Under mit forløb i distriktspsykiatrien, var jeg til en længere lægesamtale, hvor vi skulle gennemgå flere siders spørgsmål på forskellige områder i mit liv. Jeg fortalte lettet, at jeg langt om længe havde forstået min mission i livet. Forkert ordvalg, åbenbart. Jo mere begejstret jeg selv blev, desto højere op kom lægens øjenbryn. Ups. Jeg har vist trådt i spinaten? Jeg søgte redning hos min kontaktsygeplejerske, der var med til samtalen. Hun kender min tankegang. Jeg blev reddet på et hængende hår. ”Vi må være obs på, om der ikke er tale om paranoide tanker”, blev lægens sidste ord.

Seriøst!?

Man må åbenbart ikke tænke dybere end gennemsnittet, når man har en psykiatrisk diagnose. Alt bliver tolket som symptomer. Og det er ikke kun i psykiatrien, jeg møder de løftede øjenbryn. Men det er et spørgsmål om tro? Derfor er der intet rigtigt eller forkert. Hvad med healere og Feng Shui konsulenter, og hvad der ellers findes af alternative tilgange til livet? Hvad med de stærkt troende, der taler med Jesus eller clairvoyante? Skal de også øges i Seroquel, eller er det kun mig, der er udsat?

Søgen efter mening

Min allerførste tanke om en større sammenhæng, kom til mig allerede som barn. Det var nat. Jeg gemte mig bag de tykke gardiner og skrev et brev op af vinduet. Jeg mener, det var fuldmåne. Det var i hvert fald lyst nok til, at jeg kunne skrive:

”Vil nogen komme og redde mig? Bare en eller anden.”

Jeg gemte det krøllede linjepapir under puden og holdt mig vågen med mine tanker. Jeg søgte desperat efter svar på, hvorfor man sætter børn i verden og ødelægger dem bagefter. Jeg ledte efter min egen skyld, men jeg kunne simpelthen ikke få øje på den. Jeg kunne ikke forstå mine forældres valg. Og jeg kunne ikke forstå, at de ikke kunne forstå mig. Og så kom tanken: måske har vi hver især en indre visdom? Måske er vi sat sammen, så vi kan lære af hinanden? Men hvad er min visdom? Hvor stammer den egentlig fra? Og hvordan skal jeg i det hele taget bruge den?

Jeg var ikke gammel nok til at kunne kapere de eksistentielle spørgsmål, men de fyldte mit hoved dag og nat. Jeg fik på fornemmelsen, at jeg måtte lade mig flyde med livets strøm, for der kommer nok noget meningsfuldt ud af det. I dag – 30 år efter – har jeg forstået, at meningen skal man ikke søge, men skabe. Det er så det, jeg er i gang med.

Min vej hertil

Jeg har stort set hele livet igennem været omringet af mennesker, der enten har dyrket religioner, spådomme eller spiritualitet. En af mine gode venner påpegede engang, hvilke chakrablokeringer jeg måtte arbejde med. Ja, den er god med dig. Fingrene væk fra mit rodchakra… Det kommer an på, hvordan jeg vil tolke det, men det ser ud til, at jeg er blevet forsøgt gjort opmærksom på, at jeg skal tænke bredere som så. Jeg har bare ikke rigtig tilladt at lade mig rive med. Ikke fordi jeg ikke vil tro på det. Jeg har bare altid haft en skepsis overfor menneskets kunnen til at tolke livet korrekt. Det har undret mig, at der findes så mange sandheder, når vi nu lever i den samme verden.

Min opvågning – hvis man overhovedet kan kalde det – kom med en eksplosion af massiv vrede. Mit elskede år 2014. Jeg var endnu engang endt i en lavine af ulykker. En af mine kollegaer kom til at sige: ”Hold da op! Du må virkelig gennemgå en karmisk udrensning.”- og det sagde klik for mig… Er det virkelig det? Er vi ude i noget skæbnelære? Og hvad er så budskabet, hvis jeg må spørge? Tanken om, at der virkelig kunne være en større sammenhæng, gjorde mig rasende. Vil du slås med mig, så mød mig ansigt til ansigt. Men at slås med skæbne, er saftsusme en ulige kamp! Med ét blev jeg selvmordstruet. Jeg ville fandme ikke spille med på så beskidte vilkår.

Jeg tog hjem og åbnede vinflasken. Jeg gennemlæste mine dagbøger og tog mit liv til revurdering. Jeg mindedes hvert et tab og nederlag. Jeg mindedes min fars råben, med frikadellepanden i hånden: ”Ingen vil nogen sinde elske DIG!” Jeg mindedes min mors tavshed, da jeg havde spurgt hende, hvorfor hun egentlig fik mig. ”Min modgang er min egen skyld; jeg skulle slet ikke være født.” Den sætning blev ved med at skrige i mine øre, og vreden forvandlede sig til smerte… Midt imellem tab og nederlag, fandt jeg et notat fra en psykologsamtale:

”Jeg kan ikke styre livets uretfærdigheder, men jeg kan styre, hvordan jeg takler dem.”

