Engang var det hvide snit en førende behandling indenfor psykiatrien. Idag ville man kalde det tortur. Mishandling forbundet med død og ødelæggelse. Et brud på menneskerettigheden. Man sagde det hvide snit skulle dæmpe angsten, forpintheden og frygten hos de mest ulykkelig sjæle i et skjult håb om at redde dem fra den sikre død. I stedet knækkede man patienterne og derved fratog dem rettighederne der kendetegner det der gør man kan kalde sig et menneske. Ville frygten og angsten ikke udelukkende blive større hvis man ikke vidste om man nogensinde ville kunne mærke kærligheden fra ens elskede igen? En levende passiviseret død. Med dybe ar i sjælen men et lydløst skrig om hjælp. Man mente det det kunne redde liv. Men man tog fejl. Mange uskyldige skabninger mistede livet. Nogen blev aldrig sig selv igen. Psykiatriens fornemmeste opgave er at samle fragmenterne af de knuste sjæle. Men selv idag skal man skal være lavet af sten for ikke at krakelere bag de hvide vægge. Nogen overlever ikke længe herinde. Jeg er kun en lille ulykkelig pige. Med en sjæl lavet af glas men en hård facade skjuler mine ord og skrig og kun få trænger igennem til min indre kerne.

Jeg beskytter mig selv. Passiviserer den sidste del af mig som besidder de menneskelige kendetegn som ikke tog skade af en hård behandling i psykiatrien. Min egen mening. Jeg er bange for den sidste del af mig forsvinder og jeg derved overdrager det sidste jeg ejer til deres hænder. Mine følelser, tanker, sorg og glæde. Hvad gør jeg den dag jeg mister menneskeligheden til fordel for et bedre liv. Der var engang hvor psykisk syge var vanskabninger. I en tid hvor jeg forlængest var slået ihjel af min sygdom. Samfundet så dem som parasitter der skabte sig, ødelagde samfundet, der skulle isoleres og sultes til døden. Man behandlede dem ikke som et menneske. Man fratog dem alt form for kontakt med omverden og låste dem ind i et område bestående af sygdom og elendighed. Overlevede man i et fangeskab var man mere end heldig. Psykiatrien har ikke ændret sig i mange år. Metoderne og behandlingen er blevet mere uskyldige men er lige så ødelæggende som dengang hvor man dømt til et liv i en lænke og fik en smertefuld syl igennem øjet i håb om at bremse smerten. Idag er det bare et bælte der erstatter lænken og psykofarmaka der er en syl.

Jeg tror at alle mennesker lever med en form for frygt tæt på livet. Om man vil indrømme det eller ej. Frygt er en af de mest dominerende følelser der ofte præger vores valg af handlinger og ord. Lægerne indeholder også frygt. De går med en frygt indeni som de ihærdigt prøver at skjule bag en facade. De tør ikke vise eller indrømme de også begår fejl. Det vil de for alt i verden forsøge at undgå også selvom det kan gå ud over en sjæl. Det er med en form for usikkerhed hver gang de tager en beslutning som kan briste eller bære. Liv eller død. De er bange inderst inde for at træde forkert og fejlen kan koste et liv. Hver dag går jeg også med frygten. Jeg er bange for at leve. Bange for hvad den næste time bringer. Bange for den smerte der tårner sig op i mig og truer mig på livet. Stemmen i min hjerne. Jeg er bange for at falde fra hinanden. For frygt er den eneste følelse jeg kan beskrive fuldt ud. Jeg er også blevet bange for psykiatrien. Et syn af det grønne bogstav med en hvide baggrund vækker alle former for frygt i mig. Hver dag på den lukkede afdeling er en frygt. Man ved aldrig hvad dagen bringer. Struktur og alligevel så lunefuld. Lægerne frygter jeg og mine egne handlinger. Hvad finder jeg mon på om lidt? Sommetider fatter jeg ikke hvordan jeg kan komme så langt ud at jeg bliver nødsaget til at blive låst inde. Hvad har jeg gjort egentlig? Hvorfor bliver jeg ved med at overleve. Det burde ikke være muligt. Jeg prøvede kun at slippe for smerten som kun bragte mere. Hvis jeg rækker min hånd ud mister jeg den så?

Jeg er tæt på at forsvinde langt væk ind i mørket. Overgive mig til sindssygen og lade mig slå mig ihjel. Men smerten er ikke evigt siger de. Men fjernes kan den ikke selvom jeg skriger indeni. Om jeg er en smule desperat? Jeg har ingen lænke om benet men føles sådan. Jeg kan knapt nok bevæge mig. Jeg går imod noget alle mennesker har brug for. Men hver gang bliver jeg stoppet af et hegn. Jeg er ulykkelig over jeg endnu engang skal drukne i elendigheden og bære en smerte som jeg kun prøver at flygte fra. I virkeligheden minder mig og psykiatrien måske lidt om hinanden? Alligevel har jeg et dybt had til psykiatrien og omvendt. Vi tager til tider nogen drastiske beslutninger der kan risikere et menneskeliv. Vi gentager nogen fatale fejl. Vi tænker desværre ofte i kasser og har et meget unuanceret syn til tider. Det er nærmest blevet en procedure. Det samme hele året rundt. Det sker i hvertfald gentagende gange og først mange år senere erkender vi at det måske ikke var det rigtige at gøre. Der er mange fordomme om os og vi bliver ofte nævnt i medierne som et stort problem men som ingen gør noget ved. Vi har aldrig penge nok. De brænder hurtigt i lommen og kan aldrig få nok. Vi er begge undertrykte. Vi er underlagt nogen regler som vi ikke er herre over. Vi skal følge dem selvom vi ikke er enige. Beslutninger og valg. Nå ja. Er det mon i virkeligheden vores helt egne eller fordi nogen andre underlægger vores valg?

I psykiatrien overlever kun de stærkeste sjæle. Resten overlever ikke i dette hårdfine miljø. Man bliver hårdkogt når man befinder sig bag en låst dør længe nok. Man lærer sine rettigheder og at sige sin mening højt. Man kommer til at opleve ting som vil følge en livet ud. Jeg har hovedet fyldt med erindringer fra den lukkede. Jeg er stærk siger de. For jeg er overlevet endnu.

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.