Der er 1 ting som jeg er rigtig god til, til trods for at jeg er et meget ærligt og åbent menneske. Det er at tage en maske på. Jeg er nok ikke den eneste som kunne vinde 1. pladsen i lige dét. Jeg er rigtig dårlig til at vise hvor sårbar jeg egentlig er, for hvorfor skal jeg fremstå svag? Hvorfor skal jeg fremstå som en der kæmper? Men det gør jeg jo! Der er bare den ene lille ting, som ingen rigtig taler om…

Den ting der gør aller mest ondt.

Når noget gør ondt, så pakker vi det væk. Selvfølgelig gør vi det! Vi pakker det rigtig godt ind og smider det så langt væk, at det ikke er til at finde frem igen. Jeg gør det helt ubevidst, nok for at skåne mig selv. Selvom det i sidste ende ikke gavner noget som helst.
Jeg har i rigtig mange år, fået skabt mig denne her maske jeg tager på, når jeg forlader mine trygge rammer. Det er en maske jeg tager på, så ingen kan røre mig, såre mig, komme tæt på mig eller komme ind på livet af mig. Nogle gange kan jeg faktisk føle at jeg lever på en løgn. For det er jo ikke sådan som JEG er! Men jeg passer blot på mig selv. Jeg skåner mig selv for mere smerte. Jeg prøver at undgå at skulle pakke flere ting væk. Der er ikke nogen der skal kunne se igennem mig, se det jeg føler, se den smerte som jeg for alt i verden ikke vil vise. Nej, nej og nej.

Hvor er det også bare dobbeltmoralsk af mig, at sidde her og skrive det her. Men jeg tror også bare det er vigtigt at kaste lys over på nogle af de ting, som for mit vedkommende er et kæmpe tabu. Det er jo den smerte som ingen taler om. Det er jo ikke for sjov man ikke taler om den. Når noget gør SÅ ondt, så taler man bare ikke om det. Det er meget nemmere, og mindre smertefuldt, bare at gemme det langt væk. Jeg er blevet rigtig god til kun at græde når jeg er alene. Jeg er blevet rigtig god til at gemme mig selv lidt væk, og skjule resten under masken. Det er ikke det jeg vil, men det er nok det som er lettest at overskue lige nu.

Min største udfordring lige nu, må være at acceptere den jeg er blevet.. Pain changes people.

Om Forfatteren

Jeg er en helt normal ung kvinde på 22 år. Jeg er en tatoveret brille abe. Siden jeg var 14 har jeg gennemgået smerter, svigt, endnu flere smerter, modgang og en masse sorte huller. Jeg deler ud af mine tanker og følelser. Jeg deler ud af mine skriverier, både gamle som nye. Min familie er grunden til jeg stadig er her idag. Min hund har reddet mit liv, op til flere gange. Jeg har haft en hash relateret psykose, jeg har generaliseret angst, social fobi og træk fra panik angst. Jeg taler tabuet ihjel!

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.