Den lille, røde lap gav mig kampgejsten tilbage, og vreden begyndte at koge igen. Vrede er en kæmpe motivationsfaktor for mig. Jeg har en meget udbredt retfærdighedssans. Hvis skæbnen vil have mig ned med nakken, så fint med mig. Men det er mig, og kun mig, der afgør, hvornår dette spil er tabt! For at snyde modstanderen, måtte jeg lære at tænke taktisk. Jeg havde alt for stort et ego. Jeg levede efter princippet, at jeg kan, hvad jeg vil. Jeg måtte indse, at livet har den gang, det nu har; at mit råderum for, hvad jeg kan, er ret begrænset. Jeg måtte øve mig i at være ydmyg. Jeg ændrede mottoet til:

”Jeg kan, hvad jeg vil, så længe jeg vil det jeg kan, og ikke det umulige.”

En af de ting, jeg kunne, var, at vælge fortolkninger af tilværelsen, der gavnede mig. Jeg var ikke længere ud på at finde sandheden. Mit behov var udelukkende, at finde redskaber til at kunne acceptere det liv, jeg ingen kontrol over har. Jeg begyndte at fordybe mig i de store livsspørgsmål.

Det er et spørgsmål om indstilling

For mig at se, er det logisk, at mennesker søger trøst i religion eller spiritualitet, når de rammes af en livskrise. At miste sit liv til en diagnose, er en krise. Ofte er det mennesker, der i forvejen har et ulidelig langt liv med modstand bag sig. Det er en stærk beskyttelsesfaktor mod traumatisering, at kunne finde mening, når livet er uretfærdigt.

For mig er det et spørgsmål om indstilling. Jeg er nemlig færdig med at have et elendigt liv. Jeg er færdig med at være offer. ”Hvorfor? Hvad har jeg dog gjort?” – er spørgsmål, der ikke længere er velkomne i mit hoved. Mit liv er en livskrise i sig selv. Jeg har brug for positive input, så jeg kan holde det satans liv ud. Jeg har brug for en dybere mening, så jeg kan snyde hjernen, og vende krisen om til lærdom. Jeg har kun et mål, og det er – at lave et stærkt comeback efter en total kollaps. Målet helliger midlet. What ever works for me.

Jeg har valgt at tro på reinkarnation og åbne op for den alternative verden, fordi det hjælper mig med accepten af tilværelsen. Først, når jeg accepterer mit liv til fulde, kan jeg finde harmoni. Vigtigst af alt, hjælper det mig at tilgive mine forældre. Tilgivelse er nødvendig, så jeg kan slippe fortidens tunge last.

Hvis jeg selv har valgt denne livslærdom, så er der ingen grund til at frygte, at jeg taber kampen. Jeg ville aldrig nogen sinde vælge en opgave, som jeg på forhånd ved, at jeg ikke kan klare. Det giver mig mod på at nyde livet, uden frygt for et tilbagefald. Og hvis jeg tillader reinkarnation, så er mine forældre uskyldige. De er blot mine læremestre. Men hvis jeg kun må tro på det, som videnskaben har evnen til at bevise, så kan jeg aldrig, aldrig, aldrig nogen sinde tilgive min omsorgssvigt. Jeg tror dog, at mine forældre har brug for, at jeg snart kommer forbi deres gravsted med en blomst. Det kan jeg kun, hvis jeg kan skabe mening. Og meningen skaber jeg kun, hvis jeg kan se noget positivt i det. Jeg er en fantastik mor. Jeg ville ikke have været den mor, jeg er, hvis ikke jeg havde haft den opvækst, jeg har haft. Min omsorgssvigt kommer min datter til gode. Positiv traumatisering = meningen skabt. Meningsfuldt liv = grundlag til min eksistens. Mere paranoid er det altså ikke.

”Tro på dem, som søger sandheden. Betvivl dem, som finder den” André Gide

Det er vigtigt for mig at understrege, at jeg ikke benægter min bipolar diagnose. Jeg har fuld respekt for den, og jeg passer gerne de få mg stemningsstabiliserende, der holder polerne i ro. Men jeg er meget imod den kassetænkning, jeg møder i denne verden. Min egen tilgang til livet er, at man skal være åben og kritisk med alt. Alt, simpelthen. Det er for passivt til mig, blankt at stole på autoriteter. Autoriteter er kun mennesker, og mennesker har begrænset viden. På samme tid når jeg ingen vegne, hvis jeg blot sætter mig imod viden, uden at have fordybet mig og afprøvet det på egen krop. Formår jeg at leve med disse to modsætninger, så når jeg langt, har jeg erfaret. Med dette værktøj, har jeg fundet en rigtig god balance imellem videnskab og det alternative. Jeg tager hverken det ene eller det andet bogstaveligt.

