Det er gået op for mig, at mine tanker generelt er af meget negativ karakter. Jeg er plaget af katastrofetanker og det piner mig. Både fordi jeg bliver ked af det og bange, når tankerne kommer, men også fordi jeg ikke helt ved, hvorfor de stadig er her.

Katastrofetankerne er angstprovokerende og fyldt med forfærdeligt indhold. Men kan man være angst uden at vide det? Er katastrofetankerne i virkeligheden udtryk for en form for dybereliggende, generaliseret angst, jeg ikke har fået bekæmpet?

Jeg har to teorier om, hvorfor disse tanker stadig plager mig.

Mine to bud

Først og fremmest har jeg både resoneret og læst mig frem til, at en utryg barndom kan medføre katastrofetanker og angst senere i livet. Som jeg tidligere har skrevet om, er jeg vokset op i en skilsmissefamilie med to alkoholiserede forældre. Den opvækst medførte meget utryghed og angst, der bevægede sig dybere og dybere ind i sjælen på mig. Jeg tog hurtigt ansvaret for, at familien hang sammen for min mors og min søsters skyld. Dette ansvar medførte en stor angst for, at der skulle ske dem noget – det var jo mit ansvar, at de havde det godt!

For det andet tror jeg, at katastrofetankerne er blevet en vane. De er en tryghed i en tid, hvor mange ting forandrer sig virkelig hurtigt. Når der sker mange gode ting i mit liv, har jeg svært ved at stole på, at det virkelig er rigtigt. Jeg bliver nervøs for, om jeg nu kan klare de ting, jeg starter op på og tankerne bliver af negativ art. Fire år med sygdom og lange indlæggelser har gjort, at jeg ikke tror på, at jeg kan noget. Min selvtillid er simpelthen ikke-eksisterende. Og det giver næring til de negative tanker.

Konsekvensen af angsten

Katastrofetankerne dræner mig for energi. Især fordi jeg er blevet meget bevidst om dem, hvorfor der opstår en mindre MMA-kamp i mit hoved, hver gang de kommer. Jeg gør alt, hvad jeg kan for at bekæmpe dem, men de er for stærke. Jeg har simpelthen ikke redskaberne til at komme dem til livs. Endnu i hvertfald. Men jeg har sat mig for at gøre noget ved det. Jeg vil blive ved med at bekæmpe de negative tanker med positive historier, der giver jeg troen på mig selv tilbage.

En kommentar

  1. Loucia Annachanell

    Kære Cecilie. Tak for at dele dine refleksioner. Jeg har også en mistanke om, at mine katastrofetanker bunder i barndommen. Jeg undres dog, hvorfor de først dukker op i voksenlivet? Min egen teori er: nu er det ikke de voksne, jeg skal have ansvar for, men mig selv. At opdage, at lykken ligger i mine egne hænder, er noget så angstprovokerende. Hvad så, hvis jeg taber lykken på gulvet? Så er der ingen andre at bebrejde end mig selv. På den måde var det nemmere at tage sig af de voksne, for hvis det gik galt, så var det ikke min skyld – de var ikke min opgave til at starte med.

    At katastrofetanker (eller negativ tankegang generelt) bliver en vane, kan jeg også genkende. Det er dog en vane man heldigvis kan bryde. Men jeg ser det som hjernens mekanisme uafhængig af min egen fri vilje – autopiloten bliver slået til, og så kører vi ellers den velkendte rute. Lidt, lige som, når jeg har byttet rundt på mine køkkenredskaber – jeg ved jo godt, at jeg skal kikke et andet sted, men jeg hiver nu alligevel den forkerte skuffe frem et par gange – fordi det er jeg vandt til. Når de sunde tankemønstre bliver en vane, så kører det igen på autopilot.

    Kognitiv adfærdsterapi blev løsningen for mig. Vi fik lavet en masse forskellige posters med rationelle tanker, der sort på hvidt modsiger mine negative tanker (det er de samme tanker, der dukker op hos mig, uanset, hvor stor eller ubetydelig årsagen er). Af hensyn til angsten, så har jeg indlært sætningen “hvis det sker, så tager vi det derfra” – og så skal jeg ellers afledes. Jeg kan alligevel ikke handle på noget, der ikke er sket endnu.

    Håber, du snart får knækket koden, så du kan nyde alt det gode, der sker 😊

    Svar

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.