Jeg er ikke et julemenneske. Jeg er ked af at sige det. Det var jeg dog engang. De seneste år er mit had til december måned kun vokset sig større. De sidste tre år har jeg brugt julen på en psykiatrisk afdeling. Sidste år var jeg endda indlagt selve juleaften. Jeg hadede julen så inderligt at jeg intet havde ønsket mig bevist. Desværre forbinder jeg ikke længere julen med nisser, julekalender og snefnug men derimod med skrig, gråd, selvmordsforsøg og indlæggelser. Lyden af julemusik giver mig traumer. Melodierne bringer minder fra enten sidste eller forrige jul hvor de blev spillet på afdelingen. Jeg øver mig på julen men det bliver aldrig helt det samme igen. Min sygdom har taget meget fra mig. Det gælder også julen. Glæden ved at holde jul den er forsvundet langt væk sammen med resten af lysten til at leve. Faktisk har jeg næsten glemt hvad det vil sige at holde jul. Jeg har ikke engang lyst til at finde den frem igen. Bare tanken om at skulle gå igennem december måned. Jeg har egentlig mest lyst til at forsvinde langt væk. December måned skulle overståes. Det gælder også i år.

Jeg ved ikke hvorfor mine indlæggelser ofte er stødt sammen i julen. Det er vel blot et uheldigt tilfælde. I år er jeg dog hjemme selve juleaften fordi jeg snart skal udskrives. Jeg indrømmer ærligt at selvom jeg ikke gider jul vil jeg hellere være hjemme i min mors lejlighed med familien end på en lukket afdeling. Jeg har været indlagt til jul siden jeg var tretten år. Første år jeg var indlagt i december var jeg spiseforstyrret. Jeg var indlagt og måtte ikke nødvendigvis selv vælge hvad jeg ville spise. Julestemmningen var dog ikke forsvundet helt. Til trods for jeg var indlagt gav jeg julehyggen en chance. Jeg hjalp med at pynte op og var på udgang med et personale og en anden patient efter æbleskiver til afdelingen.

Min største udfordring ved julen var dog klart maden. Tanken om at skulle sidde med familien og spise gav mig decideret angst. Min spiseforstyrrelse gjorde jeg generelt havde svært ved at spise med andre. Min familie vidste jo godt at jeg havde problemer med maden. Alligevel ville jeg ikke minde dem om min sygdom. Jeg ville væmmes yderligere over min flæskefede krop hvis jeg ødelagde julen udelukkende grundet min spiseforstyrrelse. Jeg tog kun nogle få bider af julemaden. Det havde jeg bestemt på forhånd. Ellers vidste jeg godt jeg ville ligge og græde hele natten. Desserten nægtede jeg dog fuldstændigt selvom min familie prøvede at overtale mig. De kunne fandeme tro nej. Min tante nægtede at give sig. Hun gav mig en spiseskefuld ris ala mande hvis nu jeg skulle fortryde. Jeg rodede lidt rundt i klatten. Skulle nødigt blive fed. Gæt hvem der sad med mandlen? Det gjorde jeg. Jeg havde ikke engang smagt. Jeg fik alligevel en mandelgave men jeg fortjente den ikke følte jeg.

Julen året efter havde jeg taget en overdosis. Jeg stod efterfølgende på venteliste til et åbent afsnit og pladsen fik jeg lillejuleaften. Jeg fik orlov samme dag og var hjemme til jul velvidende om at jeg stadig var indlagt og skulle tilbage. Dog endte jeg efter et døgn med at udskrive mig selv. Jeg kunne slet ikke mærke julestemningen. Jeg kørte frem og tilbage mellem Glostrup og mit hjem. Dagene inden havde jeg godt nok bagt småkager men dødstrangen tårnede sig op. To dage efter lå jeg på hospitalet efter en overdosis. Mine forældre var stadig påvirket efter mit selvmordsforsøg og dagene blev istedet brugt på at finde en akut løsning. Vi kom igennen julen.

Sidste år var jeg indlagt hele december. Jeg var endnu mindre i julehumør end de to andre år. Jeg prøvede at deltage så godt jeg kunne. Afdelingen gjorde deres for at prøve at gøre det mest hyggeligt for os der var indlagt. Der var pakkekalender hvor en patient blev trukket hver dag. Dem der havde udgang havde mulighed for at komme på juleshopping med personalet. Der blev bagt brunkager, set julekalender og gjort ekstra ud af aktiviteterne. Vi fik også gaver af afdelingen. Det blev besluttet jeg skulle holde jul på afdelingen. Min familie var der om formiddagen for at ønske mig god jul og give mig mine gaver. Det var en underlig og meget speciel oplevelse. Vagtplanerne var ændret og afdelingen fulgte for en gangs skyld ikke alle mulige miljøterapeutiske retningslinjer. Der var også ro i afsnittet og jeg fik de største pakker af min familie trods jeg nægtede gaver. Trods omstændighederne havde jeg en okay aften. Min kontaktpersoner var på arbejde i begge vagter så det hjalp lidt på det. Tanken om jeg vidste min familie sad uden mig. Jeg kunne se den tomme plads ved bordet hvor jeg skulle have siddet. Min familie samlet til årets største højtid uden mig. Jeg kunne se det hele for mig. Den gjorde virkelig ondt.

I år er jeg indlagt igen. Jeg er stadig ikke i julehumør. Desværre har julen en ret smertefuld betydning for mig. Hvert år bliver jeg mindet om året inden. Alt den smerte jeg gennemgik flyver igennem mit hoved. Jeg får flashbacks og de dårlige minder vælter frem. Jeg har ikke lagt skjul på at jeg ikke bryder mig om jul. Alligevel kan jeg jo ikke undgå at blive mindet om julen når familien spørger hvad jeg ønsker mig eller når jeg julereklamerne vælter frem på alle sociale medier. Julen og december måned kan jeg bare ikke gemme mig for. Jeg spiller med for omgivelsernes skyld men indeni skriger jeg. Dog har jeg været med til at pynte afdelingen og fundet juleønsker. Min nuværende mission er overhovedet at komme igennem helskindet. Jeg prøver at finde vejen igennem mørket. Dette består for en gangs skyld ikke af dæmoner, blod og forpinthed men derimod gaver, brunkager og julestemning.

En kommentar

  1. Jeanette Mathiasen

    Jeg føler, eller jeg føler egentlig ikke mere, selvom det er december. Kan se andre gør og en forventning om at jeg også skal. Det sker bare ikke.
    Tak for du deler. ❤

    Svar

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.