Hej.

Jeg hedder Jessica.

Jeg har virkelig svært ved at formulere mig mundtligt nu for tiden. Jeg falder over ordende og glemmer sætningen jeg har gang i. Jeg har fået at vide, at det er helt normalt for “sådan nogle som mig”.

Jeg har brug for at fortælle, hvad jeg egentlig føler og det er meget nemmere for mig på skrift. For det er fanme svært at tale om, at himlen er lyserød på mine dårlige dage og her lugter af brændt gran. Det er svært at indrømme, at Mads er en af de mænd der bor i mit hoved, som jeg ved ikke eksisterer i andres virkelighed – men i min virkelighed er han virkelig. Det samme er den lyserøde himmel, det brændte gran, de mange stemmer i og omkring mit hoved.

Før min indlæggelse, gik jeg på KU og læste teologi. Jeg boede i min egen bolig med min datter, havde lige haft et job og en ny kæreste. Jeg havde i flere år levet med lette hallucinationer, vrangforestillinger og tankeforstyrrelser til dagligt, men havde alligevel opretholdt “det perfekte liv”, som jeg stædigt holdt fast i, nok på grund af min baggrund som omsorgsvigtet misbrugsbarn; “jeg kan sagtens klare det alligevel! Social arv mig i røven, jeg skal vise jer alle sammen” Kald det dumhed eller stædighed.

Nu er min virkelighed noget helt andet.

Det hele startede med at Krølle, min farbror, døde. For helvede, hvor tog det hårdt på mig. Men ikke så meget at Krølle døde. Det var den måde jeg fik det at vide på.
Den dag, jeg fik at vide at Krølle var død, græd min far. Hele min verden krakelerede, for min far græder ikke. Jeg har altid prøvet at hade min far, men han er min helt. Jeg er fars pige og jeg kan tilgive ham for alt. Når min far og jeg sidder, en sjælden gang, alene og taler, så taler vi også. Han forstår mine inderste frustrationer og han kan virkelig også indrømme hvor stor en klovn han har været. Men han var der. Jeg boede hos ham i mange år, hvor jeg fungerede som hans pædagog, hans rengørings kone, hans kok, hans babysitter, hans vaskekone. Alligevel var der altid stunder, hvor jeg var hans datter. Hvor hele hans verden drejede sig om mig – de øjeblikke levede jeg for som barn. Til dels gør jeg det stadig i dag.

Den aften, da jeg var alene så jeg tydeligt en mand stå i mit soveværelse. Han var lige så tydelig, som når du står foran mig. Han præsenterede sig som Mads og fortalte at han var den, der var sendt for at holde mig fra at krakelere. Jeg kiggede ned på mine arme og så tydeligt at min hud var “ved at krakelere”. Jeg kiggede op igen og han stod der stadig.
Der vidste jeg, at jeg havde mistet den sidste del af forstand, der var tilbage. Jeg sov ikke meget den nat. Men dagen efter, var alting normalt igen, Himlen var, som altid, en smule lyserød. Det havde jeg, år inden, fået bekræftet kun var en ting i mit hoved.

Derefter havde mit hoved i flere dage lydt som om jeg stod midt på Hovedbanegården i myldretiden. Der var råb, snak og støj. Mads stod bag mig når jeg så mig i spejlet og jeg vejede 200 kg og var ved at krakelere, som et tørt blad. Det var et mareridt at være vågen. Jeg kørte på automatpilot; vågne op når Thea (min datter) vækkede mig, aflevere hende, sove til hun skulle hentes, lave mad, smøre madpakke, bade ungen, læse godnathistorie og snakke med Annica (Min bedste veninde og daværende roomie) til jeg gik i seng kl 23. Herefter lå jeg så, vågen og levede i mit eget mareridt, indtil jeg vågnede næste morgen til endnu en dag i helvede.

Om natten blev jeg plaget af spøgelser. Kristina, Steffen, oldemødre, oldefædre, mine kammerater, Krølle og helt fremmede mennesker med Mads i midten af dem og prøvede at holde fast i virkeligheden.

Jeg kan huske kort at jeg stod foran opgangen den morgen, da jeg havde afleveret Thea og så kan jeg huske at jeg stod i soveværelset med blodet rendende ned fra min læbe. I mit hoved stod jeg i en søl af blod og jeg var stivnet i panik da Annica bankede på; “Er du okay?”

“Helt fint, jeg skifter bare tøj”

Hun smuttede derefter på arbejde og jeg ringede til Holbæks psykiatriske akuttelefon og sagde at det hele ramlede.

