Hvis skyld er selvmord egentlig?

En kronik skrevet af en far, der fandt sin 16-årige søn død af selvmord, popper op på min væg. Forfatteren opfordrer de unge til at tale om sine selvmordstanker, fordi det gjorde hans søn ikke. Endnu engang, når jeg læser om dette emne, bliver jeg mere chokeret af kommentarer, end selve den sørgelige historie: ”Det kunne være forældrene skulle skue lidt indad og forstå, hvordan de har svigtet!” Hold da op.

Kommentarsporet udviklede sig derefter forståeligt nok i en uheldig retning og blev lukket. Det er spøjst, som vi mennesker har behov for at kunne placere skylden et sted, før vi kan komme videre. Jeg øver mig selv i at acceptere, at livet har sin egen komplekse gang. Acceptere, at det ikke er os, der sidder med al magten. Jeg kender ikke alt til den unge mands historie, men jeg kender min egen helt til bunds. Den har jeg valgt at dele for at bakke op omkring de efterladte, der bliver påduttet skyld. Jeg har både læst personlige beretninger og forskningsmateriale om selvmord, og jeg kan drage paralleller, og jeg kan genkende de mange nuancer i processen. Når jeg læser denne malplacerede kommentar, kommer tanken nemlig straks: Hvem ville så have skylden, hvis jeg døde? Ingen!

Der er flere faktorer, der spiller ind
Mine selvmordsforsøg har været en kulmination på en længerevarende proces med massiv mistrivsel, som har strakt sig helt fra barndommen. Min storesøster fortæller, at jeg var et misforstået barn. Jeg havde et stort behov for fysisk nærvær, men blev tolket som irriterende og holdt på afstand. Jeg var nervøs og bange, men blev kaldt ”Frøken sur” og skubbet væk. Så kom slagene. I mine teenageår var jeg så fyldt med selvhad, at selvmordstanker var blevet min fortrolige ven. På det tidspunkt havde jeg det, man kalder, passive selvmordstanker – ikke et decideret ønske om at tage mit eget liv, men at der skete en ulykke, så jeg endelig kunne slippe for livet.

Jeg blev opdraget til at hade mig selv. Hvis jeg nu var død som teenager, ville det dog stadig ikke have været mine forældres skyld.

Der er nemlig flere faktorer, der spiller ind. Først og fremmest delte jeg ikke mine tanker med nogen. For det andet, havde jeg aldrig hørt andre dele den slags tanker, og det gjorde mit selvhad kun større. For det tredje, er jeg født og opvokset under Sovjetunionen. Vold forekom også i skolen, så mine bælteslag derhjemme var sådan set ikke noget at klage over. ”Kæft, trit og retning” og ”Du skal ære din mor og far” var levemåden.

Men det er ikke kun de ydre faktorer, der har noget at sige. Jeg er født mere sensitiv end mine søskende. De fik samme tur, men de havde flere indre ressourcer at trække på, så de fik bygget et skjold op. Jeg havde ikke engang brug for bæltet. Det var nok at hæve stemmen eller ignorere mig, og jeg var allerede et nervevrag. Allerede dengang var jeg parat til at gå igennem ild for retfærdigheden – men det gav mig kun flere slag. Mine søskende havde meget mere selvværd, så deres selvbillede var ikke så nemt at ridse. De var udadvendte, så de havde skabt sig et støttende netværk. Jeg var alt for skrøbelig til denne verden.

Omverden skal lære at lytte
Da jeg nåede starten af 20’erne, havde mine selvmordstanker allerede slået dybe rødder. De var ikke længere passive. Jeg kunne ikke finde min plads i denne verden og ønskede inderligt at blive fritaget denne byrde. Det var ikke, fordi jeg var taberen. Nej. Jeg boede nu i en Hellerup villa, havde godt gang i uddannelsen og havde en meget sympatisk kæreste. Men jeg havde det skidt indeni på en udefinerbar måde. Ud af det blå gik jeg til handling en dag uden planlægning og uden at have undersøgt sikre metoder. Det var mit allerførste råb om hjælp.

