Dette er en smagsprøve fra min roman Pigen, der ikke kunne hjernevaskes
Info:
Hun gik her i 7 klasse, var så småt begyndt at blive voksen, mere selvstændig og omsorgsfuld, men hun kunne knapt nok få lov til det for sin mor. Det plagede hende meget, gjorde hende enormt ked af det, og hun var parat til at gøre, hvad som helst for at blive i bedre humør. Hun udviklede sin egen effektive teknik til at få et bedre humør, bare kortvarigt, og noget hun altid kunne tage frem.
Og det var effektivt! Sundt? Nja… så fysisk galt blev det aldrig, men en dag ville hun jo nok have været død af sit:
Knoglekick
Det var fredag morgen og jeg lå og kiggede i et Vi Unge magasin, og læste brevkassen igen og igen. Der var en pige på min egen alder, der brokkede sig over at hendes veninder hele tiden spurgte hende, om hun havde anoreksi, men det benægtede hun, for “Hun spiste altså mad to gange om dagen og vejede 40 kg og var bare normalt høj 169 cm og slank, så derfor havde hun ikke anoreksi”. Men brevkasse damen var uenig, og anbefaldede hende at gå til lægen til en start, så hun kunne komme til en psykolog og få mod til at tage i hvert fald 10 kg på på.
Der var lige præsis, derfor jeg ikke talte med nogen om min facination af det tynde look, fordi jeg ikke ville gide at høre på andres meninger om det og anbefalinger om, at jeg skulle gå til læge og tage på. Jeg skulle kræfteædme nok selv bestemmer over min egen krop og hjerne! Jeg læste brevkassen igen og igen og kiggede facineret på tallene og fandt min liste frem med mine egne udregninger af mit bmi, ud fra min egen højde og vægt.
Et BMI under 17,5 var anoreksi for voksne, men da jeg stadig var barn i den forstand, var min anoreksi grænse 46,84 kg, det ville sige 15 % under mit på BMI 20. 85 % af hvad jeg burde veje. Jeg vidste at 51,3 kg var 18,6 BMI.
Jeg kunne den slags i hovedet, tallene satte sig bare fast til stort set evig tid. Sådan var jeg bare, klæbehjerne og det kunne jeg altså godt lide. Jeg syntes, det var godt jysk træls, at de andre i klassen så ned på mig, når der var nogle tal i skolen, jeg bare ramsede af mig. Hvorfor så de dog ned på det? Det var da sejt at kunne! Jeg var stolt af en min talklæbehjerne. Klassen var dum og gjorde mig ked. Træls! Der var ro, reglmæssighed og kæft, trist og retning i tal. Det var ikke svært, der var stort set ingen følelser i det. Pause. Rar. Verden gå væk, og lad mig være i fred.
Bare jeg havde min egen bondegård. Så ville jeg trække mig tilbage for resten af mit liv. Jeg havde altid haft en klar fornemmelse af, at jeg ville have bedst af at bo langt væk fra alle andre, bare kunne slappe helt af og være mig selv. Tænk at bo sådan et dejligt sted og kunne skrive dagen lang? Det kunne jeg godt bruge mit liv på. Jeg var begyndt at tænke over alt det dagbog, jeg skrev og var virkeligt begyndt at elske at skrive, så måske en bondegård, have en hest og være forfatter ikke var helt ved siden af? Den sidste fristil jeg skrev til Hulda, min klasselære, var blevet så lang, at hun næsten ikke gad rette den, men jeg kunne slet ikke stoppe handlingen, det kørte bare afsted med mig og jeg havde så mange flere ideer til den handling.
Efter en halv times tid i tallenes drømme verden langt ude på landet kunne jeg høre det puslede inde ved siden af. Mor var vågnet og det lød som om hun satte sig op, og tog sutsko på. Hun gabte. Jeg lagde mit Vi Unge ind under min seng, lukkede bladet, så det ikke kunne ses, at jeg havde læst brevkassen om anoreksi. Det ville jeg ikke have, mor opdagede. Jeg kunne høre, hun rejste sig, de knirkende trappetrin og at hun gik ud i køkkenet for at tænde kaffemaskinen og gjorde morgenmaden klar. Men inden vi skulle spise, måtte jeg lige lave nogle småtricks, for jeg ville ind og veje mig på deres vægt.
