En ny dokumentarfilm sætter fokus på teenageselvmord i USA. Flere af de unge i filmen har oplevet mobning på Facebook og Snapchat. Cathrine tror på, at vi får det bedre, hvis vi lægger telefonen fra os

Af Cathrine Jansen

“In a world so ”connected” why are we so alone?” Citat fra filmen ”Not Alone”.

To minutter inde i dokumentaren ”Not Alone” (Netflix), triller tårerne ned ad mine fregnede kinder. Jeg ser Jacqueline Monetta, der står bag dokumentaren, der omhandler selvmord blandt teenagere. Hun er blevet efterladt af sin bedste veninde, der begik selvmord, mens de gik i high school. Efter at have gennemlevet den første del af sorgprocessen, hvor hun både var ulykkelig, skamfuld og vred, fandt hun styrken til at skrive og producere ”Not Alone”. Jeg græder af flere grunde: både af sorg, skam og smerte, men også fordi jeg bliver lykkelig helt ind i knoglerne, når nogle gør en enorm indsats for at forstå, forebygge og hjælpe andre.

Jacqueline Monetta efterspurgte teenagere, der lever med psykiske lidelser og som har forsøgt selvmord. Filmen er sammensat af en række intime dialoger mellem producenten selv og de frivillige, modige teenagere, der har psykisk sygdom helt tæt inde på livet.

Det er et udtryk for egne refleksioner og der findes, så vidt jeg kan google mig frem til, ingen studier, der påviser dette, men det, jeg kommer frem til, ved at se filmen, er, at uden Facebook, Instagram, Snapchat og så fremdeles, tror jeg, at der ville forekomme færre teenage-selvmord.
Det har en dramatisk klang, at nogen skulle tage livet af sig selv på grund af de sociale medier.

Vi er så ”forbundne” uden rigtigt at være det
Vi har tynde tråde ud til alt og alle – et enkelt klik på ”følg”, og vi har del i en hverdag, der er plastret til med filtre, forskønnelsesprogrammer og poseringer. Vores smartphones er blevet en forlængelse af vores hånd, så vi har glemt, at sociale medier er en planet for sig selv, der kører samtidig med den fysiske verden. Det hele er smeltet sammen til en stor, grå masse, der ikke rigtigt er nogen mening i, og er der noget, mennesket har brug for, er det mening.

De unge mennesker, der er med i dokumentaren, er vidt forskellige og alligevel har deres historier sammenlignelige triggere.
Flere er blevet mobbet. Oftest via hade-grupper på Facebook eller apps, hvor man kan udtale sig anonymt. Det er nemt, at sidde derhjemme og mobbe et menneske, hvis ansigt og reaktion man ikke kan se. Afsenderen føler en afstand, mens mobbeofferet føler et overgreb. Og fordi man er alene, hvem har man så at reagere med andre end sig selv? Dermed har disse teenagere ar fra selvskade på arme og sjæl.

Trods teenagerenes forskelligheder går følelsen skam igen. Vi skammer os over os selv og vores menneskelighed. Jeg ved ikke, hvad vi er, men mennesker er vi ikke på de forskønnede billeder, vi deler. Autenticiteten er blevet redigeret væk sammen med bekymringsrynken. Vi skammer os, når vi føler, at vi har mistet kontrollen, selvom det er menneskeligt ikke altid er være i kontrol. Måske følelsen opstår, fordi vi er under konstant påvirkning af opslag om, hvor perfekte liv diverse instagrammere, ifølge deres konto, lever.

Hvornår blev antallet af “følgere” synonym for kærlighed?
Det gentages flere gange I løbet af filmen, at vi sammenligner vores antal ”følgere” med andres. Vi vil gerne “likes” mere end de andre. Det lader til, at vi føler os mere værd jo flere, der ser vores online-liv. Det er ikke så mærkeligt, at alting skal fremstå perfekt, hvis det betyder, at vi får mere ”kærlighed” jo flere, der kan lide, hvad de ser. Og det giver jo sig selv, at positive opslag giver mere positiv feedback end et opslag, hvor vi deler, hvordan nattens angstanfald var ved at rive os i stykker.

Heldigvis er der en tendens i øjeblikket til, at flere gerne vil vise både de perfekte og uperfekte sider, og det synes jeg er rigtig fint. Men jeg synes stadig, at vi selv skal tage ansvar og gøre noget aktivt for at være mere til stede i den fysiske verden, som har så meget mere at byde på, end vi tager imod. Det er rigtigt, at det kræver mere af os at deltage i nuet, end det gør at være online, men det er det værd, og jeg er sikker på, at det vil hjælpe os alle sammen meget.

Vær selektiv
Når du scroller ned gennem dine forskellige feeds, prøv så at mærke efter, hvordan du har det bagefter. Fik du den mentale pause, som du (måske) havde behov for, eller har du derimod fået en eller flere negative følelser?
Forestil dig, at du har en indre vagthund, der begynder at knurre, når du begynder at følge nogle konti, der har en negativ påvirkning på dit mentale helbred. Lyt til den knurren, og gør noget, der er sundt for dig. Ryd op i dem, du følger. Følg dem, der giver dig en god følelse med dig selv, som du er lige nu. Stop med at følge dem, der får din indre vagthund til at knurre.

Dyb, gensidig forbindelse
Forbindelser, lavet af tynde tråde ud til overfladiske, filter-forcerede platforme er en stor medspiller til kontroltab, stress, ensomhed, sammenligning, FOMO, mobning, utilstrækkelighedsfølelse, overfladisk anerkendelse, angst m.m.

Jeg tror på, at vi ville have det socialt bedre, hvis vi spurgte hinanden, hvordan det går, i stedet for at scrolle hinandens konti igennem og bedømme mental tilstand derud fra. Vi er nødt til at lære at skille den fysiske verden fra Facebook-verdenen og forstå, at virkeligheden er en anden end den, vi deler derinde.

Forebyggelse på selvmord sker kun, hvis vi er opmærksomme på hinanden og, hvis vi tør at spørge om de ting, der er svære at snakke om. For at kunne det, er vi nødt til at være til stede, hvilket er rigtigt svært, når vi altid er online og vores telefon er blevet en forlængelse af vores hånd. Dyb, gensidig forbindelse giver alt det, som vi higer efter via. de sociale medier, men ikke opnår derinde. I hvert fald ikke på en måde, som er bæredygtig og dermed opbyggende. Tværtimod.

Lad telefonen ligge i tasken, og slå lyden fra. Det er alligevel ikke vigtigt.

 

Om Forfatteren

Outsideren er Danmarks største online-magasin om psykiatri og psykisk sygdom, produceret af mennesker, der har prøvet psykiske lidelser på egen krop og sjæl. Outsideren er et talerør for folk med psykiatrisk brugererfaring. Outsideren tilbyder også Danmarks største blogger-univers for psykisk sårbare.

En kommentar

  1. Grethe Nielsen

    Tak for en god artikel med skarpe pointer.

    Selv lukker jeg for det meste ned for Facebook, hvis jeg har en dårlig dag eller flere.

    Et tip til de læselystne er altid at have et ugeblad, en avis eller bog med sig og hive det/den frem på alle de tidspunkter, telefonen plejer at blive hevet op af lommen eller tasken.

    Svar

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.