Jeg føler mig revet over i to dele, som har svært ved at kommunikere.

Jeg gør aldrig DET HELT RIGTIGE i samspillet med andre mennesker.

Jeg kæmper hele tiden.

Jeg er altid i tvivl, om mine beslutninger er gode nok. Faktisk bliver jeg allerede i tvivl i mine tanker, som så bevirker, at der slet ikke kommer handling på. Jeg er bange for at blive afvist.

Det betyder, at jeg isolerer mig mere og mere.

Savner vildt at være udadvendt, som jeg var engang, men samtidig er det sikrest og tryggest at være hjemme. For hver gang jeg er iblandt andre mennesker, foregår der en usynlig kamp inde i mig. Andre ser ikke hvad der sker, men for mig er det mega udmattende.

Jeg tager alt personligt. Min fornuft kan godt fortælle mig en version af det skete, mens mine følelser ikke er til at styre. Kampen mellem min fornuft og mine følelser, kræver energi og ødelægger mit selvværd. Det er nemlig 9 ud af 10 gange, følelserne vinder. Og for mig er det ikke godt.

Mine følelser har den negative vinkel på. Selvbebrejdelse, skyld og skam er drivkraften.

Når de negative følelser rammer, starter en lavine af negative tanker i mit hoved.

Tilsammen bliver det en tornado, som ødelægger alt på sin vej.

Jeg ved simpel hen ikke hvordan jeg skal ændre dette, da mine små forsøg, på en ok dag, ofte ikke ender godt. For det første er det som at springe fra 10 m. vippen, når jeg skal agere efter min fornuft. Jeg får det så skidt inden i. Jeg kan i virkeligheden ikke engang springe fra kanten af et bassin, så i kan nok se at 10m. er voldsomt for mig.

Jeg er bange for ikke at være nok, i samspillet med andre. Jeg tror at mine venner/familie gør dét, de gør af pligt. Eller af medlidenhed, eller fordi de ikke kan være andet bekendt.

Jeg føler sjældent, at jeg bliver valgt til.

Jeg føler sjældent, at jeg bliver set, eller rigtig hørt.

Jeg ved, nogle tæt på mig, vil tage det, jeg skriver, til sig, og blive stødt. De gør sikkert det bedste de kan. Og jeg prøver bestemt heller ikke at skyde skyld nogen steder hen, men blot forklare hvad der sker i mig, selvom virkeligheden måske er en anden, end den jeg oplever.

Sådan siger min fornuft det er.

Mine følelser kan dog ikke være med i fornuftens tankegang.

Jeg føler mig så alene, så ensom. En grundfølelse som ikke forsvinder ved at jeg engang imellem får et opkald, eller få gange bliver spurgt, om jeg vil med i byen. Eller et kram, og en hilsen på sms.

Jeg ved ikke, hvad det er jeg søger, som skulle kunne lindre mine følelser.

Jeg har en idé om, at det skal være en længerevarende og vedvarende kontakt, der skal ske, for at det vil hjælpe mig.

At der en eller flere gange siges/gøres noget godt til mig, ryster jeg af mig i troen om, hvorfor de gør det.

Men er der nu bare én person, som formår at holde ud og gentager overfor mig, at jeg betyder noget. At jeg bliver set og valgt til. Det må være fantastisk.

Men så tænker jeg igen, at det kan jeg jo ikke bede om, ej heller ønske. Det er der jo ingen der magter. Det en al for stor opgave. Og en opgave skal det jo ikke være. Det skal komme fra personens eget hjerte, og ønske om at være der for mig.

Jeg stiller store krav til, hvordan jeg skal være overfor mine venner, og kan nu godt se, at jeg slet ikke selv lever op til det, da jeg for det meste har det skidt og vælger dynen frem for vennerne.

Hvordan kan jeg så tillade mig, at ønske anden handling fra dem, når jeg ikke selv magter det?

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.