Her sidder jeg alene i mit kontor. Med overskud for første gang i en menneskealder. Jeg har siden, jeg var 16 kæmpet med en Bipolar lidelse. Jeg er snart 38. Jeg er røget ud og ind af psykiatriske afdelinger. Ingen medicin ville hjælpe, og min angst har til tider gjort, at jeg er havnet i psykoser. Jeg kan fortælle mange dårlige historier om, hvordan psykiatrien ikke fungere, men jeg vil efterhånden tro, jeg kan fortælle lige så mange gode. Jeg har et positivt livssyn, jeg syntes personligt der er for mange negative historier i pressen. Jeg har en god historie at fortælle, måske er den for god??

Da jeg var 24 år mistede jeg min mor til alkoholen, jeg havde siddet ved hendes sygeseng i Vejle i syv uger imens hun lå i respirator. Det var en hård tid, og en sommerdag i juli gav hendes krop. Det var selvfølgelig hårdt at miste min mor, men misforstå mig nu ikke når jeg siger, det også var befriende. Jeg havde taget mig af hende siden, jeg var ganske lille. Efter jeg havde sørget for begravelsen mm, tog jeg hjem. Jeg var flyttet fra min barndomsby, da jeg var 21. Først blev jeg indlagt, men fandt ingen trøst i det, så jeg begyndte i stedet at løbe, og jeg løb stærkt. Det år fik jeg mit drømmejob på Aalborg universitet, jeg var ufaglært, men fik jobbet alligevel. Jeg blev gift med min kæreste, og jeg mærkede bogstaveligt talt ikke min krop i et år. Jeg vejede 147 kg. I bund og grund var jeg nok blevet for ligeglad. Jeg har altid beskrevet mig selv, som Fiona fra Shreek i min brudekjole.

Jeg kunne selvfølgelig ikke blive ved med at løbe, en dag knækkede filmen. Jeg blev indlagt, men nu på en ny afdeling, der kom nye øjne på, hvilket var en god ting. Jeg var indlagt i fem måneder, jeg var konstant bange. Afdelingen prøvede alle de behandlingsmuligheder de havde. Ect. (Elektrochok ), Medicin, privat samtaler hos psykiateren, men intet hjalp. Jeg stak af fra afdelingen, skadede mig selv, jeg var forvirret, og jeg mærkede ikke mine følelser.

Da jeg skulle udskrives fik jeg e spørgsmål af psykiateren der på mange måder skulle ændre mit liv. Hvad vil du gerne? Jeg tror jeg er klar til at snakke med en psykolog svarede jeg. Jeg fik en henvisning til deres nye psykolog på afdelingen ugen efter.

Her startede en lang rejse på 10 år med psykolog behandlinger. Med tiden, begyndte jeg at stole på ham, jeg arbejdede intenst med mine bardoms traumer, og det gik op for mig, at stor del af mine problemstillinger lå begravet der.

Psykiatrien gav mig, hvad jeg havde brug for. Jeg blev mindre og mindre indlagt. Jeg fik også mindre medicin. Jeg begynd

te selv at stille spørgsmål til min diagnose, det gjorde mine behandlere også,

heldigvis. For seks år siden blev min diagnose stillet i remision, det vil sige, at jeg ikke længere havde symptomer på en Bipolar lidelse. Det var en stor dag for mig, og jeg fik forhåbninger om, at en dag kunne den slettes helt.

For et år siden stoppede jeg ved min psykolog. Vi havde gjort arbejdet færdigt. Jeg skal kæmpe med angst resten af mit liv, men det har jeg lært at acceptere.

Nu er alle døre åbne, jeg kan få det ud af livet, som jeg beslutter mig for, men hvad vil jeg egentlig?? Jeg er et heldigt asen med et luksus problem, jeg er blevet sat fri, men hvordan lever jeg et “normalt” liv. Det skal jeg først til at lære nu.

Det er godt. Det er faktisk for godt 😉

 

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.