Jeg tjekkede at min skoletaske stod på mit værelse, så jeg havde en grund til at gå op af trappen igen, så jeg kunne smutte ind til vægten i mors og fars soveværelse. Først skyndte jeg mig ned efter hende, men gik ud på badeværelset for at skide så meget jeg overhovedet kunne. Det lykkes, jeg havde ikke forstoppelse. Det var godt, så kom jeg ikke til at “have mit lort” med på vægten om lidt, og skulle holde mig hele dagen i skolen. Jeg havde ikke brugt skole wc´erne siden 4 klasse, de var simpelthen for klamme.
Jeg havde kun undertøj på nu, men jeg løb op ad trappen igen og lyttede efter, hvor mor var henne… Hun var stadigt nede i køkkenet. Så gik jeg stille ind i deres soveværelse, tog vægten frem, satte den lige der ved gulvbredden og hoppede op, stille. Den dyttede, og jeg tikkede og bad , hver gang til, at mor aldrig hørte den. Hun måtte ikke opdage, jeg ville tabe mig, koste hvad det ville! Nu stod der kun 50,8 kg. Jeg havde tabt mig. Jubii, jeg mærkede en mega rus i hovedet af glæde og tilfredshed. Væk med kilo. Jeg listede vægten på plads, hentede min skoletaske på mit værelse og gik ned af trappen for at tage tøj på. Jeg gik ud til mor. Hun så træt ud, som om hun igen ikke havde sovet ret meget. Hun spurgte om jeg havde sovet godt, og jeg svarede ja. Jeg anstrengte mig for at spørge “Hvad med dig?”, selv om jeg vidste, jeg skulle være ekstremt heldig, hvis hun ville svare mig.
Hun var så lukket, at det praktisk taget aldrig kunne betale sig, at spørge hende om noget som helst hverken personligt eller privat.
Og i øvrigt kunne jeg se svaret på hende, hun havde ikke sovet, så sort var hun under øjnene. Jeg kunne næsten ikke holde det ud, fordi det var så synd for hende. Det var derfor, jeg ikke spurgte så meget til hende, når jeg kunne se svaret på forhånd, eller bare kunne mærke, hun ikke ville tale om sig selv. “Jeg var vågen i nat. Jeg hørte p1 og de fortalte om…” Jeg lyttede ikke så meget mere. Smerten i mig tog til, og jeg undrede mig igen over, at hun ikke ville tale om sig selv, fortælle bare lidt. Mor havde så ondt hele tiden og lå så meget i sin seng, og hun græd tit. Det havde stået på i nogle måneder nu, og jeg håbede, det snart ville holde op.
Jeg havde svært ved at undvære hende, og fordi hun havde ondt i øjnene, kunne hun ikke hjælpe mig ret meget med mine lektier, og det kunne ses på mine karaktere desværre og nøj, hvor jeg skammede mig. Og fordi jeg også havde fået sværere ved at koncentrere mig, siden hun var blevet syg, så kunne jeg ikke længere leve op til… ja det vidste jeg ikke helt, hvad var… formenligt noget i retning af HF eller gymnasiet agtige niveau høje karakterer.
Kom til at tænke på hendes egen perfekte karakterbog fra HF, som hun viste mig i ny og næ. UG, perfekte høje karakter hele vejen igenne.
Selv i fransk som hun havde måtte lære sig selv, fordi læreren var en doven hippie, som hun havde kaldt ham. Jeg kunne ikke vende mig til, hvordan tingene var blevet. Jeg ville selvfølgeligt gerne hjælpe med praktiske ting, det var far og mig, der gik i Netto og Rema for tiden. Forleden da han og jeg kom hjem med vare, stod mor træt og smerteplaget i køkkenet, og kiggede indgående på os begge, som om hun ville have os til at gøre et eller andet. Hendes øjne brændte sig ind i mine og jeg kunne næsten mærke, der var ild og panik i min sjæl. Far og jeg begyndte at sætte vare på plads, jeg var så bange for at gøre et eller andet forkert, sætte tingene forkert i skabet, mit hjerte hamrede ubehageligt og jeg ventede kun på, at mor selv begyndte at sætte vare på plads. Med det tilhørende lille bitte fnys, en lidt stiv kropsholdning og irreterede rykvise bevægelser.
