Jeg vil hermed skitsere forskelle på livets op og nedture og syge skift i stemningsleje. Jeg har diagnosen bipolar. Det er en affektiv sindslidelse, der lider under påstanden, at vi jo alle oplever op og nedture. Jeg møder skeptiske bemærkninger, som ”Ingen kan tåle stress”, efterfulgt af undren over, at jeg har brug for skånehensyn og medicin. Bipolar er som en alvorlig lidelse, der selv ved mildere depressive symptomer kan nedsætte livskvaliteten markant (Psykiatrifonden) .

”Det går op og ned”

Ja, det gør livet jo…

Jeg kan til dels godt forstå, at denne uheldige sammenligning er så populær. Hvem kender ikke til at være nedtrykt? Hvem har ikke prøvet at være opstemt? ”At være depri” er blevet en slang, og ”Jeg bruger også penge, jeg ikke har” er en genkendelig uvane hos mange.

Denne sammenligning negligerer mit handicap. Ja, jeg føler mig handicappet.

For det første, oplever jeg op og nedture, som alle andre. Det er en del af livet, så det er der intet sygt i. Jeg klager i øvrigt heller ikke over livet. Det har jeg lært at tackle. Men derudover, har jeg også de bipolare svingninger. Jeg vil prøve at kaste lys over forskellen:

  • Det handler om ekstremer

De bipolare svingninger er ekstreme skift i stemningsleje, som ikke alene påvirker hele mit følelsesregister, men også mine kognitive færdigheder, samt evnen til at regulere mit adfærd.

Når jeg rammes af depression, kan jeg tydeligt mærke, hvordan livet langsomt bliver suget ud af mig, og jeg forvandles til en tom skal. Det starter med små ændringer i mine tankeprocesser, og ender i totalt tab af ’jeg’. Mine depressioner er invaliderende og koster mig sygefravær. Elementære valg, som the eller kaffe, bliver for mig umulige at træffe. At komme i bad tager mig op til en uge, da jeg mister evnen til at kunne planlægge og gennemføre en aktivitet, bestående af flere trin. Jeg oplever tab af min personlighed og mister mine følelser. Jeg mærker ikke engang de følelser, der gør ondt. Jeg mister kontrol over mine tanker og min krop, og bliver psykotisk. Det kunne sammenlignes med søvnparalyse – jeg ligger med øjnene åbne og overværer et skrækscenarie, uden at kunne bevæge mig og gribe ind. Jeg er fuldstændig magtesløs.

Når jeg rammes af mani, bliver jeg overmenneske. Jeg bliver superskarp, lærenem og kan skifte opmærksomhed hurtigere end normalt. Mit energiniveau ligger så højt, at jeg bogstavelig talt er flere steder på en gang. Jeg har ikke behov for søvn, men jeg bliver ikke engang mærket af det. En forelskelse er intet, sammenlignet med den eufori, jeg føler. Min hjerne speeder kun op, og jeg begynder at tænke visuelt og flersporet, og der kommer lyd på mine tanker. Efter 4 døgn uden søvn, kan hjernen godt begynde at vise tegn på træthed, men kroppen er stadig som et rovdyr i action, så jeg får ikke lov til at slappe af. Uroen bliver ulidelig. Min koncentration begynder at svække, fordi min hjerne modtager alt for mange input, uden at kunne filtrere i dem. Mine sanser bliver forstærket i en grad, at det gør ondt. Så kommer angsten.

Under begge faser kortslutter min hjerne, og det er en tidskrævende proces, at få rettet op på skaderne. Intet af det førnævnte oplever jeg under livets op og nedture.

  • Det bliver altopslugende

En anden væsentlig forskel på livets bølgegang og de syge svingninger er, at det bliver altopslugende. Når livet byder mig på modstand eller velsigner mig med held, mister jeg ikke min realitetssans. Jeg kan sagtens se nuanceret på tingene. Det kan godt være, at økonomien er ved at ruinere mig, men jeg ser og mærker stadig alt det gode, jeg har i mit liv. Det kan godt være, jeg er forelsket, men det hindrer mig ikke i at bemærke, at der er områder i mit liv, jeg skal arbejde med. Jeg kan sagtens bortlede min opmærksomhed fra problemer og lykke, når omstændighederne kræver det. Jeg kan sagtens selvkorrigere mit adfærd og reaktioner, for at tilpasse mig de rammer, jeg er i.

Under de bipolare svingninger sker der en fejlkobling i hjernen, og min evne til at sortere og nuancere forsvinder. Jeg bliver slugt ind i en spiral, der ender med kikkertsyn, og det afspejler sig i mit adfærd. En enkel depressiv tanke bliver til tusind – alle lige sorte – og jeg kan slet ikke refokusere. Jeg kan sidde over for min datter, der fortæller, at hun elsker mig, men jeg tænker stadig kun sort, og glor ud i luften. En enkel fiks ide under manien bliver til tusind – alle lige vilde – og jeg kan slet ikke abstrahere fra det. Jeg kan ligge i en fyrs arme, afbryde det sjove og tage hjem midt om natten, fordi der er simpelthen intet, der er sjovere, end at være i mit eget hoved.

