For noget tid siden skrev jeg mit første blodindlæg med titlen “jeg har det godt, men jeg vil gerne dø”. Og jeg mente hvert et ord. Dengang troede jeg ikke på, at sygdommen nogensinde ville træde så meget i baggrunden, at jeg kunne leve et liv, jeg i længden ville kunne acceptere. Derfor ville jeg gerne dø mens jeg havde det godt, så jeg sluttede livet på en smuk måde. Og jeg mener, at det er en vigtig pointe. Der er altså psykiske sygdomme, der er så invaliderende i så mange år, at man bør lytte til patienternes ønske om at slutte livet på en værdig måde. Men noget har ændret sig.

Fra sortsyn til håb

I dag ser jeg livet på en anden måde og jeg kan faktisk ikke pege på hvorfor. Men jeg kan mærke en forandring, der er sket over de sidste måneder, som betyder, at jeg nu er mere håbefuld omkring min fremtid end jeg har været i meget lang tid. Der er nu gået ca 7 måneder siden min sidste lange indlæggelse og der er sket mange forbedringer:

 

Før:                                                                   I dag: 

Indlæggelsers varighed:               2-3 mdr.                                                                 2-3 dage

Sovepiller:                                       hver dag                                                                  aldrig

Selvskade:                                       hver dag                                                         hver 2.-3. måned

 

Men det vigtigste, der er sket er, at jeg har fået håbet om et bedre liv tilbage. Jeg har i dag et liv, hvor jeg laver ting, jeg holder af og jeg har overskud til det. Jeg har dejlige venner og familie, der hjælper mig både med at holde humøret højt og med de mere praktiske ting, der nogle gange er svære at overskue. Men vigtigst af alt, så har de altid haft håbet. Der er aldrig nogen, hverken behandlere eller pårørende, der har sagt, at jeg kommer til at være syg resten af mit liv. Den eneste der nogensinde har haft den forestilling er mig selv. Og den har nu ændret sig.

Det realistiske håb

Mit håb er ikke udtryk for en manisk periode. Derfor har jeg også ventet længe med at skrive dette indlæg. Jeg ville være sikker på, at håbet ikke kun var på kort visit, fordi jeg var særligt opstemt. Faktisk er jeg yderst rolig i øjeblikket og har ikke det store overskud, men håbet er der stadig. Det er et mere realistisk mål om et liv, hvor sygdommen træder så meget i baggrunden, at jeg kan leve et lykkeligt liv på de præmisser, sygdommen alligevel byder mig.

Der er ikke tale om lange indlæggelser og masser af behandling, men om små ændringer, jeg har været nødt til at lave undervejs for at nå hertil, hvor tingene fungerer så godt. Men det er det, man lærer, når man lytter til sig selv og øver sig som en gal i at gøre, hvad der er bedst for en. Det har jeg øvet mig på længe og det har hjulpet. Jeg er fx nødt til at hvile mig midt på dagen, selvom jeg sover 8-10 timer om natten. Det er ikke sikkert, det bliver ved med at være sådan, men lige nu er det nødvendigt.

Og sådan er der mange små ændringer, der til sammen medfører, at ens livssyn kan forandres. Jeg mener stadig hvad jeg skrev i mit første blogindlæg som et eksempel på, hvordan døden og dødsønsket kan i talesættes. Jeg har bare personligt ikke selv lyst til at dø lige nu.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.