Far og jeg var bare generelt parate til at hoppe og danse for at hjælpe hende, men hun ville ikke sådan rigtigt tage imod vores hjælp, hvis hun havde bare et minimum af kræfter. Det var så frustrerende og indvirkede jo på, at jeg syntes, det var svært at tilbyde folk min hjælp. Jeg forventede jo altid afslag. Jeg anede jo ikke, hvordan jeg skulle spørge folk om noget som helst groft sagt. Det var blevet unaturligt at tilbyde folk min hjælp, men jeg havde et stærk og helt naturligt behov for at hjælpe andre.
Jeg hadede det, fordi jeg netop rigtigt gerne ville hjælpe hende.
Vi satte os ind i sofaerne, jeg smækkede benene op, fortalte kort om en måde, jeg ville gribe en dansk stil an på, og ville skrive den i eftermiddag, efter jeg havde handlet ind for hende, men jeg klappede hurtigt i. Jeg så mors læber skille sig lidt ad og hænge voldsomt nedad, hendes skuldre trak sig slapt fremad og hendes hovede begyndte at hænge ned, hun holdt det med venstre hånd, albuen på ryglænet. Hun var væk, kunne ikke kaperer min smalltalk… i det hele taget kunne hun ikke kapere min tilstedeværelse, min eksistens. Jeg sukkede indeni, helt ubemærket, og fattede ikke, at hun kunne synes, at så lidt fra min side af kunne være forkert. Vi gloede lidt Go Morgen Danmark, Nyhederne og hvad der ellers lige var. Jeg nippede kun til maden, men jeg var ret sulten. Mor gloede mest tomt og tænktsomt ud i luften. Vi talte efter lidt tid, en smule om alt det rod Bush havde sat i gang efter 11 september. Det var der noget om i nyhederne hele tiden. Mor så tænksom ud. Gad vide om det var Bush, hun tænkte på eller på sig selv? “Du ser tænksom ud mor?”, forsøgte jeg mig forsigtigt med og kæmpende for at få ordene ud over mine læber. Mor tog en tår af kaffen, der duftede så skønt. “Jeg tror ikke, det er en god ide, der er gang i”. Mor talte mest om krisen nu, det var jeg ikke i tvivl om, men jeg kunne ikke helt finde ud af hvilken af kriserne, det var, hun mente. Var det Bush, der ikke var en god ide? Eller mente hun, at det ikke var en god ide, at jeg skulle handle ind i eftermiddag?
Jeg orkede ikke at spørge hende, hun ville alligevel ikke svare. Hvad var det hun prøvede at skjule for mig? Hvad var det, der var så slemt, at hun aldrig ville tale om det? Jeg var forvirret. Igen.
Efter nyheder var færdige og der var reklamer igen, spurgte jeg mor, hvad jeg skulle tage med hjem fra Rema efter skole. Men hun ombestemte sig og ville ikke have min hjælp. Der skulle handles ret meget ind, og det ville blive for tungt for mig, mente hun. Kartofler og den slags. Mælk. Det ville jeg ikke kunne bære. Hun sagde, hun bare kunne få far til at gå derop i stedet. Han kunne bære tunge ting. Hun bar og handlede ind i sidste uge efter to søvnløse nætter, en nat med bræk, konstante smerter. Hvorfor måtte jeg ikke hjælpe? Hvorfor troede hun ikke jeg kunne bære skide 8-10 kg?
