Hver sjette dødsfald er stress-relateret, advarer Eva Hertz, psykolog, ph.d. og direktør i Center for mental robusthed. “Vi må stoppe op og ændre den måde, vi har fået indrettet samfundet og arbejdsmarkedet på. Man skal ikke dø af sit arbejde…. Det er absurd, at vi skal plages af tilbagevendende politiske formaninger om behovet for at øge vores produktivitet og arbejdsindsats for at kunne gøre os gældende i den globale konkurrence. Buen i forvejen er spændt til det yderste” siger hun til seneste nummer af Ugebrevet A4.

Jeg synes, Eva Hertz rammer noget helt centalt. Det er godt, at nogen tør åbne munden og påpege, at stressen skyldes den vanvittige måde, vi har indrettet os på.
Det er ikke længere til at komme uden om. Tallene taler deres tydelige sprog. Ifølge Stressforeningen oplever 430.000 danskere hver dag symptomer på stress, svarende til 10-12 procent af danskerne. 250.000-300.000 lider af alvorlig stress. WHO forudser, at i år 2020 er stress og depression den hyppigste sygdomsfaktor i den vestlige verden.

I mine 25 år på jobmarkedet som journalist var jeg selv offer for stress på grund af dårlig ledelse og alt for høj personlig arbejdsmoral. Jeg var min egen værste slavepisker, det kunne aldrig blive godt nok, følte jeg. Jeg har været igennem håbløst mange omstruktureringer, der ofte havde til formål at profilere direktører som værende vældig dynamiske. Alt skulle kastes op i luften, og mens boldene dryssede ned om os, der egentlig syntes, den indarbejdede struktur fungerede fint, fortsatte de dynamiske direktører til nye jobs, hvor alt skulle omstruktureres.

Jeg mærkede alvorlig stress for første gang, da min kone og jeg i 1990 var på ferie på skønne Læsø med vores skønne nyfødte. Jeg skulle starte på et nyt, krævende job efter ferien, og så fik vi uventede gæster. Det var bare for meget. Det var, som om der stod en og pressede på mit hoved, og jeg var så svimmel, at jeg måtte ligge ned. Hos den lokale læge fik jeg Stesolid – og pist væk var symptomerne. Siden da har jeg været “hooked” – dog uden at stige drastisk i forbruget af piller.

I dag fortryder jeg, at min kone og jeg ikke fik en grundig samtale om den tilværelse vi havde – med to fuldtidsjobs (plus det løse). Hvorfor spurgte vi ikke os selv, om noget skulle laves om? Om vi skulle vælge at stå lidt af ræset ved at minimere vores materielle behov. I stedet forsatte vi vores hektiske tilværelse, indtil jeg i 2003 fik et så alvorligt stressanfald, at jeg blev indlagt og fik diagnosen bipolar. En diagnose, jeg hellere kalder stress-allergi. Min stress-tærskel på som tynd som et a4 ark, og jeg må så vidt muligt undgå ting, der stresser.

Jeg kom på førtidspension – det var dengang, kommunerne stadig lyttede til lægerne. Set i bakspejlet kan jeg godt se, at jeg burde have søgt et deltidsjob og været bedre til at sige fra. Selv om jeg ved Gud godt forstår, at folk i arbejde ikke tør sige nej/fra. De er bange for at miste jobbet og havne i ressourceforløb, med hvad dertil hører af mistillid og kynisk behandling.
Flere af min hårdtarbejdende venner er blevet ramt af stress, men de fleste siger: “Fra nu af vil jeg tage den ldt mere med ro”. “Bullshit”, siger jeg så. “Sådan spiller klaveret jo ikke. Vi lever i et samfund, der stiller vanvittige krav om øget produktivitet. Du kommer IKKE til at tage den lidt med ro. Hvis du prøver, bliver du fyret. Du er udskiftelig som en skakbrik. Gør noget ved problemet nu. Måske dør du næste gang, du rammes af stress!”

I mit job hos Outsideren har jeg læst utallige beretninger fra psykisk syge – der råt for usødet fortæller, hvordan de lever med deres lidelse. Og rigtig mange nævner netop stress som udløsende faktor.

Derfor er det skønt, at Eva Hertz peger på, at samfundet bærer sin del at ansvaret. Vi er ikke alene. Vi er ikke bare nogle sarte typer, der ikke kan klare mosten. Det er de vanvittige vækstkrav og kravene om større og større præstationer på jobbet, der gør os syge. Jeg håber, at politikerne, der jo i høj grad er med til at forme samfundets udvikling, lytter og tager problemet under seriøs behandling og vil have menneskelig trivsel i fokus. De kunne for eksempel stile imod en generel nedsættelse af arbejdstiden over en årrække. Vi kan ligeså godt erkende, at der ikke er arbejde til alle – og da slet ikke bliver det fremover. Dermed kunne samtidig vi holde op med at investere massive beløb i på kommunernes jobcentre at kontrollere og mistænkeliggøre syge og uarbejdsdygtige. Det er helt ude i hampen, at sagsbehandlere bruges til at tjekke folks Facebook-sider for at finde tegn på, at de snyder systemet. Jeg kende INGEN, der ville bytte deres job ud med et tilværelse som arbejdsløs på kontanthjælp eller førtidspension. Meningsfyldt arbejde er nu engang det, der skabe mennesker, som tidligere og nu afdøde overlæge på Risskov, Johannes Nielsen sagde.

Med tiden kunne vi indføre det efter min mening eneste naturlige og fornuftige – nemlig borgerløn. Vi har alle værdi, uanset om vi er raske eller syge, i arbejde eller ikke.

http://www.ugebreveta4.dk/psykolog-advarer-danskerne-doer-af-daarlige-ledere-og_20878.aspx

http://www.stressforeningen.dk/stress-og-statistik/

Forsidefoto: Smithsonian Magazine

Om Forfatteren

Journalist i mere end 20 år og forfatter til fire bøger – “Lev stærkt – dø naturligt”, “En farlig ferie”, “Mani og depression” og “Flygtninge i flammer”. Du kan læse mere om bøgerne her: www.kims-bog-korner.dk
Kim oprettede i 2013 Facebookgruppen “Mani og Depression” – primært for bipolare og pårørende. Gruppen har i dag 350 medlemmer.
Kim har været journalist i Kræftens Bekæmpelse, redaktionschef på magasinet I Form, informationschef i Danmarks Turistråd og Scleroseforeningen.

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.