”Jeg elsker dig. Jeg elsker dig!” – skreg min kæreste, mens han holdt fast i mig og kæmpede for at få fat i brudstykker af de hvide piller. ”Det vil jeg ikke se i mit hus” blev de afsluttende ord fra min kærestes mor efter forestillingen på hendes badeværelse. Hendes reaktion på mit opråb gjorde mig endnu mere truet. Jeg var så skræmt, at jeg trods manglende accept af mit adfærd, blev ved med at italesætte mine selvmordstanker – nu også over for mine venner. ”Hvis du virkelig ville dø, så var du død allerede” blev dråben i den nu overfyldte kop. Jeg holdt op med at tale og gik målret i gang med at undersøge mulighederne.
Hvis jeg nu var død dengang, så ville det ikke have været deres skyld.

Omverden mangler en guide til at forstå og takle selvmordstanker. Opgaven er ikke at komme med opmuntring eller forbud. Opgaven er at rette fokus på det, det i virkelig handler om – mistrivsel. Selvmordstrusler handler slet ikke om at ønske døden, men om at jeg mistrives i livet. Jeg skal have massiv hjælp til at sortere i mit kaos, for hjernen skriger efter en pause. Men de nærmeste kan ikke klare opgaven alene. De kan ikke tåle at høre hele sandheden. De nærmeste er følelsesmæssigt i klemme, så de kan ikke bebrejdes for at reagere uhensigtsmæssigt på selvmordstrusler. De professionelle må på banen.

Det er heller ikke psykiatriens skyld
Ti år senere var jeg kommet ud på den anden side. Mistrivsel i livet var fortid, og jeg var – udover at have angst – et godt sted i mit liv. Jeg var tryg og lykkelig i min nyskabte lille familie, med en god stilling, sund økonomi og et stærkt netværk. Efter fødslen af min datter, skete der dog noget i min hjerne, som jeg slet ikke kunne kontrollere. En dag blev jeg indlagt uden at opdage det. Jeg husker godt, at vi sad ved middagsbordet, min datter skreg og min kæreste råbte: ”Så svar hende dog!” Men derfra er alt sort, indtil jeg sidder i et lyst lille rum. Diffus. Igennem den højre øjenkrog kunne jeg se en kvinde eller måske to. Den ene holdt i hvert fald sin hånd på min underarm. ”Vi kan godt hjælpe dig. Vi kan give dig medicin, og vi kan give dig elektrochok”, sagde hun beroligende. Jeg sad helt passivt og tvang en hvisken ud over mine læber: ”Det er fint, bare hjælp mig!”

Blot fire uger og en diagnose senere fik jeg med halvanden times varsel at vide, at jeg var blevet udskrevet. Jeg klarede mig bedre end de andre, så jeg måtte ud. Det var et groft tillidsbrud, da jeg var lige så ustabil, som inden jeg blev indlagt. Vores aftale om en langsom udslusning var heller ikke blevet overholdt. Jeg blev alligevel sendt hjem. og blev min partners hovedpine. Først noget tid efter fik jeg at vide, at selvmordsrisikoen stiger, efter man har været indlagt på psykiatrisk hospital. Den statistik ville jeg ønske, at de havde nævnt for os på udskrivelsesdagen, for lige pludselig stod jeg midt i et nyt forsøg.

Hvis jeg nu var død den aften, så ville det alligevel ikke have været psykiatriens skyld. Vi skal tænke helheden og ikke enkelte årsager. Selvmordsadfærd er kulminationen på alle de belastninger, jeg har haft livet igennem. Hvis ikke jeg havde haft den tunge fortid, jeg har haft, så ville jeg ikke have taget psykiatriens svigt så tungt. At jeg med min bevidsthed har arbejdet mig ud af mine tidligere problemstillinger og barndomstraumer, forhindrer ikke min krop i at hive gamle oplevelser frem. Ved svigt reagerer min krop så voldsomt, som om alle mine traumer og kriser sker lige her og nu, på samme tid, derfor bliver det så eksplosivt.

Selvmordstanker kan være en bivirkning
Allerede da jeg fik antidepressive i forbindelse med efterfødselsreaktion, gjorde min partner mig opmærksom på, at det gjorde ondt værre. Jeg turde bare ikke slippe dem. Lægen havde jo forberedt mig på, at jeg skulle have antidepressive resten af livet. Kronisk depression blev dommen. Ikke engang indlæggelsen gav mig modet til at lytte til ham. Denne gang lød dommen på bipolar – med lige så en alvorlig udmelding: Det er kronisk. Jeg havde ikke nok erfaring eller viden til at gå imod behandlernes ord, og deres pessimistiske udmelding om min fremtid gjorde mig handlingslammet. Jeg måtte dog give ham ret i én ting: Mine selvmordstanker havde skiftet karakter.