Jeg blev indlagt den dag.
Det var noget af en omvæltning, som jeg gerne vil lave et separat indlæg om senere.

Min hud er stadig ved at krakelere og Mads han eksisterer stadig. Han er her dog ikke ligeså tit mere. Det er heller ikke hver dag, at jeg vejer 200 kg. Nogle dage kan jeg godt se at jeg er tynd. Så kan jeg se, at jeg har tabt mig. Men jeg ser så også at jeg ser mindre glad ud og at jeg har mistet min glød.

Jeg ved godt, at Mads (og de andre, men jeg har ikke lyst til at dele mere ligenu) ikke er virkelig. At Kalikatten ikke kan læse mine tanker. Jeg bliver ikke forfulgt mere og mit hoved lyder ikke altid som hovedbanegården, desuden det er ikke hver nat, jeg bliver plaget af spøgelser.

Men det er fanme svært at forklare til min familie, for når jeg siger det højt, kan jeg tydeligt høre hvor forbandet forskruet det er. Det er så frustrerende, at jeg godt ved at det ikke er virkeligt. At jeg faktisk godt ved, at der er noget galt med mig. Jeg har læst alt der eksisterer om skizofreni, for at prøve at forstå mig selv bedre. Jeg har grædt, når jeg har læst den ene frygtelige statistik efter den anden. Artikler om at op til 90% af dem med svær paranoid skizofreni aldrig får et almindeligt arbejdsliv og at levetiden er reduceret med 15 år for kvinder? At der er statistisk set er stor chance for at jeg dør samtidigt med min mormor?

Når jeg læser de her ting, får jeg bekræftet at jeg er syg. Jeg kan læse symptomerne og genkende dem, igen og igen. Jeg prøver virkelig at acceptere det, men jeg har inderligt lyst til at prøve at tie det ihjel og kæmpe for at være normal. Jeg vil ikke andet end tilbage til dagen før jeg tog med far på Malta. Det var første gang, jeg kan huske at jeg begyndte at se ting, der ikke var der. Jeg var 13.

Da jeg lod mig indlægge, indrømmede jeg også at der var noget galt. Det var virkelig hårdt og det er virkelig svært at give slip på noget, jeg har prøvet at opbygge i så mange år. Jeg vil jo allerhelst bare behandles helt normalt, men jeg ved også godt, at jeg har brug for at der bliver taget hensyn og at jeg har brug for hjælp og støtte.

Jeg ved ikke hvad det her skal hjælpe. Eller om det overhovedet vil hjælpe. Jeg er mest bange for at i ikke tror på mig – det siger de nemlig, i mit hoved, at i ikke vil gøre. Når jeg skriver det, er det næsten som om jeg kan holde hemmeligt for mine egne tanker, hvad jeg skriver. Det gjorde det meget nemmere at fortælle alle de her ting.

Jeg vil snuppe en af mine piller, som har den sindssyge bivirkning at jeg kan falde pludseligt død om. Ikke fedt når statistikken allerede siger, at jeg dør tidligt. Det eneste gode ved det er, at lysten til at tage mit liv absolut ikke eksisterer – jeg har slet ikke tid nok i følge statistikken til alt hvad jeg gerne vil nå inden jeg forlader denne jord. Jeg glæder mig til at kunne modbevise statistikkerne

 

2 Kommentarer

  1. Katja

    Det lyder rigtig hårdt alt det du gennemgår. Du har en stor indsigt synes jeg, og den må komme dig til gode. Og jo jeg tror på dig også selvom der bliver sagt i dit hoved, at vi ikke gør det. Og rigtig godt skrevet.

    Svar
  2. Loucia Annachanell

    Kære Jessica. Først og fremmest – hjertelig velkommen til! For det andet, får jeg lyst til at give dig et håb om en fremtid, diagnosen til trods. Jeg kender ikke selv til stemmehøring, men jeg følger med stor interesse to sidder på Facebook. Det er to piger, der både deler det svære, strategier og solstrålehistorier. “Livet som stemmehører” og “Mit liv med Nicklas – en stemmehørers beretninger”. Måske kan de give dig håb om at kunne trodse den kedelige statistik ❤️

    I øvrigt, så giver det god mening for mig, at det er nemmere for dig at skrive end tale om det – at du på den måde kan holde det hemmeligt for dine tanker. Bliv endelig ved. Det er meget lærerigt at følge med!

    Svar

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.