år.

Heldigvis var der ind imellem helt almindelige familie hverdage, hvor man skulle være glad for at få middagmad hver eneste dag og for at der var fred i verden nu. Det kan man ikke ta for givet, fik jeg at vide. Men jeg kendte jo ikke til andet, og det var ligesom om, at jeg ikke kunne ønske eller forvente noget andet i mit liv, når først det laveste på behovspyramiden var i dækket ind. Men var det nu også det?

Pykisk balance i familien er ikke nogen lukus, og jeg vil insistere på at det heller ikke er det rene luksus at forvente det.

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.