Lige siden jeg var blevet mor, havde jeg al motivation for at leve, så valget var meget nemt. Men selvmordstankerne var blevet til tvangstanker, der pressede sig på selv midt i lykkelige begivenheder. Det var det rene vanvid – psykisk terror, både for mig selv og mine nærmeste. Når jeg tænker tilbage på det, så forstår jeg slet ikke, at jeg har kunnet overleve det. Det stod på i flere år, indtil jeg hørte en fugl synge om, at antidepressive kunne forværre de bipolare episoder. Det var ikke min egen behandler, der sang. Det tog mig et år at råbe behandleren op ved at true, snyde, spille på to heste og tigge. Først, da antidepressive var helt ude af min krop, blev der stille oppe i mit hoved. Jeg har ikke oplevet disse tvangstanker, og jeg har ikke haft en eneste blandingstilstand siden.

Hvis jeg nu døde, mens jeg fik antidepressive, så ville det nu ikke have været behandlernes skyld. Hvad har de ellers at arbejde ud fra udover at forsøge sig frem? Det er det lod. man trækker, når man rammes af psykisk sygdom. Ingen scanninger, gentests eller blodprøver, der kan give dem et svar. Forsøg efter forsøg, efter forsøg indtil de gætter diagnosen og rammer den rette behandling.

De professionelle skal også lære at lytte
Siden mit andet selvmordsforsøg har jeg været opmærksom på, at svigt kan fremprovokere en eksplosion. Derfor har jeg været på forkant flere gange – bare for at være på den sikre side. Igennem disse år har jeg erfaret en uheldig gentagelse fra fagpersonalets side: De spørger mig om, hvorvidt jeg har konkrete selvmordsplaner, for dernæst at få deres vurdering om, at det ikke er akut. Jeg ved ikke helt, hvor de har fået ideen fra, at en selvmordsproces skulle være en logisk ABC-model? Jeg kan se flere forskellige faser i min selvmordsproces, og grænsen imellem disse faser er altså meget flydende. Jeg kan springe ind og ud af de forskellige faser, uden nogen logik overhovedet.

Det kan godt være, at jeg ikke er selvmordstruet, når jeg sidder på lægeværelset, men det bliver jeg i løbet af et sekund, når hun sender mig hjem til ingenting. Det kan godt være, at akutmodtagelsen vurderer, at den belastning jeg står midt i, ikke er kritisk nok til at ville dø af, men jeg behøver ikke ”ville dø” for at kunne dø! Hvis jeg først har overvejet selvmord på et tidspunkt tidligere i mit liv, så behøver jeg ikke overveje det en gang til. Jeg er automatisk på grænsen til handling, så snart der kommer en udløsende faktor. Hvis jeg tidligere har forsøgt selvmord, så behøver jeg ikke planlægge noget som helst. Jeg er automatisk i fare.

Selvmordstanker skal tages alvorligt med det samme, og ikke kategoriseres i ”farlige” eller ”ufarlige”. Begge gange, jeg reelt har gjort det, har jeg gjort det uden om planlægning. Ren selvmordsimpuls.

Men kan jeg give dem skylden?

Viden frem for skyld
Vi kunne selvfølgelig give politikkerne skylden for at nedprioritere psykiatrien. Men nu er psykisk sygdom jo ikke den eneste årsag til selvmord. Vi kunne også give hinanden skylden for at have skabt unormale samfundskrav og stressende kår, der knækker os. Vi kunne give os selv skylden for at være alt for skrøbelige. Eller vores forfædre – det er trods alt dem, der kommer med generne. Men er det ikke lidt spild af energi at lede efter de skyldige? Det redder jo ikke menneskeliv.

Vi skal have mere viden om, hvordan vi kan spotte den ikke-observerbare selvmordstruende adfærd. Vi skal lære at invitere den lidende til at turde dele sine tanker. ”Fint” var for mig kodeordet for, at jeg har det så slemt, at jeg ikke kan sætte ord på det, så gå ikke din vej! Vi skal lære at ville være til besvær. At fortie den indre kamp er misforstået omsorg over for pårørende. Vi skal lære, hvordan vi lytter til de mørke tanker på en gunstig måde, så vi ikke gør ondt værre. Og vi skal lære at tage imod – både de personlige historier, viden og oplysninger – på en respektfuld måde, så vi kan komme af med skyld og redde liv i fællesskab.