F603 Borderline.
I 2012 fik jeg stillet diagnosen Emotionelt ustabil personlighedsstruktur. Også omtalt Borderline. Jeg var af egen læge blevet henvist til et ambulant behandlingsforløb. Min læge mente jeg havde symptomer der ledte mod en Borderline diagnose. Jeg fik stillet diagnosen endeligt af en psykiater, da jeg startede i behandling. Jeg fik i forvejen antidepressiv medicin og skulle nu også tage stemningsstabiliserende medicin.
Mit primære problem var svingninger i stemningsleje i en sådan grad at det gik ud over mit hverdagsliv. Jeg måtte droppe ud af drømmestudiet på Københavns Universitet, da jeg blev for syg. Et studie jeg endnu ikke er blevet rask nok til at kunne genoptage. Jeg var depressiv fra tidlig morgen til sen aften.
Behandlingsforløbet var fire dage om ugen og varede i to år inkl. efterbehandling. Dialektisk Adfærds Terapi(DAT) hed terapiformen og det foregik i grupper af 6-8 personer. Hvor man tidligere mente at personer med Borderline ikke stod til at kunne blive raske, har man i dag en anden holdning netop pga. DAT. DAT handler om at styrke og træne relationsadfærd og opmærksomhed fx. gennem mindfulness. Det er hjælp til selvhjælp. Selvskadende adfærd skal ses som en kommunikationsmåde, og skal accepteres af patienten(og behandleren). Herefter kan de negative tanker og den oftest meget modsætningsfyldte – dialektiske – adfærd ændres.
De klassiske symptomer på Borderline er:
- impulsiv adfærd
- stærke og svingende affekter
- selvdestruktion
- ustabile relationer
Sidstnævnte passede aldrig på mig. Jeg har venner helt tilbage fra min folkeskoletid og haft flere længerevarende kæresteforhold. Dette er en primær grund til, at jeg mistænker, at jeg har været fejldiagnosticeret i fire år. De andre symptomer passede dog, og gør stadig, til mig.
Jeg har været indlagt en enkelt gang som “borderliner”. Det var også min første gang. Jeg er siden blevet sendt hjem med en Oxapax en del gange fra psykiatrisk skadestue. Jeg har altid haft samme symptomer når jeg har henvendt mig på skadestuen. Men er blevet behandlet meget forskelligt fra gang til gang. I dag, med en diagnose der lyder på Paranoid Skizofreni, bliver jeg konsekvent indlagt hver gang jeg henvender mig. Om jeg vil det eller ej – dog aldrig under tvang.
Det giver følelsen af at jeg først nu bliver taget oprigtig alvorligt når jeg føler selvmordtrang. Mine følelser og impulser er ikke blevet stærkere af at jeg er skiftet fra den ene til en anden diagnose.
Ydermere er selvmordsraten blandt personer med Borderline den højeste blandt sindslidelser. Omkring 10% begår selvmord og omkring 75% er selvskadende. Blandt personer med skizofreni er selvmordsraten på omkring 5-10%.
Psykose-symptomer er naturligvis meget alvorlige og er bestemt noget behandleren eller lægen skal være opmærksomme på. Men ikke alle med skizofreni er psykotiske særligt ofte.
Historisk set har synet på “borderlinere” været temmelig unuanceret. Det var oftere kvinder end mænd der fik stillet diagnosen og synet på patienterne var ofte, at de var hysteriske og ikke modtagelige overfor hjælp.
I dag har lægeverdenen selvfølgelig et langt mere begavet syn på lidelsen. Men ikke nok i følge min personlige erfaring. Jeg havde ved Gud brug for hjælp og indlæggelser, men fik i et stedet bare beroligende medicin og en forklaring om, at de ikke kunne hjælpe mig. Sendt hjem til en cocktail af medicin, rødvin og cutting.
Mine symptomer har udviklet sig indenfor de sidste par år. Men en del har altid været de samme. Jeg har blot fået et nyt tal i deres bog – fra F603 til F200. Men behandlingen er en anden. Medicinsk, terapeutisk, menneskeligt.
Det er bedre for mig at være stillet med en skizofreni diagnose. Jeg har brug for at blive taget meget alvorligt. Og den følelse får jeg bedst ved at blive indlagt, når jeg henvender mig på skadestuen. Jeg elsker ikke at være indlagt, men det giver mig en tryghed som jeg ikke kan få hjemme, når jeg har det værst. Det giver en stabilitet. Og stimuleringen er på et absolut minimum, så eksponeringen er lav. Hvilket for mig især betyder færre angstanfald og angst-symptomer.
Jeg er aldrig blevet rask af en indlæggelse, men heller ikke mere syg, hvilket er en form for fremgang i en kritisk periode.
Som “borderliner” oplevede jeg aldrig at min omverden tvivlede på min diagnose eller mine symptomer. Det gør jeg med skizofreni. Jeg oplever at begge lidelser er stigmatiserede, at mange tror de ved, hvad de ikke ved. Den klassiske “borderliner” er hysterisk, socialt ustabil og småpsykopatisk. Den klassiske skizofrene er splittet i personligheden og hører stemmer. Der er selvfølgelig noget om snakken, men der er også bare så mange nuancer af begge lidelser og af det enkelte menneske, at jeg mener disse stigmatiseringer kan være skadelige. Både for den syge og den raske.
Kun i form af mere udbredelse om lidelserne, mere viden og ved at flere tør stå frem, kan vi bryde med disse stigmaer og tabuet omkring psykiske sygdomme.