Jeg har længe haft et login for at blogge på Outsideren, men livet har været travlt med alt mulig og jeg er ikke kommet igang. Når jeg igår skrev en personlig fortælling til Depressionsforeningen om Selvmord så fik jeg sådan lyst til at komme igang. Fordi jeg elsker at skrive. Det har altid været min ventil for smerten og de mange tanker når livet har været som allersværest.

Derfor tænkte jeg at starte min blogg med at dele min historie om selvmord. Da jeg selv var meget tæt på at forsvinde herfra igennem selvmord, så er det et emne jeg brænder for og gerne taler og skriver om, da jeg tror at hvis vi kan tale om det og dele vores erfaringer med hindanden så vil verden måske føles som et lidt mindre ensomt sted for dem som er allermest syge lige nu og desperat leder efter håb for at blive ved med at være her. Det vil måske også hjælpe dem der er omkring den syge, til at turde at stille spørgsmål eller tilbyde en hjælpende hånd, så at hjælp måske kan fås i tide. Hvis det jeg har oplevet kan hjælpe en eneste eller give grund til reflektion så føler jeg at det har været det hele værd. Imorgen er en ny dag, sagde min mor altid til mig. Det var det bedste hun lærte mig. Aldrig Opgive.

Her kommer en del af min historie:

“Mit navn er Maria, jeg er 36år og jeg er født og opvokset i Malmø.

Jeg flyttede til København i 2004 for at arbejde, og i dag bor jeg i en lille sød lejlighed på Amager og studerer ernæring på Københavns Universitet. Min drøm er at en dag arbejde med ernæring som en del af behandlingen for psykisk sygdom.

Jeg blev diagnosticeret med Bipolar Lidelse type 2 med rapid cycling i februar 2016. Men set i bakspejlet så går min sygdom helt tilbage til 8 klasse hvor jeg fik min allerførste depression. Jeg havde mange depressioner igennem teenageårene og et enormt selvhad, og da jeg var allermest syg så havde jeg svær angst der holdte mig oppe om natten.

Da jeg var 19 så flyttede jeg hjemmefra og da angsten kom om natten så gik jeg gade op og gade ned hele natten for at kunne holde det ud.  Jeg fik tit selvskade impulser, men jeg havde tilstrækkelig sygdomsindsigt og impulskontrol for at aldrig falde for dem, for så vidste jeg at jeg ville starte noget jeg ikke ville kunne stoppe igen.

Mine første dødsønsker kom på de her nattevandringer hvor jeg gik hele vejen fra centrum ned til stranden i Malmø og kikkede ud over havet og ønskede at jeg kunne gå derud og så bare forsvinde. Eller at en eller anden psykopat ville finde mig dernede i mørkret alene og voldtage mig og myrde mig så at jeg forsvandt væk. Egentlige ville jeg ikke dø men jeg ville bare at den intensive uudholdelige smerten skulle holde op.

Næste gang hvor jeg fik mere deciderede selvmordtanker var i 2004/05. Jeg var startet på nyt arbejde i København og var blevet nyforelsket på en måde som jeg aldrig før eller efter har oplevet. Men situationen var mindst sagt kompliceret og jeg blev hylet ud af mine gode rutiner med regelmæssig søvn, træning og sund kost, og pludselig var jeg igen meget, meget syg og nu var dødstankerne der i hvert enkelt minut af hver time, af hver dag, i måneder. Jeg kunne ikke se nogen udvej eller løsning på min situation, og tvangstanken der kørte på repeat i mit hoved var: jeg er nødt til at tage livet af mig, jeg er nødt til at tage livet af mig, jeg er nødt til at tage livet af mig… Det var den eneste udvej jeg kunne se, og næsten den eneste tanke jeg tænkte i 4mån. Der var ingen anden udvej…

Til sidst kom jeg til konklusionen at jeg nu enten var nødt til at tage mit eget liv, eller så var jeg nødt til at stoppe den tanke der kørte konstant døgnet rundt. Jeg kom frem til at jeg ikke kunne gøre det, og så var der jo ikke andet at gøre end at kæmpe. Så jeg gjorde det jeg altid har gjort. Jeg begyndte at træne regelmæssigt, cyklede på arbejde hver dag, spiste bedre og færre kalorier, satte mig et mål om at tabe mig, og ikke så lang tid efter så havde jeg trænet mig ud af min depression og var nu næsten lidt hypomanisk og meget, meget glad.

