Jeg har altid tænkt, at jeg ikke ville ende ligesom min far. Han kæmpede med angst og misbrug næsten hele sit liv og jeg misundte ham ikke. Jeg var faktisk decideret bange for, at jeg ville ende ligesom ham. Derfor kæmpede jeg røven ud af bukserne for at klare mig godt på studiet og på arbejdet. Jeg kæmpede så meget, at jeg endte ligesom min far.

Jeg kæmpede forkert

I mange år klarede jeg mig godt. Jeg kæmpede en brag kamp for at holde hovedet oppe og holde angsten på afstand. Jeg havde viljestyrke som en okse og jeg arbejdede hårdt. Men jeg havde absolut ingen selverkendelse. Ligesom min far. Jeg var ikke i stand til at se indad og se, at jeg kæmpede alt for hårdt for at holde de onde tanker væk.

Jeg kæmpede den forkerte kamp. Eller rettere sagt: jeg kæmpede på den forkerte måde. Jeg tror på, at man er nødt til at se sine dæmoner i øjnene for at bekæmpe dem, men det turde jeg ikke. Jeg turde heller ikke starte til psykolog, fordi jeg var bange for, at hele min verden ville vælte, hvis jeg først lukkede monsteret ud.

Manglende accept

Fik jeg ret? Både og. Der gik mange år før min verden væltede. Også selvom jeg i mellemtiden gik til psykolog. Jeg begyndte at se dæmonerne i øjnene, men min selverkendelse var stadig mangelfuld. Jeg havde svært ved at acceptere, at jeg havde det dårligt. Derfor fortsatte jeg mit travle, ignorante liv og det kunne diverse behandlere ikke lave om på.

Først da jeg blev rigtig syg af anoreksi, selvskade, angst og skizofreni på samme tid, gik det op for mig, at der var noget, der måtte ændres. Og det tog lang tid før det gik op for mig, hvad det var.

Erkendelsen

Erkendelsen af at jeg var syg tog lang tid. Under en tre måneder lang indlæggelse på en åben afdeling begyndte det dog at gå op for mig. Og med den erkendelse fulgte bekymringen for, om jeg nogensinde ville blive rask igen. Jeg troede ikke selv helt på det. Jeg følte egentlig, at mit liv var brudt sammen, væltet, og jeg kunne ikke overskue den kamp det ville blive at komme ud på den anden side. På dette tidspunkt var det svært at gå i netto eller spise et æble.

Men viljestyrken var ikke forsvundet. Og med tiden tog jeg kampen op. Det har indtil videre taget 4 år at nå til, hvor jeg er i dag. I dag er jeg så godt som rask, så længe jeg tager min medicin og passer på mig selv. Jeg har altså opnået en helt anden selverkendelse og en erkendelse af, at jeg ikke bare kan ignorere problemerne. Det har været hårdt arbejde, men det har samtidig været det hele værd. For i dag kan jeg forstå min sygdom og jeg ved, hvad jeg kan og ikke kan.

De stærke parametre

Jeg endte ikke som min far. Da jeg først så sygdommen i øjnene og erkendte, at jeg måtte kæmpe den kamp, det krævede fik jeg styr på mit liv igen. Selverkendelse og viljestyrke er to enormt stærke evner at have og arbejde med. Jeg tror, de fleste psykisk sårbare er stærke på disse parametre. Jeg tror også på, at det er nødvendigt at arbejde med disse ting, hvis man vil have et godt liv med sin sygdom. Min erfaring er i hvert fald, at viljestyrke og selverkendelse kombineret med benhårdt arbejde kan bringe en videre i sit forløb og bringe en tættere på det liv, man gerne vil leve. Sådan har det i hvert fald været for mig.

 

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.