Allerede her i begyndelsen af 2018 er jeg indlagt for anden gang, og lægerne mener nu, at årsagen til mit voldsomme og pludselige dyk, er at finde i min ADHD-medicin, som jeg ellers har haft mange positive egenskaber fra. Så planen er nu at stoppe med medicinen og se, hvordan jeg reagerer på det, og derefter skal der tages stilling til, om man skal prøve med noget andet medicin.
Mange selvmordstanker, konkrete planer og selvskadende adfærd er noget af det, som fylder ufatteligt meget hos mig for tiden. Jeg er så tilsyneladende 1 ud af 100, som er blevet ramt af disse bivirkninger, hvilket er enormt frustrerende. Jeg er meget nervøs for, hvordan jeg kommer til at reagere, når det aktive stof i medicinen er helt ude af kroppen. Får jeg mon dårligere hukommelse og koncentration, mere uro både motorisk og i tankerne, og vender min socialangst mon tilbage igen?? Jeg er ikke helt tryg ved situationen, men er bare nødt til at se tiden an og være meget opmærksom på mine symptomer.

Derudover er jeg flyttet, dog ikke mit eget ønske, hvilket også tager hårdt på kræfterne og psyken og er måske ekstra hårdt for mig, som er utrolig sårbar. Der skal derfor ikke så meget til at slå mig ud af kurs. Det positive ved det nye hjem er, at der er meget mere ro, jeg er tæt på havet, indkøbsmuligheder og transportmuligheder. Jeg har fået et rimelig stort værelse med tekøkken, eget bad og toilet, egen indgang med terrasse og ovenikøbet egen postkasse, så jeg klager bestemt ikke. Jeg har dog ikke haft mulighed for at være der så meget endnu, da jeg blev akut syg. Men jeg håber på længere sigt, at jeg får meget glæde ved at bo der. Det svære er dog, at jeg har problemer med at bo alene og få så meget tid for mig selv pga mine PTSD-symptomer, som særdeles bliver forstærket, når mørket sænker sig. Så det bliver en kamp at lære at håndtere det at være alene, hvilket jeg også skal arbejde på sammen med min psykolog i ambulatoriet for mani og depression. Jeg skal nok lære det med tiden og for alvor finde ud af at stå på egne ben.

Oveni disse ovenstående omvæltninger har jeg samtidig haft et brud med min kæreste og skal nu vænne mig til singlelivet. Selvom det er hårdt at tage beslutningen om ikke at være sammen længere, så er det alligevel svært. For ikke alene afsluttes forholdet gennem et par år, samtidig med at man mister kontakten til familien, hvilket altid er lidt specielt. Dog taler jeg fortsat godt med min ekskæreste, og vi fungerer på nuværende tidspunkt godt som venner. Om det kan fortsætte på den måde må tiden afgøre. Måske er det lettere ar bevare et venskab, når det er en fælles beslutning at gå hver til sit. Der er ingen tvivl om, at det er det bedste for os begge to, men det har været svært at erkende at nå til den konklusion. Det har taget hårdt på forholdet med al min sygdom med mange indlæggelser og svingende humør, og til sidst har vores forhold været præget af mange konflikter, hvilket ikke har været sundt. Jeg har planer om at være single over en længere periode, da jeg er overbevist om, at det er det eneste rigtige på nuværende tidspunkt.

Det er lidt svært at se lyspunkter i livet lige nu, men mon ikke det igen dukker op hen af vejen. Det vigtigste lige nu er at få ro på og blive mere stabil, så jeg bedre kan komme videre med mit liv. Min sagsbehandler er blevet meget forstående og accepterende over for min tilstand og har givet mig pause til at fokusere udelukkende på behandling, og så må praktik og arbejdsmarkedet komme på et senere tidspunkt, for det nytter jo ikke noget, hvis jeg blot bliver mere syg af presset fra kommunen, og hele processen trækker i langdrag.

Håber i andre har haft en bedre begyndelse på 2018. Ønsker alt det bedste for jer!

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.