Der var gymnastik undervisning. Vi stod alle sammen og tog vores tøj af, og for en gangs skyld følte jeg mig ret tynd. Mens jeg trak min t-shit over hovedet og trak maven lidt ekstra ind, så mine ribben blev synlige, mærkede jeg en lille rus i hovedet. Mit hovede dansede behageligt rundt og jeg ville ønske, jeg kunne røre ved mine ribben, mærke dem, køre mine fingre hen over rillerne og kærtegne mine knogler. Mit dejlige Knoglekick. Jeg følte mig høj, fumlede i længere tid end nødvendigt med t-shirten, for at trække rusen ud i så lang tid som muligt. Men så kom, det der ondt i maven, for at blive den sidste færdig omklædte og få den medfølgende peptalk, der, i min sjæl, ville føles som en voldsom skideballe. Jeg skyndte mig at tage mit trænings tøj på.
Vi begyndte at løbe rundt og rundt i gymnastiksalen, og stort set alle de andre finker skar hjørnerne meget af, og Camilla og hendes slæng af hippie dompapper dansede nærmest bare “rundt om juletræet”, inde på midten salen. Jeg kunne ikke forstå, hun kunne være så barnlig og tage sin træning så useriøst, når hun faktisk dansede på et, hvad jeg kunne forstå, højt niveau. Jeg skar ALDRIG hjørner over og sprang ALDRIG over, hvor gærdet var lavest. ALDRIG NOGENSINDE. Hverken til gymnastik, eller andre stedet i livet, for den sagde skyld. Jeg gav den gas hele timen, så meget jeg nu kunne. Jeg var godt klar over, jeg slet ikke var den dygtigste eller stærkeste til noget som helst, men jeg gjorde altid mit bedste, og det var det vigtigste. Især med sport. Godt nok lugtede klichéerne altid, men de var ikke helt forkerte alligvel. “Det handler om at være med”. “Dit bedste er godt nok”… Men mit bedste var jo at nå mit mål! Hvad hvis jeg ikke kunne nå det? Hvis jeg aldrig ville nå mine mål i livet, så kunne jeg da ikke bilde mig selv ind, at “mit bedste var godt nok”
Anus et rukos
Kliché til en papand, min og Nina Portlands bare røv, anus et rukos!!!!! Citat fra Nina Portland triologien, skrevet af http://jenshenrikjensen.dk
I dag var jeg uden tvivl den bedste i høvdingebold… eller i hvert fald en af dem. Yrsa min veninde og jeg var meget ens på stræber skalaen. Vi stræbte efter det bedste begge to. Men hun var dygtigere, til skolens fag end jeg var, så jeg måtte sidde længere tid med bøgerne, hvor imod hun havde tid til mere motion og lyst til venner. Jeg knoklede med bøger og opgaver hver eneste dag for, at holde mit niveau og venner gad jeg ikke forsøge mig mere med. Det havde været nytteløst indtil videre, så hvorfor skulle jeg blive ved med det? Jeg havde aldrig mødt nogle nørder på min egen alder og mit eget niveau, jeg syntes, var min tid værd. Mon det var noget med den alder, de andre i klassen havde? For der var en gang en vikar på 23 år, der gik på uni, og vi gik faktisk rigtigt fint i spænd, som resten af klassen opdagede og han og jeg fik tæsket alle de andre i poker… af en eller anden årsag. Han var sgu sød. Nørd. Lækker. De andre prøvede at drille mig lidt med det bagefter i frikvarteret, men jeg gav igen ved at svare, at så var der da endeligt en klog ung mand, jeg kunne tale med om den soludbruds dokumentar, der havde været forleden aften på Discovery! Så gad de ikke drille mere.
Jeg var rimeligt god til at undvige bolden idag, jeg følte mig hurtig og lille, så det gik forbløffende nemt. Jeg trættede Bella på den anden side. Jeg var ikke god til at kaste med bolden, så det lod jeg altid de andre om. Jeg plejede bare at få boldene i hovedet, hvis jeg prøvede på noget med dem. Havde nogle gange leget med tanken om jeg mon havde en “få bolde i hovedet tiltrækningskraft?”. Ned, op, hen til siden, bag over ryggen, lave en piryette… jeg greb bolden. Hvad skete der der? Jubii, mit hold vandt takket være mig. Jeg kunne dårligt fatte det, ej hvor blev jeg glad. Jeg vendte mig om og skulle til at gå hen til de andre, for sidste overlevende plejede at få et gruppekram. Men ovre på den anden side af banen stod de allerede og krammede hinanden. Og jeg stod ikke i midten. Som sædvanlig aldrig i midten. Hvorfor gjorde jeg ikke det? Det var mig, der greb bolden denne gang.
