Jeg har i de sidste 12 år haft 3 længerevarende sygdoms perioder med depression.
I dag fik jeg et telefonopkald, der ændrede hele min opfattelse af min sygdom.

Jeg følger et gruppeforløb, hvor jeg deltager en gang om ugen.
Der er jeg henvist til pga. min depression.
Min følelse er dog ofte sådan, at det er en snak uden virkning.
Jeg har jo været der før. Altså i grupper og jeg kommer ikke rigtig nogen vegne med bedring.
Jeg er mere til handling end ord. Der må gerne være ord, men foretrækker handling bag dem.
Det føler jeg ikke sker i disse gruppesammenhænge.

Jeg har det svært med ordet depression, da det for mig er lidt flyvsk og ikke håndgribeligt.
Det rummer så meget. Så mange følelser og tanker. Alt sammen usynligt.
Derfor så meget svære at gøre noget ved.

Når jeg bliver spurgt, hvorfor jeg får depressioner, har jeg aldrig kunne finde årsag, eller helt selv forstå det. Jeg kunne jo ellers alt, og pludselig forandrede alt sig. Jeg ved, at min opvækst har betydning for, hvordan jeg har det i dag, men ønsker af hele mit hjerte, at jeg kunne tilgive og starte på en frisk. Jeg er ikke et barn længere, men voksen. Hvorfor er det så svært, at tænke, handle og leve?
Er godt klar over, at mit selvværd ikke er på toppen. Pædagogen indeni mig ved også godt hvorfor.
Dog tænker jeg tit, at jeg burde kunne opbygge den igen. Gamle oplevelser burde ikke fylde så meget. Det kræver succes oplevelser for at ændre selvværdet, og dem møder jeg desværre ikke så tit på min vej.

Jeg har de sidste år tænkt, at intet kan ændres.
Jeg kom endda til at give op. (Fortæller jeg om en anden gang.)
Har forsøgt så mange ting, for at få det bedre.
Første gang jeg røg ned og blev indlagt, kæmpede jeg mig tilbage til et nogenlunde normalt liv.
Det tog ca. 1.5 år men jeg gjorde det.
Det formåede jeg også anden gang, 4 år efter. Men denne gang, tredje gang, har jeg ikke flere kræfter til at forsøge.

For hvad nytter det at kæmpe som en gal, hvis jeg alligevel ryger ned hver 4 år.

Telefonopkaldet giver mig håb.
Min ”sag”, MIG, havde været diskuteret på et møde, hvor flere personer fra psykiatrien deltog.
Og de har besluttet at ændre min diagnose.
Jeg har nu; forstyrrelse i min personligheds struktur af blandet type.

Tænk, jeg blev faktisk glad.
Det betyder at jeg måske lidt lettere kan slippe min fortid og barndom, og se fremad.
Der er håb.
Jeg har forstyrrelser i min personlighedsstruktur og det kan måske rettes til, så livet bliver værd at leve. Denne diagnose gør det for mig mere håndgribeligt, og derfor mere konkret.

Hvis jeg kan være i sociale sammenhænge og ligefrem nyde det. Det ville være så dejligt.
Måske kan jeg få det så godt, at jeg kan finde ud af at være i et veninde forhold,
og ikke mindst et kæreste forhold.

Det er meget meget længe siden, jeg har følt denne følelse af forventning og håb.

Mens jeg skriver dette, begynder mine tanker at føre mig ad de negative veje igen.
Det utroligt, en magt de tanker har. Jeg mærker det tydeligt i mit humør.
Håbet kæmper mod opgivelsen. Dette glimt af håb smuldrer hurtigt igen.
Jeg stopper skriveriet nu, og vil prøve at blive på den positive vej…………..bare lidt i nu………

4 Kommentarer

  1. Katja

    Rigtig godt skrevet. Godt den nye diagnose har givet dig mere håb. Skal du så en et andet behandlingsforløb?

    Svar
    • Jeanette Mathiasen

      Ja jeg bliver henvist til en anden gruppe, også i nannasgade. Venter pt. På en indledende samtale. Der vil i denne gruppe, arbejdes mere konkret på nye måde at takle mine følelsesmæssige reaktioner, som for mig er det der ødelægger alt.

      Svar
    • Jeanette Mathiasen

      Forstår ikke spørgsmålet.
      Men nu det jo IKKE sådan, at jeg IKKE har haft depressioner. Men nu er jeg klogere på årsagen bag. Når min forstyrrels på personligheds struktur bliver behandlet, har jeg et håb om, at jeg undgår nye depressive perioder.

      Svar

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.