Oh shit, nu kommer den….konfrontationen jeg længe har gruet for! Jeg vil SÅ gerne gå i en stor bue udenom den, men nu er jeg tvunget til at tage den. Ikke kun fordi andre lægger mærke til den pressede stemning, men også fordi jeg ikke længere kan se mig selv i øjnene. Alle mine krumspring og overspringshandlinger, er blevet en byrde fremfor et pusterum og hvis jeg skal ud på “den anden side” af dette som et klogere menneske, er jeg nødt til at stille mig ansigt til ansigt med konflikten…..

Om to timer, har jeg en samtale med min chef, der fornemmer, at jeg ikke trives 100 % i mit nye ( og første ) flexjob. Vi skal have en snak om hvad der skaber den dårlige stemning, hvorfor den er opstået og hvad der kan gøres ved det. Ja, det lyder umiddelbart meget konstruktivt, ik? Men jeg er bange! Bange for at blive fyret, bange for at blive set på som en sart sjæl der ikke kan tåle lidt modstand og som “altså selv har skabt det her!!”. Mine behandlere er enige med mig i, at de problemer jeg beskriver på jobbet, er alt andet end gavnlige for mig. Men det er MIN kamp, de kan blot støtte og bakke mig op i, at det skal løses. Og de har ret, så jeg tager den selv idag. Men jeg ryster, har kvalme, har lyst til at stikke af eller bare sige op. Jeg er super glad for mit job, men jeg er næsten mere glad for, at undgå konfrontationer!!

Rent fornuftsmæssigt ved jeg godt, at jeg har fat i den lange ende, men mit indre barn skriger som var det kommet slemt til skade; “En eller anden red mig, jeg kan ikke selv!”….Men det kan jeg jo godt, jeg skal “bare” stå fast på min ret og anerkende mine følelser….stå ved mig selv! Men hvad nu hvis jeg tager fejl, hvad nu hvis jeg virkelig bare ER for sart? Ja, det er en destruktiv tanke, det ved jeg. Men den presser sig på og kvalmen øges. Hvorfor er det så svært at stå ved sig selv?! Vent, det ved jeg jo egentligt godt….men for fanden, hvor er usikkerhed dog en dræber!

En kommentar

  1. Camilla

    Jeg kan kun nikke genkende til det du skriver – jeg kalder det virkelighedsflugt, når jeg flygter for mig selv, hvilket sker alt for meget…….
    Mit indre barn skriger fordi jeg godt ved, at nu er det tid til, at jeg mærker efter hvad der fungere i mit liv, og der er så meget, at jeg er bange – bange for at blive kaldt et offer, usikre menneske osv, men også bange for at miste mig selv..
    Vi må stå op for os selv, for hvem ellers skulle gøre det – men hvorfor er det så svært og hvorfor gøre jeg det ikke bare…?!

    Gik din samtale godt med din chef..? 😊

    Svar

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.