Jeg var rask i en meget lang periode efter denne depression og da jeg var i et fast og stabilt forhold så havde jeg noget at læne mig op af og et sted hvor jeg følte mig tryg, og det gjorde at jeg forblev rask på trods af min mors pludselige død og andre udfordringer i livet.

Da jeg i 2014 forberedte mig for en fitness konkurrence så blev jeg pludselig meget urolig indeni og kunne ikke sove hvilket gjorde mig bekymret, fordi jeg vidste hvor vigtig søvnen er for mit velvære. Jeg røg ind i min første rigtigt udtalte hypomani som varede i 6 måneder og efter den fulgte en meget svær depression.

Den første selvmordstanke jeg fik i denne depression husker jeg tydligt da den kom fra ud af det blå helt pludseligt da jeg cyklede hjem, meget udmattet, fra en 4 timers kemi eksamen. Tanken der kom var så hurtig og uden sammenhæng med mine andre tanker, så jeg husker næsten ikke hvordan den lød. Det var noget med at jeg ønskede at dø i et split sekund. Jeg forstod slet ikke hvad der skete og det gjorde mig virkelig bange,  for trods at jeg var depressiv så var jeg meget tilfreds med mit liv og ønskede absolut ikke at dø.

De her tanker tiltog jo dybere ned i depressionen jeg kom og jeg fik pludselig billeder inde i mit hoved som f.eks med en pistol i munden, eller andre tanker og billeder som var udenfor min kontrol og ikke sammenhængende med mine andre tanker.

Det var i sommeren 2015 den blev helt gal og selvmord var det eneste jeg kunne tænke på. Angsten var så svær at jeg på et tidspunkt ikke sov i 12 døgn overhoved. Jeg besøgte psykiatrisk skadestue på Amager Hospital to gange med kunne ikke blive da jeg vidste at hvis jeg blev indlagt så ville jeg tabe den sidste selvkontrol jeg havde, og tage mit eget liv på stuen, da jeg var alene.

Jeg fik ikke den hjælp jeg havde brug for i det psykiatriske system og det var først i februar 2016 som jeg fandt en privatpraktiserende psykiater som hørte mig, troede på mig og var parat til at prøve at hjælpe mig. Da jeg mødte hende så havde jeg været akut suicidal i 9mån og jeg havde nået at undersøge alle selvmordsmetoder dybtgående i måneder som om det var en Ph.d. afhandling. Jeg havde planlagt mit selvmord ind i mindste detalje. Jeg havde skrevet testamente, valgt metoden og stedet. Jeg havde nøje tænkt igennem hvordan det skulle forløbe. Jeg havde skrevet ned alle detaljer omkring min begravelse, telefon numret til bedemanden og kirkegårdsforvaltningen. Det hele var klart til at udføre. Jeg manglede bare at skrive alle afskeds brevene, for det ville jeg gøre lige inden, men listen med alle dem jeg skulle huske at skrive til var klar.

Det der reddende mig var den ene samtale med psykiatern der gav mig håb nok til at gå med til at give medicin en chance. Jeg troede overhoved ikke det ville virke, men tak vare hende så jeg havde jeg fået en halv procentdels håb. Jeg tænkte at hvis det ikke virkede så ville folk kunne forstå hvorfor jeg havde valgt som jeg gjorde, efter at jeg havde taget mit liv, for så ville de indse at jeg havde ret i at der ikke fandtes noget det virkede og at dette virkelig var min eneste udvej ud af de frygteligste pinsler, som ord ikke er nok til at beskrive.

