Dagen er sort, skyerne med deres triste tyngde har trukket sig ind over dit sind, og du må give efter for regnen.
Dråber af mørke, der ikke længere kan gøre dig glad når de pibler på dit vindue med deres rolige og salige lyd,
de samme dråber hiver dig nu længere ned under dynen,
omringet af et slot af puder der omfavner din krop med bløde tryghedsskabende fornemmelser,
men det er ikke nok til at gøre dig glad og frisk.

Du må blive liggende i din ildelugtende kropsvæsker der for længst har råbt på et forfriskende bad,
men du er stivnet, næsten livløs i din ømme foster stilling, dagen der aldrig startede, og næppe ender.
Du prøver at sove det væk, men stemmerne i hovedet råber på forløsning, negativ forløsning,
ikke noget du kan bruge til noget, men medicinen er ikke effektiv nok til at gøre en forskel for dit velvære.

Du kunne jo prøve noget PN, noget behovsmedicin, men det ligger ikke i nærheden, og du har intet at drikke,
kun hvis du står op, ud af sengen og på dine svækkede ben går efter væske og PN kan du måske få forløsning.
Her går det op for dig hvor nemt det er at tænke, at hvor meget du så end tror på at “Tro kan flytte bjerge”
så kommer din PN bare ikke nær din mund, din mavesæk og dernæst din hjerne.

Det sorte skygge tæppe har taget dig med storm.

Du er midt i orkanens øje, og du føler der er intet du kan gøre for at hjælpe dig selv.
Svag og hjælpeløs søger du trøst, men ingen trøst finder du i dig selv.

Du lukker endnu en gang øjnene, men må straks erkende at du ikke kan finde ro,
da både stemmerne raser og tankemylderet buldre derudaf.

 

 

Blæren presser, maven rumler, men din hjerne lytter ikke, du er fanget i et ondt spind,
en cirkel der bider sig selv i halen, og en spiral uden ende.
Der er ikke plads til flere input i dit mentale system, du er overbelastet, og ligger i mentalt chok.
Du har ingen mennesker, du er ikke et menneske, du fungere ikke,
du er overladt til en biologisk computer der langsomt selvdestruere i et helvede af halvfærdige ordlyde,
der med må og få kommer på læben, men du kan ikke høre dig selv for det kaos din hjerne gennemgår.

“mmh-rhm” “pff-pef” “heh-erh” fortsætter dine læber, tunge og hals i kor, mens kaoset fortsætter fra toppen af dit hoved,
til undersiden af dine fødder, hele din krop er lammet, du er et legeme, en beholder for DNA, celler og virusser.
Pludselig går små stød gennem din krop, som et “sid stille” fitness produkt fra TV SHOP, dine muskler bevæger sig,
men du har ikke selv kommanderet dem til at være aktive. Det føles som om hele din krop er ved at lukke ned,
og takke af for sidste gang, “du dør” tænker du, din krop spiller på sidste vers, der er ingen vej udenom.

 

 

Du vågner og tænker, “var det hele bare en drøm?” “alt den smerte og forfærdelighed,
var det bare hjernen der spillede mig et pus?” Det var det ikke, det var din krop i alarmberedskab,
og du har lige sovet 15 timer siden det skete, da din krop var så belastede at du besvimede i sengen, og faldt i søvn.
Du har det godt nu, men er bange for om det mon sker igen, og hvornår sker det så.
Du har en bange fornemmelse for at det er din nye fremtid.

Sådan var det for mig da mit sygdomsforløb var værst, inden jeg fik behandling, inden jeg fik medicin.

 

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.