2 måneders indlæggelse

Indlæggelse på et affektivt sengeafsnit
Noget kunne tyde på, at jeg ikke kunne tåle mit medicin for min ADHD – det var som om, at jeg blev mere aggressiv og irritabel end normalt. Og til sidst opsøgte jeg den psykiatriske modtagelse og blev indlagt, hvilket der slet ikke var nogen tvivl om.

Derudover stærke selvskadende tanker, selvmordstanker og svær angst, specielt for at være alene. Flere stranguleringsforsøg under indlæggelsen og lidt selvskadende adfærd, hvilket jeg fortryder meget nu. Jeg havde det ekstremt dårligt og kunne ikke kontrollere mine tanker og handlede meget impulsivt. Det meste har mest været et kæmpe råb om hjælpe, men jeg ville ønske, at det aldrig var sket. Jeg håber, at de få ar forsvinder med tiden eller bliver meget utydelige, så jeg ikke hele tiden bliver mindet om tilstanden.

Allerede til at begynde med kom jeg op med forslaget om muligheden for Elektrochok-behandlinger for at ændre på mit tankemønster. Først mente psykiaterne ikke, at det var nødvendigt, men ændrede mening hen af vejen, og jeg endte op med 12 behandlinger.
Det er en speciel fornemmelse i kroppen, når man bliver gjort klart til Elektrochok-behandlingerne. Først får man lagt et drop, hvor bedøvelsen bliver lagt i, og så får man at vide, at man må sove godt. Det smager lidt af løg, og pludselig forsvinder man langsom væk, vågner så op lidt senere, får tilbud både kiks og saft og så retur til afdelingen. Det er en meget effektiv behandling, det har virkelig hjulpet mig meget.

Udskrivelse imod min vilje.
56 dages indlæggelse, og så var det slut. Jeg blev vurderet til at være for velfungerende til at være indlagt, selvom jeg fortsat havde det meget skidt. Jeg foreslog at komme på den åbne afdeling og få en blid udslusning, men det kunne ikke lade sig gøre. Jeg havde slet ikke nået at prøve at være alene derhjemme eller overnatte i eget hjem. Det hele endte med, at jeg tog med hjem til min far og kunne sove der og bare tage den helt med ro.
De mente, at de ville gøre mig en bjørnetjeneste ved at lade mig blive i længere tid. Mine kontaktpersoner fra et sted jeg kommer samt min mentor fra kommunen, mente allesammen, at jeg burde have været indlagt et lille stykke tid ekstra. Jeg skal huske på, at jeg er en af dem, som har kontrakt på en patientstyret seng, så jeg kan komme ind og få 5 dage, hvis det hele begynder at gå skævt. Personalet har også givet udtryk for, at jeg ikke skal tøve med at bruge den, hvis jeg har brug for en pause hjemmefra og noget tryghed. Det er bedre med den korte indlæggelser under lidt andre vilkår end normalt, end at være indlagt en meget lang periode. Jeg føler ikke selv, at jeg er afhængig af indlæggelse, men gør brug af det, når jeg virkelig har brug for det.

Jeg har siden udskrivelse mandag d. 26/2 klaret mig ok takket være lidt beroligende medicin, overnatning hos forældre og at have nogle overnattende hos mig. Jeg er ikke rigtig tryg ved at være alene, men skal lære det med tiden. Jeg har prøvet nogle enkelte gange at være alene nogle få timer, og jeg er meget nervøs for den dag, hvor jeg skal sove alene. Jeg har ikke boet ret længe i mit hjem, så det hele er meget nyt for mig.

Om Forfatteren

Jeg er 26 år og har diagnoserne; Bipolar Affektiv Sindslidelse samt ADHD, og så kæmper jeg også med uspecificeret angst og PTSD-lignende symptomer. Har tidligere haft PTSD, panikangst og socialangst.

En kommentar

  1. SanneP

    Kære Elephant

    Selvom det er over 7 år siden, at jeg sidst var indlagt, så husker jeg tydeligt den der mærkelige fornemmelse som man kom hjem til – især efter de længerevarende indlæggelser.
    Puha pludselig mærker man med et ALT ansvaret igen. Balancegangen for hvornår udskrivning er godt, den er også bare så svær! Nu har jeg også arbejdet på et lukket afsnit og det var bare så svært at afgøre, hvornår det rigtige tidspunkt var og samtidig skulle kabalen med sengepladser gå op 😣

    Svar

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.