Jeg er meget frustreret i øjeblikket. Frustreret over ikke at kunne det, jeg plejede at kunne. Selvom det går fremad med hastige skridt, synes jeg stadig, at der er mange aspekter af min hverdag, der stadig er præget af sygdommen. Jeg er træt hele tiden, jeg kan ikke koncentrere mig længe ad gangen og jeg mangler overskud.

Den senere tid har jeg ellers beskrevet mig selv som rask. Jeg har ingen symptomer fra min sygdom og jeg har det sådan set godt. Jeg har haft fornemmelsen af, at sygdommen var væk, og at jeg var mig selv igen. Det er jeg i store træk også, men der er stadig de ovennævnte problemer.

Mit liv før sygdommen

Jeg plejede at studere og arbejde mange timer om ugen. Jeg havde travlt, men jeg beskæftigede mig udelukkende med ting, jeg holdt af og som gjorde mig glad, så jeg følte ikke, at det var for meget. Den følelse var ikke helt korrekt. Jeg var egentlig stresset meget af tiden og besvimede flere gange på grund af stress.

Mit liv var dog helt fantastisk. Jeg var altid glad og jeg lavede ting, jeg elskede. Jeg var stort set aldrig hjemme og jeg så mine venner hver dag. Både på studiet, på arbejde og i fritiden.

Mit liv i dag

Da sygdommen brød ud, var jeg meget hæmmet af den. Jeg har brugt de sidste 3 år på at være indlagt i lange perioder og jeg har haft store problemer med selvskade, selvmordsforsøg, depressioner, angst og psykoser. Det har været hårdt og i lange perioder har jeg ikke haft den mindste tro på, at jeg ville blive rask.

Nu er jeg, som skrevet ovenfor, fri af sygdommens symptomer. Jeg er sådan set rask. Men der er stadig eftervirkninger efter 3 års alvorlig sygdom. Jeg er som sagt vældig træt hele tiden og har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen, hvis ikke jeg sover i løbet af dagen. Og det er ikke en lille lur. Jeg sover gerne 3-4 timer. Også selvom jeg sover 8 timer hver nat.

Det er svært at få et normalt liv til at fungere, når man skal sove så meget. Jeg kan ikke passe et arbejde på mere end 6-8 timer om ugen og jeg har svært ved at få hjemmet til at hænge sammen. Vasketøj, opvask og rengøring vokser mig ofte over hovedet. For ikke at nævne madlavning.

Recovery tager tid

Selvom jeg har ovennævnte udfordringer, har jeg det godt i øjeblikket. Jeg er for det meste glad og tilfreds, men jeg bliver også ramt af vrede og sorg over, at mit liv blev taget fra mig. Jeg er i dag 28 år gammel, men det er svært at forstå, når 3 af mine ungdomsår blev slettet fra kalenderen. I hvert fald den kalender, der er værd at huske på.

Vreden over at være blevet syg fylder meget i øjeblikket. Men jeg tror, man er nødt til at være tålmodig. En recoveryproces tager tid og vrede bremser udviklingen. Men det er svært ikke at føle sig uretfærdigt behandlet af livet.

Jeg tror ikke, jeg er den eneste, der føler mig frustreret over sygdommens greb om livet. Derfor vil jeg gerne høre fra dig, hvis du kan genkende følelsen af at være vred og/eller hvis du har erfaringer med, hvordan man kan arbejde med vreden. Sammen kan vi måske bekæmpe den destruktive tilstand, det er, at være vred på noget, der hverken kan lytte eller svare igen.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.