  • Det er usammenhængende

Sidst, men ikke mindst, er min reaktion på livets op og nedture logisk: modstand gør mig trist, og medvind letter mit sind. Det er ikke selvskrevet, at vi finder logikken i mine bipolare svingninger. Positive stimuli kan aktivere den depressive fase, og negative stimuli kan skubbe mig op i eufori. Dvs. jeg kan reagere modsat af, hvad man skulle forvente. Jeg har eksempelvis stået med pludselige selvmordsimpulser, midt i en lykkelig begivenhed.


”Hvor er det dejligt, at du er i godt humør igen.”

Lige den sætning kan gøre mig i frygtelig dårligt humør…

Jeg har spekuleret meget over brugen af ordet ”humørsvingninger”, når vi taler om bipolar. En betegnelse, som de fleste almene mennesker kan relatere til. Humørsvingninger og skift i stemningslege er ikke det samme i min verden. Mine bipolare svingninger har intet med humør at gøre. Ja, det er klart, at skift i stemningsleje også påvirker mit humør, men der er altså forskel.

  • Først og fremmest, er der en grund til, hvorfor jeg bliver i godt eller i dårligt humør.

Når toget er forsinket eller bussen er kørt før tid, så ser I mig i dårligt humør. Jeg bliver irriteret over, at jeg ikke kan regne med køreplanen og min tid bliver spildt. De bipolare svingninger kommer ud af det blå. Bum, så bliver jeg deprimeret, når vi mindst venter det. Jeg er nok ikke den eneste, der har måtte svare på undren: ”Hvad har du at være deprimeret over?”

  • Den anden iøjnefaldende forskel er, at både det gode og det dårlige humør stopper, når tiden er inde.

Når det næste køretog er ankommet, letter stormen, og jeg formår at smile af mit eget flip. Løsningen er fundet og jeg kan komme videre med dagen. Mine bipolare svingninger varer ved. Der er ingen og intet, der kan gøre mig glad, hvis jeg først er dykket ned i det depressive. En løsning er ikke tilstrækkelig. Og hverken mine euforiske eller vrede manier stopper, bare fordi der er en god anledning til det.

  • Endnu en forskel, jeg kan få øje på, er – energiniveauet. Min energi bliver ikke nødvendigvis påvirket af mit humør.

Jeg kan sagtens være i dårligt humør, men stadig have energi til at være aktiv. Eller – være i godt humør, samtidig med at kunne ligge og lave ingenting. Ved skift af stemningsleje, bliver mit energiniveau tydeligt ændret. Under de depressive faser kan jeg sove i dagevis. Jeg kan mærke tyngden i min krop, selv i mine øjenlåg. Under manier har jeg så meget energi, at det er direkte umuligt at sidde stille. Jeg kan ikke engang finde ro på min racercykel.


Skånehensyn og medicin

Medicinen skåner mig ikke for at mærke livets modgang helt ind til knoglerne. Jeg har i løbet af de sidste par år været igennem en lang sorgproces, og jeg skal love for, at det kunne mærkes. Medicinen gør, at jeg ikke ender ud i de ekstreme yderpunkter, men forbliver i de naturlige følelser og kan bevare fornuften.

Stress er den største trigger for en med bipolar. Og nej, ingen går ubemærket igennem stress. Forskellen på dig og mig er, at jeg kan tåle væsentlig mindre, men reagerer væsentlig voldsommere. For mig behøver det heller ikke være vedvarende stress, der indbefatter tunge belastninger. Det kan være hverdagsting eller sanseoplevelser, der bliver sygeligt stressende for mig. Det bedste eksempel jeg har, er et eksempel fra mit terapiforløb:

”Stress afhænger både af stimuli, af den enkeltes opfattelse af stimuli og de ressourcer, personen har til at klare situationen. At køre i racerbil ved en høj hastighed er meget stressende for de fleste, men ikke for en professionel racerkører.”

Nødvendighed for skånehensyn kommer ind i billedet, da stress medfører bl.a. ændringer i søvn, men søvn er blandt de afgørende beskyttelsesfaktorer, for at holde min bipolar i ro. Selv om jeg bliver skånet for stress, er jeg hele tiden i risiko, da hormonelle ændringer, infektioner i kroppen (f.eks. almindelig influenza), samt sæsonskifte er nok i sig selv, til at fremprovokere en sygeepisode.

Vi oplever alle op og nedture, ja. Men vi oplever ikke alle syge skift i stemningsleje.

 

Illustration: Loucia Annachanell

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.