Hvor skal jeg starte? Jeg ved det ikke helt. Historien er kompliceret og personlig. Faktisk har jeg ikke fortalt den til ret mange før nu. Hvorfor ved jeg ikke helt, men jeg tror, jeg har haft et behov for at beskytte ham, der gjorde det. Men det er der ingen grund til mere. Jeg har brug for at fortælle historien.

Baggrund for forelskelse

I starten lagde jeg ikke rigtig mærke til ham. Jeg synes, han var lidt kikset og han sagde mig ikke noget. Jeg var indlagt i en længere periode og han var ny ansat social- og sundhedsassistent på afdelingen. Henover tid begyndte vi at snakke lidt sammen og spille LUDO. Det brugte vi meget tid på. Jeg begyndte at synes om ham, men jeg havde ikke nogle romantiske følelser for ham. Det havde jeg ganske enkelt ikke overskud til.

I starten snakkede vi kun sammen i fællesmiljøet og han så mig derfor ikke i mine værste anfald, der skete på stuen. Men efter et stykke tid begyndte jeg at få ham som kontaktperson og han begynder at hjælpe mig på stuen, når jeg havde det skidt. Vi snakkede godt sammen og han lyttede virkelig til mig. Jeg følte, at han var en virkelig kompetent og behagelig behandler.

Den forbudte kærlighed

Tingene udviklede sig hurtigt og når jeg var ked af det, begyndte han at holde om mig eller holde mig i hånden og nusse den. Jeg tænkte ikke over, at det i virkeligheden var virkelig uprofessionelt. Jeg havde bare brug for at blive holdt om. Jeg var syg og sårbar og jeg havde brug for den umiddelbare kærlighed, han kunne give mig.

Der er mange problemer i dette. For det første var han jo ansat og jeg var patient. Det var dømt til at gå galt. For det andet var han gift og havde en søn derhjemme. Alligevel indledte vi et romantisk forhold, der strakte sig over flere uger. Vi sås privat efter min udskrivelse, sov sammen og tog til koncert sammen. Vi var meget forelskede, men forholdet var som sagt dømt til døden på forhånd.

De professionelles ansvar

Det var ham, der afsluttede forholdet. Det gjorde mig meget ked af det. Jeg var virkelig glad for ham. Jeg var i hvert fald glad for den omsorg, han gav mig. Tilbage stod jeg alene og såret og skulle vænne mig til at være alene igen. Jeg har selv et ansvar for, at forholdet udviklede sig, men han må uden lige have et større ansvar, når det er hans job at passe på mig. Det er ikke at passe på mig, når han tillader sig selv at vise mig de følelser, han har for mig.

Der kan opstå forelskelse mellem alle mennesker på alle tidspunkter, men nogle forelskelser er forbudte. Konsekvenserne af denne historie var ikke så store, men det kunne de have været. Det er alle dage de professionelles ansvar, at indlagte patienter ikke kommer unødigt til skade under indlæggelser – både fysisk og psykisk. Derfor skal der aldrig indledes forhold til patienter, der ikke er i stand til at overskue konsekvenserne.

Blev jeg udnyttet? Muligvis. Det er heller ikke så vigtigt. Hvad konsekvenserne blev for ham, ved jeg ikke. Så vidt jeg ved, er han stadig ansat og jeg bliver derfor indlagt på en anden afdeling end jeg plejer, når jeg har brug for at skulle indlægges. Det har jeg affundet mig med, men synes alligevel, det er mærkeligt, at det er mig, der bliver flyttet og ikke ham.

 

 

2 Kommentarer

  1. Anne-Dorthe Bak

    Jeg har svært ved at forstå, hvorfor du mener, du er offer i denne situation. Jeg var en af dem der vidste, hvad der foregik og advarede dig om at have et forhold til en ansat. Meningen med at udgive på outsideren er vel, at vise at vi er ganske almindelige mennesker med viden om rigtigt og forkert samt intelligens som andre trods en psykiatrisk diagnose. At man som personale skal undgå at indvoldvere sig med patienter i en sårbar situation, er der ingen tvivl om, men det fritager ikke patienten for et medansvar. Vedkommende risikerer fyring ved, at du skriver det her. Det må både du og han have været bevidste om, men med det du skriver er det ikke svært at regne ud, hvem det er og det synes jeg måske ikke er fair.

    Svar
    • Cecilie Lund Ramsing

      Jeg mener bestemt, at det er relevant at skrive om dette. Som jeg skriver, havde jeg også selv et ansvar, men jeg mener stadig, at det primære ansvar ligger hos ham. Selvom min intelligens ikke fejler noget, er jeg ikke altid i stand til at tage sunde beslutninger under en indlæggelse. I forhold til fyring, så fortalte jeg ledelsen om situationen kort tid efter, så hvis ikke de har valgt at fyre ham på baggrund af min historie, tror jeg ikke, at dette indlæg får større konsekvenser for nogen.

      Svar

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.