Der er mange misforståelser knyttet til psykiske diagnoser. Cathrine oplever, at hendes diagnose sættes i forbindelse med alverdens skrækhistorie. Det gør ondt, og som regel er det ikke sandfærdige historier. Til gengæld oplever hun mange positive personlighedstræk ved at have borderline

Af Cathrine Jansen

Jeg har det meget ambivalent med diagnoser. På sin vis er det en befrielse med en firkantet forklaring på, hvorfor nogle ting er så udfordrende, som de er. Ligesom det også er en hjælp for psykiatere og psykologer at have nogle linjer at tegne indenfor. Men uanset hvilken kasse, man forsøger at proppe mig ned i, stikker der altid en arm eller et ben ud. Derfor får det her diagnose-ræs den eneste del af min krop, det har fortjent: min langefinger.

Desværre er der så mange skrækhistorier om os med borderline-diagnosen. Vi hører til blandt de mest stigmatiserede lidelser i verden. Det er som om, der er en forestilling om, at de intense følelser, vi render rundt med; den manglende identitetsfølelse, den rodløse søgen efter fodfæste, selvskaden og den destruktive adfærd er noget, vi gør med vilje. Nogle går simpelthen og tror, at det er noget, vi selv kan styre. Men hvem ønsker at blive set på som et monster? 

Vi har så lidt kontrol over vores følelser, at man kan sidestille vores store følelsesudbrud og uhensigtsmæssige adfærd med et epileptisk anfald. Det sker bare. 

Men det værste er næsten, når vi godt ved, at det sker. De gange, hvor vi ikke dissociere, kan vi godt se os selv gøre de forkerte og farlige ting, men vi kan ikke stoppe. På trods af at vi er til stede og endnu ikke er forsvundet væk mentalt, kan vi ikke få kontakt mellem hoved og krop. Vi vil så gerne lade være, men vi kan ikke. Vi er styret af angsten, smerten og vores overbevisninger.

Skam dræber alt
Skamfølelsen er den værste. Den fjerner al den næring, som vi forsøger at give vores selvværd. Men desværre er skam en kæmpe stor del af at have borderline. Vi skammer os, når vi snakker, men også når vi er stille. Vi skammer os, når vi handler, men også når vi er handlingslammede. Skam dræber alt det, der skal til for, at vi kan hele og gro. 

Så derfor forsøger jeg at omfavne og acceptere, at jeg har fået den diagnose, jeg har. Det betyder ikke, at jeg ikke ønsker mig noget andet. Det betyder udelukkende, at jeg øver mig i at acceptere tingenes tilstand. Samtidigt med accepten fortæller jeg mig selv dagligt, at alting er foranderligt.

Dog siger jeg som regel ikke min diagnose højt. For jeg ved, hvor unuanceret beskrivelsen af den mest komplekse psykiske diagnose er, når man søger efter “borderline” på nettet. Jeg har endelig lært, at jeg ikke ER borderline, men at jeg HAR lidelsen. Så selvom jeg stadig er så slemt ramt, at jeg er kommet i DAT (Dialektisk Adfærds Terapi), er jeg også en bosslady så det batter. Det kan den ikke tage fra mig.

Vi er empatiske
Jeg vil bare så gerne stoppe med at skamme mig, for i realiteten har vi med borderline ikke noget at skamme os over mht. den diagnose, vi er blevet givet. Jeg ser os som nogle personer, der har tillært os nogle nødvendige overlevelsesmekanismer for at gennemleve forskellige former for traumer igennem vores barn- og ungdom. Vi har, som alle andre mennesker, gjort vores bedste. Vi er blevet givet nogle ringere vilkår end andre mennesker, men vi er her, og vi kæmper. For meget kan man sige af negativt ladede ord om os, men her er en håndfuld egenskaber, som også er knyttet til os: 

Vi er som regel empatiske væsner med et ønske om at bære alles byrde. Det er uhensigtsmæssigt, men når man lærer at lægge den egenskab op på en hylde og kun bruge den, når vi finder det væsentligt, er det en gave. Da vi oplever livets op- og nedture så intenst, som vi gør, kan vi sætte os ind i alle følelser, som mennesker uden en diagnose oplever. Faktisk viser nye studier, at de fleste med lige netop denne form for personlighedsforstyrrelser har, eller har haft, arbejde i form af at skulle yde omsorg for andre: Eksempelvis pædagoger, sosu-hjælpere/assistenter, sygeplejerske mv.

Fremtidige iværksættere
Vi er passionerede til op over begge ører. Finder vi en sag – og det gør nogen af os ofte – som vi interesserer os for, engagerer vi os hundrede procent. Når vi lærer at fokusere på én ting ad gangen, er jeg sikker på, at vi vil se mange iværksættere med borderline-diagnosen ude i fremtiden. 

Hvilket leder mig frem til, at vi ofte er kreative. Det er en evne, vi har været nødt til at lære grundet de traumer, vi har oplevet og de udfordringer, vi har (haft). Jeg har selv nemt ved at lære nye ting, hvis jeg får plads til at tænke selv og ro til at fordybe mig. Det har jeg talt med andre med samme lidelse om, og det er endnu et fælles træk.

Sidst, men absolut ikke mindst: Du ved ikke, hvordan alle andre med borderline er, bare fordi du har kendt en, der har diagnosen. Eller måske kendt en, der kendte en, der kendte en. Du ved lige så lidt om os, som vi ved om dig. Vores diagnose er til for at hjælpe lægerne med, at hjælpe os. Ikke noget andet. 

Tabuer skal druknes i kærlighed og ikke fodres med foragt og misforståelser.

 

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.