Da jeg var lille, var juleaften noget jeg så frem til. Hver dag voksede der sig en lille bombe i min mave, og på selve d. 24. december eksploderede den i glitter, farver, duft, lys og glæde. Det var fantastisk, at sætte sig på gulvet foran fjernsynet klokken 16:00 for at se Disneys Juleshow. Møde gæsterne i døren, som de kom, ind med favnen fyldt med gaver. Stille observere juletræet i al sin pragt og pryd – juletræet som altid lignede noget fra et magisk eventyr.

Som man bliver ældre, forsvinder noget af det magiske. Julegaverne køber ikke længere sig selv, og bliver heller ikke pakket ind for en. Juletræet har i mange år mistet sin glans, og er blevet mindre og mindre lysende og magisk. Som en lysestage af sølv, der ikke er blevet pudset op i mange år. Langsomt har jeg kunne mærke julestemningen forsvinde mellem mine fingre, og se til mens en mere ligegyldig stemning tog dens plads – en mere kynisk stemning, om man vil. I lang tid har jeg ment, at det blot fulgte med at blive voksen. Jeg accepterede mit lod i livet som deltager i de voksens rækker – Nogle rækker jeg ellers har brugt hele mit liv på at undgå, på mere eller mindre uhensigtsmæssige måder.

Og det har været fint nok.

Men i år skete der noget underligt. Noget jeg ikke har oplevet i mange år. I år mærkede jeg, at stemningen ikke var helt forsvundet.
D. 23. december satte jeg mig godt til rette i min sofa, og satte en julefavorit på fjernsynet – og det var dér det skete. Et lille spirende frø, med en enkelt lille julekugle på.
Det seneste år har jeg hvilet i mig selv, som jeg aldrig nogensinde har gjort før. Fra at have hadet julens overfokus på forbrug og (særligt) mad, har jeg kunne fokusere på de smukke og gode ting ved julen. Jeg har kunne fokusere på de ting som har haft betydning for mig i december måned, og derfor også følt og vidst hvad jeg havde brug for, når stressen tog sit uundgåelige indtog i min krop. Det betyder samtidige, at jeg har kunne slappe mere af denne december, og rent faktisk givet plads til en snert af en julestemning. Jeg har rent faktisk kunne mærke mine følelser, og gjort plads til dem – selvom de altid er blevet gemt langt væk.

D. 24. december kom, og jeg var klar. For en gangs skyld havde jeg bundet min indre kriger et sted i min underbevidsthed, og sænket mine parader – jeg regnede ikke med, at de ville blive nødvendige dette år.
Med min nyfundende lille spirende ven i maven, tog jeg afsted til familiens hus. Jeg pudsede den lille julekugle en ekstra gang, inden jeg trådte ind af døren, og smilede hemmelighedsfuldt. For første gang i mange år, ville jeg have en særlig jul, hvor jeg rent faktisk ville kunne mærke mig selv – og derfor være det mere med i festlighederne. Det var det løfte, min spirende ven og jeg havde givet hinanden.

Familien ramte mig som en orkan. Kaos og stress fulgte i deres kølvand.
Pludselig befinder jeg mig midt i stormens centrum. Alt ånder fred, omkring mig flyver nisser, glimmer og gaver rundt, stille og truende. Det kulminerer i et brag, der fluks sender mig tilbage til for 7 år siden, hvor jeg så absolut ikke hvilede i mig selv. Tilbage til en tid hvor selvhadet var på sit største, hvor jeg undskyldte for hvert skidt jeg tog, og havde dårlig samvittighed over hvert enkelt ånddrag.
En tid jeg havde lagt bag mig.
Heldigvis mærkede jeg det denne gang – og jeg gik fra situationen. Braget vendte tilbage to gange efter, og tredje gang forsøgte jeg at blive stående. Men i sidste ende hverken kunne, eller ville jeg – og jeg gik en tur, ligeglad med om det var upassende adfærd. For jeg satte mig selv først.
Resten af aftenen var jeg hudløs – jeg sad i min lænestol og blødte. Men jeg overlevede – jeg klarede det.
Min lille nye spirende ven klarede den ikke. Hans lille julekugle er gået i stykker, og i det første brag visnede han.

Men han døde ikke.

Næste år vil jeg arbejde, for at finde ham igen. Jeg vil pudse hans lille julekugle, og håbe på at han gror sig stor nok til, at der måske også kan komme en lille stjerne på. Men for nu er julen overstået, jeg mindes hans minde med sorg, og har trukket mig tilbage for at slikke mine sår.
Min kriger står ved min side og støtter mig. Hun har tilgivet mig, at jeg pakkede hende væk, for da det galt slap hun ud af hendes bånd – som jeg alligevel ikke havde bundet så stramt, som jeg havde troet.

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.