Det er beklageligt, at psykiatrien ikke rummer alsidelighed, men i al stædighed vil putte mig ned i de nedslidte kasser. At jeg skal forsvare mig. Jeg kan sagtens forstå udfordringen. Det kan hurtigt blive usundt. Jeg lider trods alt af angst. Jeg skal derfor ikke komme alt for godt i gang med at tro på noget som helst andet, end vejrudsigten eller ugens horoskop. (Hov – hvorfor er det egentlig, at vi ikke sygeliggør lige netop denne ældgamle (over)tro?)

Ja, jeg har brug for en hånd til at holde jordforbindelsen. Men jeg vil gerne have lov til at bibeholde min personlighed og min evne til at reflektere i dybden. Jeg elsker fordybelse! Jeg elsker at søge svar, der fører mig ud til endnu flere spørgsmål. Jeg elsker tanken om, at ingen kender sandheden om livet. Jeg vil altså gerne have lov til at filosofere over før, nu og efterliv – drage paralleller og skabe mening, der rykker mig. Jeg er meget analyserende som person. Har altid været det. Det er en kæmpe ressource, da jeg let kan se dybere end de ord, der bliver sagt, og de handlinger, der bliver gjort. Jeg vil ikke stemples som underlig, bare fordi jeg uheldigvis er endt i systemet. Skal alt medicineres væk, så er jeg død allerede.

 

Foto: Loucia Annachanell

Om Forfatteren

Efter et vellykkedes recovery, har jeg valgt at dele min historie. Målet er, at skabe lys og plante håb hos mine medfæller, der dagligt slås med angst, lider af depressioner eller har en diagnose. Man kan godt få et værdifuldt liv, på trods af, og måske lige frem netop på grund af sårbar psyke... Drivkræften bag min åbenhed er, at vise den enorme styrke det kræver, at være sårbar. Vi bliver ofte set som svage, fordi vi er til at knække. Vores daglige kamp som gladiator bliver negligeret. Det vil jeg gerne protestere imod... Skriver du "Loucia" i søgefeltet til højre, kommer du frem til det samlede link til mine indlæg, artikler, film mm.

8 Kommentarer

  1. Kim Engelbrechtsen

    Tak for dette meget fine indlæg, Loucia. Det er skræmmende, at nogle psykiatere har hovedet så langt nede i pilledåserne, at de ikke kan håndtere en samtale om meningen med livet – og det er faktisk synd for dem, at de er så endimensionelle i deres tankegang.

    Svar
  2. Ulven Malene

    Kære Loucia,
    Super godt indlæg. Jeg giver dig så evig ret i dine standpunkter, også jeg er et spirituelt mennesker med min tro på, hvordan livet hænger sammen…men det har jeg aldrig nævnt for nogen i psykiatrien af netop frygt for hvad det ville have af konsekvenser. Det er bl.a. min spiritualitet der har gjort, at jeg ikke har mistet mig selv helt i sammenstødet med system og diagnoser. Knus herfra

    Svar
  3. Sofi Sommer

    Hvor er det vidunderligt befriende, at læse om, at du står fast på dit liv og dine fordybelser. Uden det spirituelle var jeg aldrig kommet videre, så sad jeg vel stadig og var doped af mediciner. Bipolare har lært mig så uendeligt meget af livet, på den hårde måde ja. Og har lært mig at stå fast på mit. Tak for et underholdende og inspirerende indslag! Hurra for de bipolare, der VIL selv. Tro på, hvad de vil og ikke fordi de er skitzofrene.

    Svar
  4. Loucia Annachanell

    Tusind tak skal I have. Jeg var igennem et længere kursusforløb i samme distriktspsykiatri. Individuelle Mestringsstrategier og Recovery. I vores pensum, som kom fra USA, stod spiritualitet som et fast punkt blandt mestringsstrategier. At kunne skabe meningsfyld tilværelse og tilhørsforhold, er blandt de beskyttende faktorer i recoveryprocessen. Hvordan det gøres, er jo individuelt.

    I Danmark tænker vi alt for snævert. Her er tilhørsforhold lige med arbejde eller familie. Mister man som psykisk syg sit arbejde, bliver man stemplet som identitetsløs. Mange mister også familie og netværk, og det fører en gennemgribende ensomhed med sig. Det kan godt give følelsen af, at man mangler et tilhørsforhold til livet som sådan. Den ene finder det i frivilligt arbejde, den anden i strikkeklubben, men den tredje finder det i religion/spiritualitet. Lægernes tro (mangel på samme) og holdninger, skal ikke gå udover min behandling.

    Svar
  5. Sidsel

    Jeg sidder måbende og læser dit indlæg.
    Tak! Tak for at turde sige det, som jeg ikke gør. Tak for at turde åbne op.
    Jeg vil ikke skrive meget mere, men jeg tænker jeg vil tage kontakt til dig privat.
    -Sidsel

    Svar
      • Loucia Annachanell

        Kære Sidsel. Jeg modtager mail, når der kommer en kommentar. Jeg har skrevet til den mailadresse, du har oplyst, så nu skulle du gerne have min 🙂

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.