Jeg blev så ked af det, af en eller anden grund smertede det så meget inden i mig.
Det var jo ikke fordi, jeg gad være i midten ret tit, men jeg ville sgu da gerne anderkendes for mine præstationer og kampe, bare en gang imellem. Jeg ville da også gerne krammes en gang i mellem, også selvom jeg ikke brød mig ret meget om de fleste af mine klasse såkaldt kammerarter. De var stadigt en stor del af mit liv, vi gik sgu i skole sammen, op og ned af hinanden i 10 år. Men jeg greb bolden og havde den stadigt i hånden. Jeg krammede den hårdt, min hånd blev hvid. Hulda piftede i fjøjten og råber “Badetid”. Jeg gik hen og lagde bolden i skabet, mens hun slukkede for stereoanlægget. “Det klarede du flot Ida, du er meget smidig”. Jeg blev glad for at blive rost, også selv om det kom fra Hulda. Mon ikke hun lagde mærke til, de andre ikke dannede rundkreds om mig? Det burde hun ligge mærke til, hun vel uddannet også at se efter den slags… Nu kom Jasmin hen til mig og gav mig et klap på ryggen og et par af de andre fulgte faktisk trop nu. Det hjalp da lidt på mit humør, men den triste følelse af at være nederst i fødekæden ville ikke slippe sit tag i mig. Jeg må se at blive i bedre humør, have mit Knoglekick, min rus igen. Jeg vidste, det altid kunne hjælpe mig.
Spørgerrunden gik på tur og næsten alle fortalte, hvad de vejede og sagde tal, der var højere, end hvad jeg snart kunne fortælle. Jubii, var jeg virkeligt den tyndeste? Camilla sagde 55 kg, Emma H 56 kg. Hun så ellers så tynd ud. Var det fordi hun gik til masser gymnastik, at hun så tyndere ud end vægten sagde? Der var nogle, der sagde 59 kg, men ikke nogle over 60 kg… Jeg tænkte ellers der måtte være et par stykker, men at de ikke ville sige det højt. Turen… den var min… Jeg var den. “Hvad med dig Ida, hvad vejer du?” Rusen i mit hovede ville ingen ende tage, men… Jeg turde af en eller anden grund ikke sige sandheden, om 50,8 kg og jeg ville slet ikke bruge komma, for det var der ikke nogle af de andre, der havde gjort. For mig gjorde et komma stor forskel, men det virkede ikke som om, det var noget, de andre gik op i? Det endte med, at jeg sagde, jeg vejede 52 kg. Der blev stille. De andre holdt op med at tage tøj på. De var stille. De kiggede alle forfærdet på mig. “Vejer du kun 52 kg?”, spurgte Camilla. Emma: ”Det er da ikke nok”. “Ej hvor er du tynd” sagde en anden, men jeg lagde ikke mere mærke til, hvem der sagde hvad. Jeg havde en rus i hovedet, jeg aldrig ville glemme, og jeg ville bare have mere af den.
Jeg viste fra dette sekund, at jeg var hooked og for altid ville blive i dette. Denne berusende følelse. Jeg ville ikke andet med mit liv end at være her, i spotlyset, i gymnastik omklædningen og være den tyndeste. “Jeg vejer 51 kg” afbrød Charlotte. Alle blikke, anerkendelsen, opmærksomheden… alt blev rettet mod hende, og jeg forsvandt og blev glemt igen. Min rus var væk, jeg følte, jeg faldt ned på det kolde gulv med kramper i min sjæl.
