Dette er mit første indlæg eller første gang, hvor jeg prøver at være hudløs ærlig overfor mig selv – og hvorfor er det så skide angstprovokerende…? Jeg SKAL bare være ærlig overfor mig selv, men det gør så skide ondt.

Først, jeg beklager mit havnesprog, men skal gøre mit bedste for ikke at bande for meget, samt at jeg vælger at skrive hvad jeg tænker – med det mener jeg, at jeg vil give det et skud uden at tænke for meget over, hvad jeg skriver. Ellers tænker jeg for meget..!

Jeg hedder Camilla.

Jeg har kompleks ptsd og emotionel personlighedsforstyrrelse – jeg forstår godt i dag, hvorfor jeg har dem. Jeg blev overfaldet på min daværende arbejdsplads for 11 år siden – ja, bevares, allerede dengang gik jeg og følte mig anderledes i forhold til mine venner og veninder, men selvom min psykiater sagde til mig dengang, Camilla det er ikke overfaldet der har gjort du har dine diagnoser, de er udviklet fra barnsben da du har været udsat for svigt, overgreb og vold… Jeg hørte han sagde det, men har aldrig tænkt videre over det..! Eller så har jeg bare benægtet…. Før nu, hvor jeg igen stod i det samme efter min skilsmisse gennem 10 år – men hele mit systemet skriger og jeg vil bare flygte.

Selvom jeg har mine diagnoser er det ikke dem som fylder hos mig i øjeblikket. Min krop reagere, den skriger, den river og sparker og min reptilhjerne husker – min krop er i alarmberedskab. Psykisk terror har været mit liv siden helt lille af.

Har troet det var dem (diagnoserne) som spillede et pus hos mig, men jeg er blevet en del klogere – psykisk vold – er vokset op i det og har fulgt mig lige siden i mine forhold…. Men det er først nu, at lyset gik op for mig. Hvad sker der for det? Det har været foran næsen på mig hele tiden hele mit liv..!! Her har jeg gået og troet at det er ”normalt” at man skulle gøre sig fortjent til kærlighed eller at jeg altid har tilpasset mig for at overleve..  Men min krop kan ikke mere..

Jeg har ladet mig undertrykke og fået fortalt hvem jeg er, og jeg har ignoreret mine egne følelser! Jeg aner ikke hvem jeg er i en alder af 35, hvad fuck sker der for det?? Hvilket ben skal jeg stå på, hvem skal jeg tro på…. Der kommer så mange spørgsmål og jeg er Så vred at det ikke kan beskrives.

Jeg skal til at lære igen. Tro på mig selv og mærke efter i min mave og ikke mindst komme dertil hvor jeg acceptere at jeg ikke kan ændre fortiden….. men hvor ville jeg ønske, at jeg kunne.

Nu skal jeg tage ansvar for mig og ændre det dårlige til noget godt, det kommer til at tage tid, men jeg kan godt og jeg tror heldigvis på mig selv….

 

 

 

 

3 Kommentarer

  1. Arne Nielsen

    Kære Camilla!
    Jeg vil jo mene, at der er en ting, som nok bør have din opmærksomhed i højere grad, end det f.eks er tilfældet for mig, og det er dit forhold til andre mennesker. Jeg har personligt været vidne til tilfælde, hvor en person gik fra det ene voldelige forhold til det næste. Jeg har mange grunde til at antage, at nogle mennesker er ganske ude af stand til at aflæse advarselssignaler tidligt i et forløb, ja, jeg har været ude for tilfælde, hvor en persons uvilje mod at dømme en person på forhånd udgjorde en væsentlig hindring for overhovedet at tage sådanne advarselssignaler i anvendelse og at handle derefter. På kvindekrisecentrene kender de alt til dette fænomen. Og som du så rigtigt er inde på, er der personer, for hvem volden har været en realitet fra barnsben. I disse år har Lisbeth Zornig Andersen gjort sig gældende i den offentlige debat. Selv har jeg det svært med denne dame, fordi hendes blik altid siger: “Du er skyldig!” – hvilket jeg ved, at jeg ikke er. Men jeg tror, at hun har fat i et bestemt publikum, hvortil du måske tilhører. Selv går jeg altid og diskret foretager en sortering af folk i kategorier, som er umådeligt forskellige. Men også jeg foretager fejlvurderinger. Undertiden kan andres vurderinger være til en hjælp, idet jeg kender mange tilfælde, hvor andre kan se det, jeg ikke selv kan se. Efter min opfattelse er det ofte et vovestykke at involvere sig personligt med andre mennesker, men for de fleste er dette et behov beroende på den menneskelige natur. Og desværre er behovet større hos netop den, som groft er blevet svigtet, og dette er i sig selv en fælde. Uberoenhed på andre kan være en løsning, og en måde at vaske tavlen ren på, men dette er lettere sagt end gjort.

    Svar
    • Camilla

      Kære Arne.

      Tusind tak for dit svar – Du har ret, men jeg skal stadig til at lære. Jeg er lige startet op med hjælp fra et krisecenter i min by! Håber inderligt de kan åbne mine øjne og jeg kan lære at lukke ned, så jeg ikke tiltrækker disse mennesker eller jeg kan lære at spotte dem.
      Jeg har dog stoppet kontakten til 2 allerede – og der vil sikkert komme flere, men lige nu drejer det sig om, at jeg skal have det godt.
      Men jeg har set det samme som du skriver, men har aldrig set mig selv i det – men det er jeg og har været det i alt for mange år – skræmmende men sandt.

      Svar
  2. Loucia Annachanell

    Kære Camilla. Først og fremmest hjertelig velkommen til! Trods den store smerte, så er jeg sikker på, at dit mod til at være ærlig overfor dig selv vil bidrage positivt til din healingsprocess. Jeg har selv en traumatisk opvækst, og jeg kan genkende benægtelsen, når de professionelle endelig får sagt det højt. Min indstilling var “det kan altid blive værre”, så jeg var også længe om at se uhyret i øjnene.

    Jeg kan anbefale dig hjemmesiden og FB-gruppen “(Livet) bag facaden”. Jeg finder stor trøst i at se, at voksne med senfølger af omsorgssvigt har en masse fællestræk. Det giver mig håb om, at det er til at arbejde med. Og hvis nogle af dine indlæg bliver alt for tunge at skrive, så brug tricket om at skrive i tredje person.

    Svar

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.