Siden teenageårene har jeg haft et lidt anstrengt forhold til min krop, jeg har aldrig rigtig været tilfreds med mig selv, uanset hvor slank jeg har været samt min generelle gode fysiske form. Når jeg kigger mig selv i spejlet, ser jeg en masse fejl som at mine lår er for store, mine bryster for små og følelsen af at have for meget fedt på kroppen.
Siden 2012 har jeg samlet set tabt mig ca. 10 kg, hvilket i min optik er enormt meget, når man ikke er større end mig. De første 5 kg har været fint at komme af med, men efter det har fokus på vægten og maden været alt for stor. Man kan vel sige, at jeg et eller andet stedet spiser med følelserne. Enten går jeg helt amok i fastfood og søde sager, fx. spiser meget pizza, shawarma, burger, kage og slik, og ellers spiser jeg ikke ret meget. Det er som om, at appetitten ikke rigtig er der, maden smager ikke som normalt, og jeg har ikke lyst til at spise. Mit aktivitetsniveau er overordnet set ganske højt, så jeg bør spise væsentligt mere end jeg gør på nuværende tidspunkt. I nogle perioder vejer jeg mig hver eneste dag og bliver glad, når jeg kan se, at vægten er gået ned, men bliver rigtig frustreret og ked af det, hvis jeg har taget på.
Jeg kan sagtens se med fornuften, at det ikke er godt, det som sker omkring mig, men samtidig er det som om, at en stemme fortæller mig, at jeg skal tabe mig, motionere meget og skære ned på mængden af mad. Jeg vil ønske, at jeg kunne sige tankerne imod og ikke lade dem kontrollere mig, men det er virkelig svært at ændre det, selvom jeg inderst inde ønsker det. Rent følelsesmæssigt får jeg det slet ikke bedre, på trods af at jeg taber mig og er meget slank, næsten til den meget tynde side.
Jeg er ca. 1,69 m høj og vejer lidt under 59 kg. Jeg ligger fortsat inden for normalområdet, men med min kropsbygning bør jeg veje lidt mere. Mit tøj sidder efterhånden meget løst. Efter min tid på højskolen, er selvkritikken blot blevet værre, da jeg tog en del på og har kæmpet med at få tabt det igen. Måske handler det hele om, at jeg aldrig har følt mig god nok og måske kan kompensere for det ved at have den perfekte krop, hvad end det så indebærer helt præcist. Jeg har førhen fokuseret meget på sundhed og den rigtige næring til min krop, men det fungerer ikke rigtig for mig lige nu. Mon jeg nogensinde bliver tilfreds med mig selv?? Jeg bruger meget energi på at tænke på, hvad andre mon mener om mig, men det gør intet godt for mig og mit liv. Hvis jeg nu er meget slank, så vil folk måske ikke tænke, at jeg er syg og kæmper rigtig meget.
Jeg er virkelig bange for, om det kunne udvikle sig en decideret spiseforstyrrelse. Der var en læge, som en gang sagde, at hun på nuværende tidspunkt vil betegne det som en form for en skjult spiseforstyrrelse, da det endnu ikke er gået over gevind. Jeg er jo slet ikke interesseret i at blive så tynd, at det går ud over mit helbred, og jeg ved, hvor voldsom behandlingen kan være, hvis det går alt for galt. Tanken om mad gennem en sonde tiltaler mig ikke, og det er en hård kamp at blive nogenlunde rask igen. Tankerne vil gerne kontrollere mig og bestemme, hvordan mit liv og krop skal se ud. Hvordan bryder man denne onde cirkel, som jeg er havnet i? Jeg får ofte at vide, at jeg ser godt ud og er god nok, som jeg er, men det er som om, at jeg ikke rigtig kan tro på det og tænker, at de blot siger det for min skyld og ikke fordi de rent faktisk mener det.
Der er nogle ganske få, som har udtrykt bekymring for mig og under mine indlæggelser holder personalet lidt øje med mig, da det er vigtigt for min psyke og generelle velvære, at jeg får noget næring indenbords. Jeg forsøger for det meste at skjule, hvor meget jeg spiser og smider meget af maden ud, når der ikke er noget personale tilstede, så de ikke fatter mistanke. De holder samtidig øje med min vægt og udtrykker også bekymring, når jeg taber mig. Jeg føler mig lynhurtigt mæt – det hænger måske sammen med, at jeg i lang tid ikke har spist tilstrækkeligt, og så har maven svært ved at rumme ret meget. Juleaften kommenterede især min mor på mængden på mit madindtag, da det er væsentligt mindre end normalt. Jeg bliver meget ked af det, når jeg ikke bare kan spise normalt, selvom det samtidigt føles godt for mine tanker og den ‘stemme’ i mit hoved, som gerne vil have magten. Jeg ved jo godt, at det er forkert og på ingen måde godt, hvad der sker med min krop for tiden, men jeg kan ikke styre det.

Jeg har hørt både en læge og en psykolog om muligheden for at få en henvisning til nogen, som ved noget mere omkring spiseforstyrrelser, så nu må jeg se, hvad der kommer til at ske fremadrettet, for dette mønster skulle gerne stoppes i en fart.

Det hjælper heller på situationen, at noget af medicinen giver nedsat appetit, men synes nu ellers, at jeg plejer at spise ganske fornuftigt.

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.