Jeg fik pludseligt lyst til at dø
Jeg stod endnu en gang hjemme foran mit spejl, en fredag aften og kiggede bedømmende på mig selv. Jeg stammede mine mave muskler. “Hvilke mave muskler, du har jo ikke nogen”, ville de andre i klasse sige. De havde måske nok ret i, at jeg aldrig ville kunne blive stor og stærk, det var min krop ikke bygget til ganske naturligt, så måske var det bare sådan mit liv skulle være… tynd, uden mange muskler. Men jeg ville gerne have en flot krop, og træne meget, spise sundt og alt det der. Det var jo så moderne, og jeg kunne ikke fordrage at føle mig bagud. Hvis jeg kunne få trænet noget mere, så ville jeg vel for pokker også få nogle flere muskler en dag. Emma havde en perfekt sixpack, var så tynd og smuk. Men mærkeligt at Charlotte skulle veje 5 kg mindre end hende, når de lignede hinanden så meget? Gad vide om hun havde fortalt sandheden? Muskler vejede mere end fedt og de kunne det samme til gymnastik. Jeg mærkede et lille håb om, at Charlotte havde fortalt en løgn, og at jeg alligevel var den tyndeste.
Jeg måtte tage mig sammen, så jeg tog min absving frem, tændte for mit gamle tv og satte Enought på. Janiffer Lowpes spakede røv i den film. Så kunne de røvhuller få sig nogle godyle tæsk ku de så ja… Og jeg kunne komme af med aftensmaden. Smagte ellers super godt. Der gik ikke lang tid, før jeg dryppede af sved, dansede og hoppede rundt. Jeg glemte alt andet omkring mig, når der var motion, høj puls på programmet, dans og sved, bevægelse. Måske jeg ville løbe jeg en tur i mosen i morgen eftermiddag. Der var bare de satans svære matematik opgaver først, og jeg var i tvivl om jeg kunne nå at blive færdig med dem før jeg måtte ud og løbe. Eller måtte jeg priortere matematikken højst? Kunne jeg overhovedet nå at løbe? Hvis ikke jeg fik min motion, ville mit humør blive helt trist og dårligt, så ville jeg slet ikke kunne være glad og holde sammen på mig selv, eller få lavet nogle gode opgaver. Mit humør dalede med det samme, men jeg nægtede at lade det bundfælde sig, så jeg gav mig til at hoppe og danse endnu mere. Jeg lagde mig omvendt på Absvingen, det her var den slet ikke designet til, jeg lavede sindsygt hårde rygbøjninger. Det gjorde nas, ømt, ikke ondt. Gav den max gas, og hurtigere og hurtigere så hele menageriet begyndte at gynge… og væltede. Flad af grin. Av, blå mærker, jeg skræld grinede.
Trappetrin. Far stak næsen ind på mit værelse, mest med et smil, lidt i alvor “Hvad laver du dog? Er du ok?”, spurgte han, da han så jeg lå på gulvet, med mit ben viklet ind i stativet. Jeg kiggede på det, det så faktisk lidt sjovt ud, det var en mærkelig vinkel, jeg havde rodet mig ud i, men jeg var ret smedig, så det ragede mig en pappet høstblomst “Ja ja, jeg væltede bare, prøvede at lave rygbøjninger”. Jeg grinede over hele hovedet nu, og havde det ret godt igen. “Det larmer ret meget”, sagde han, smilede til mig og lukkede døren efter sig, rystende på hovedet, med et smil.
Jeg hørte ikke mere denne aften. Min hjerne lukkede ned.
Efter et par minutter i chok, skruede jeg ned for Jennifer Lopzes, satte min Absving på plads bag døren, meget stille, så det ikke larmede, og jeg læmpede forsigtigt fod støtten ned på gulvet og sædet op ad væggen. Jeg satte mig på gulvet. Nu frøs jeg. Jeg var svedig, men havde ikke lyst til at gå ned i bad. Jeg ville ikke ned og have mere skæld ud. Jeg kiggede op på Jennifer Lopez´s ypper smukke flade mave. Flad som ind i h til. Hvorfor måtte jeg ikke træne og være glad?