Det er ved at være et stykke tid siden, at jeg sidst har skrevet et blogindlæg for Outsideren. Jeg har været meget udfordret den seneste tid og har hverken haft overskud eller inspiration til at skrive. Jeg står denne måned over for en flytning, hvor jeg skal prøve at bo for mig selv og for alvor lære ‘at stå på egne ben’. Jeg har fundet et stort værelse med eget badeværelse, et lille tekøkken samt egen indgang og træterrasse. Jeg både glæder mig til forandringen, men er også meget nervøs for, om jeg kan finde ud af af være i mit eget selvskab, men jeg er sikker på, at det er sundt for mig at prøve. Og så kan jeg selv bestemme, hvordan det hele skal være – indretning, orden, madlavning mm.

Noget af det, som jeg desværre er rigtig god til, det er at være meget selvkritisk og fortælle mig selv, at jeg ikke er god nok. Jeg kommer meget nemt til at fokusere på alt det negative i livet og alle mine nederlag, i stedet for at prøve at se på, hvad jeg er god til samt alle mine små sejre.
Når man er vokset op og ofte har fået at vide, at man ikke er god nok og aldrig rigtig er blevet accepteret i det sociale liv, fordi man skiller sig en smule ude fra mængden – ja så mister man efterhånden troen på sig selv. Hvis man rækker hånden frem og beder om hjælp, men ofte oplever at blive afvist, ja så giver man efterhånden op med tiden for at undgå en negativ respons.
Opstår der en konflikt i et parforhold eller i andre sammenhænge, så føler jeg altid, at det er min skyld, hvilket jeg fokuserer på længe og ikke rigtig kan give slip på situationen igen. Jeg bruger utrolig meget energi på at slå mig selv i hovedet, hvilket absolut intet godt fører med sig. Nogle gange tør jeg ikke rigtig at sige min mening af frygt for, at det bliver mødt negativt eller at andre ikke har den samme holdning. Jeg forsøger så vidt muligt at undgå diskussioner, selvom de sagtens kan være konstruktive og interessante.

Når jeg kigger på mig selv foran spejlet er jeg slet ikke tilfreds – så er alting forkert ved mig, selvom jeg inderst inde godt ved, at det ikke er sandheden. Jeg føler ofte, at jeg er dum og grim og helt forkert. At jeg ikke er som de andre og er alt for sårbar, når det kommer til det ydre pres fra samfundet og andet. Hvorfor er jeg så hårdt ramt af sygdom, er der mon en dybere mening med det hele? Hvad har jeg gjort for at “fortjene’ alle disse nederlag. Jeg synes selv, at jeg har haft alt for mange indlæggelser i løbet af ganske få år og trænger virkelig til nogle succesoplevelser i der her liv. Det eneste jeg ønsker er at få en mere almindelig hverdag med mere stabilitet. Jeg håber, at det lykkes mig at gennemføre en virksomhedspraktik og finde et realistisk timetal, som jeg kan holde til at arbejde uden at blive stresset og udvikle en depression som følge deraf. Forhåbentlig ender det ud i et fleksjob, men det kommunale system er ikke altid nemt at være i, og sagsbehandlingen kan være længe.

Jeg vil prøve at bryde dette mønster ved f.eks. at skrive minimum 3 positive ting ned hver eneste dag for at få noget mere succes ind i hverdagen. Det kan være små ting som at have gået en tur alene, at jeg fik et smil, at nogen roser mig, at jeg fik taget opvasken, at jeg har bedt om hjælp eller har sagt fra, hvis jeg ikke kan overskue en aftale mm. Man behøves ikke nødvendigvis at se efter de helt store hændelser, det vigtigste er at få flere positive ord ind i livet.
Måske stå foran spejlet og sige nogle pæne ord om mig selv. Jeg tror dog, at det kommer til at tage tid og hårdt arbejde at komme til at acceptere mig selv, som jeg er, men jeg har ikke tænkt mig at give op.

Håber at 2018 bliver et bedre år for end de sidste mange år! Ønsker det bedste for jer allesammen.

En kommentar

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.