Nogle gange siger man, at man er nødt til at prøve ting selv, for at oplevelsen bliver fuldstændig. Jeg er dog ked af, at have oplevet dette.

Juleaftens dag gik jeg ned med flaget. Først ringede jeg til en psykiatrisk rådgivning, som anbefalede at jeg ringede til vagtlægen. Efter en kort snak, fik jeg at vide at jeg skulle komme ind og få en snak med en læge. Lægen sendte mig videre til den psykiatriske skadestue, med besked på, at der ville være ventetid. Efter at have ventet i 3 timer fik jeg besked på at der nemt kunne gå et par timer mere inden lægen havde tid. Der var nemlig kun en psykiatrisk læge på vagt, som dækkede to afdelinger og den psykiatriske skadestue.

Jeg valgte at tage hjem, en pest eller kolera beslutning, som jeg aldrig skulle have været presset til at tage.

Psykiatrien på bordet

Det er tragikomisk at politikkere, over en bred kam, er enige om at psykiatrien skal opgraderes. Ikke mindst i et valgår, for når det kommer til stykket, så sker der meget lidt og når der sker noget går det langsomt. Kommunerne og Regionerne mangler økonomi til at gøre den store forskel, men i folketinget har de travlt med at ”kigge på tingene”, hvad dette betyder ved jeg ikke, men handling er ikke et af svarene. Desværre.

Der snakkes, debatteres og undersøges, og selvom der i forvejen er viden, så bliver det ved i en ensformig trummerum, så min opfordring til de kære politikkere må være, debatter og konkluder ud fra den viden der eksisterer og lad lægerne snakke med og undersøge de patienter der måtte have brug for det.

Lægen, psykologen og sygeplejeren

Som dem der kommer i kontakt med psykiatrien herhjemme ved, er der en stigende mangel på psykiatere, en mangel der gør sig gældende i hele landet. Igen ligger en del af ansvaret hos politikkerne, dog er der også noget som kan lægges på den del af diskussionen som handler om faggrænser. Psykiaterne mener ikke at psykologer skal ind på deres område, blandt andet fordi de ikke har den farmaceutiske uddannelse som udgør en del af psykiatrien, grænserne er trukket rimelig skarpt op, og er i og for sig forståelig nok, men, og det er et stort men. Kunne det tænkes at der kunne være en uddannelsesmæssig løsning på dette, og hvor er sygeplejeren i dette spil.

Jeg kunne nemt forstille mig en farmaceutisk masteruddannelse til psykologer, som ville arbejde i psykiatrien og eftersom sygeplejer uddannelsen er en bacheloruddannelse, ligger det lige til højrebenet at lave en farmaceutisk kandidat uddannelse, til de sygeplejere, som vil arbejde i psykiatrien. Men løsninger er ikke det der er i højsædet, faggrænser frem for alt. Jeg har i hvert fald svært ved at se at debatten mellem faggrupperne handler om løsninger for brugerne af psykiatrien

Så endnu engang

Kom nu i gang!

Politikkere, hold hvad i lover og find holdbare løsninger, og kære fagpersonel, find løsningen, og lad jer ikke begrænse af faggrænser, men arbejd rundt om dem

Om Forfatteren

I den virkelige verden hedder jeg Bernd Bachmann, og her er lidt om mig Diagnosen er lang, den korte version er psykisk syg, ædru alkoholiker. Leder efter et stabilt aktivitetsniveau og skriver mine frustrationer ud samt om livet som mig. Ikke fordi jeg er speciel, bare lidt anderledes siges det

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.