Mit første blogindlæg. Der er ikke meget forudgående, for bliver det for omfattende, så når jeg ingen steder.
Og hvis jeg skriver flere, bliver det som dette, mit første; som en tankerække, en oplevelse taget ud af den store sammenhæng.

To små blå piller. Mod depression, står der på klistermærket. Jeg scorede moderat depression hos psykologen, den dag. Den dag læste jeg brevet om indkaldelse til tjenestelig samtale. Den dag læste jeg prøvesvarene fra HPV-celleskrabet. Den dag føltes det som om mit liv fuldstændig krakelerede. Så den dag scorede jeg mig en depression, og et forslag om små blå piller. Men når man derudover græder fire ud af ugens dage, så er der måske noget om snakken. Måske ikke. Jeg var ikke meget for at skulle prøve antidepressiver, men samtidig var det også lidt for hårdt at være så ked af.

Det var om torsdagen. Jeg meldte mig syg resten af dagen. Jeg kunne mærke det pludselig blev nødvendigt. I toget hjem tænkte jeg på testamenter og broens højde. Jeg fik krisehjælp af min mor, og tankespindet om knoglemetastaser og mulig fyring blev roet ned. Næste torsdag blev jeg fyret. Jeg har godt hørt om de der livskriser. Den totale håbløshed: Celleforandringer, en fyring og udredning af potentiel ADD, asberger eller hvad psykologerne ender med at finde (der var en grund til jeg blev fyret…). Lige der må jeg indrømme, at jeg ikke følte mig specielt heldig. Psykologen mente depressionen var kommet snigende. Nu var den kulmineret.

Om søndagen havde jeg besluttet mig for en sygemelding resten af opsigelsesperioden. Og så tog jeg på weekendsrehabiliteringsophold hos min veninde. Snakkede med kattene, nussede om hunden, striglede hestene og malede et badeværelse, med kinderne fulde af altea-bolcher. Om tirsdagen fik jeg ordineret pillerne.  Om lørdagen købte jeg for kr. 46,- lykke. Eller følelses-løshed, afhængig af hvem man spørger. Fem dage senere troppede jeg op til første samtale i ”selvmordsforløbet”, og følte mig ikke det mindste deprimeret eller selvmordsfantaserende. Pillerne ville ikke have en effekt efter så kort tid, men det havde fyringen. Hvad en fyring ikke kan gøre!
Her næsten en måned efter jeg tog den første dosis, er jeg stadig ikke sikker på depressionen. Den forsvandt mere eller mindre da jeg startede som forholdsvist lykkelig arbejdsløs. Til gengæld er jeg helt og aldeles forundret over den effekt pillerne har haft på mine humørsvingerne og panik/angst-anfald.

Det kan godt være nogen mener man bliver lidt grå og flad i følelserne. Men jeg betragter det, som helt enormt fantastisk ikke at have daglige svingninger fra jubelidiotisk eksalteret til dødeligt deprimeret. Og havde jeg vidst, hvad lidt medicin kunne gøre ved mine tilknytnings-issues, så skulle jeg med glæde have taget de piller.
Trods ingen indkomst og et HPV-kontrolforløb, så føler jeg mig faktisk okay. Nu ser jeg frem til hvad psykologerne kommer frem til, og imens holder jeg den lykkeligt kørende med to små blå piller.

En kommentar

  1. Bettina

    Håber at du passer godt på dig selv. Dejligt at medicin virker godt for dig.

    Svar

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.