Men det var min depression der løj og den havde fejl. Medicinen virkede og i dag er jeg fuldt fungerende og studerer fuld tid på universitetet og har et helt normalt liv på næsten lige vilkår med alle andre.

I de 9 måneder hvor jeg var akut suicidal havde jeg mange, mange selvmords impulser som jeg mirakuløst modstod, for jeg ville ikke at en jeg elskede højt, skulle finde mig hjemme. Så derfor planlagde jeg det på et hotelværelse hvor jeg ville gøre det på badeværelset og hvor jeg ville skrive skilte på døren så at det kun var politiet der kom ind og så mig. Jeg planlagde også at skrive undskylds-breve til politi og ambulance folk og sætte et pudebetræk over mit hoved så at de ikke behøvede at kikke på mig.

Jeg har også haft mindre stærke selvmordmords impulser i de første par måneder af behandlingen hvor jeg stadig var meget ustabil, men siden sommeren 2016 har jeg ingen haft og trods at jeg nogle gange kan ønske at det hele bare stoppede, da jeg nogle gange bliver dårlig, så ved jeg at jeg aldrig nogensinde vil gå ned af den vej uanset hvad. Jeg har siden set tæt på hvad selvmord gør ved et andet menneske og jeg er nu så indsigtsfuld omkring min sygdom, at hvis jeg nogensinde blev så syg igen så ville jeg søge hjælp, for nu ved jeg at den findes og jeg ved at det findes ting der hjælper trods at man ikke tror på dem.

– Hvis du er en af dem der kæmper med selvmordstanker så tal om det. Fortæl det til alle der gider høre på det. Det gjorde jeg. Det hjalp nogle gange i øjeblikket, for nogle mennesker omkring mig lyttede og sagde at de sagtens kunne forstå mig. Det hjalp mig faktisk til at lade vær med at handle på mine planer i endnu en dag, for når man føler at mennesker forstår en så opstår en forbindelse som gør at man i lige det øjeblik føler en slags trøst.

– Bed om hjælp, tag imod hjælp, også hvis du ikke tror på det. Der er håb derude også når man ikke kan se det eller føle det og den dag hvor din depression ikke længere holder dig i sit greb, så ændrer sig hele dit verdens billede igen, og livet bliver smukt igen, også hvis det er hårdt.

– Når det er som allerværst og angsten er så slem at man ville gøre hvad som helst for at det skal holde op, så tænk ikke længere frem end få minutter. Sig til dig selv at de næste 5 min er de eneste der vil eksistere og efter det så er alt slut. Når de 5 min er gået så sig samme ting til dig selv igen. Sig det som et mantra. Jeg har kun 5 min mere af dette helvede og så holder det op. Når det var allerværst så var jeg nede på få sekunder af gangen. Men det hjalp mig at udholde de 9 måneder i konstant selvmordshelvede, til den dag jeg fik hjælp. Nogle få minutter eller sekunder ad gangen.

Depression er en frygtelig og dødelig sygdom og man kan ikke stole på det man tænker eller føler når man er syg. Det føles som om det er den eneste sandhed, det man oplever, men det er det ikke. ”Never make a decision when you are sad.” Hvis jeg kunne overleve så kan du også.

Tal om selvmord. Det er mere almindeligt end man tror at ha haft selvmordstanker eller at ha nogen tæt på livet der har eller har haft selvmordstanker, eller som har mistet en til selvmord. Igennem at ikke være bange for at tale om det kan flere liv blive reddet.

Kærligeste hilser

Maria

 

 

En kommentar

  1. Malene

    Kæreste Maria ❤
    Sikke en inspirationskilde du er 🎁
    Du er en gave!
    Tak fordi du deler din historie. Det hjælper at læse, at man ikke er alene om at have det svært. Jeg vil virkelig gerne høre mere om din ketosediæt og dine rutiner. Måske det kunne hjælpe mig til at komme ud af mit depressive og energiforladte helvede.
    Masse af knus og kram fra Malene

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.