I starten, da jeg lige var blevet syg, læste jeg en artikel, om en mandlig patient, der oplevede, at personalet, hvor han var indlagt, underkendte, at han havde en seksualitet, når han nu var syg. Det skræmte mig. For sådan oplever jeg det ikke. Religion, seksualitet, you name it, alle de ting, “normale” mennesker funderer over, funderer psykisk syge også over.

Jeg besluttede, at det ikke var min kamp, og droppede emnet igen.

Men nu, hvor jeg er glad og tilfreds, vil jeg tage hul på emnet fra mit perspektiv, fordi jeg synes, der bliver sat for lidt fokus på det.

Jeg er single. 37 år. Og er forelsket. I en fyr, der også er psykisk syg. Jeg blev syg som 17 årig. Jeg har både været i lange og korte forhold, med syge og raske, som syg og rask. Og jeg funderer over, hvorvidt det er bedst, når man er syg, selv at være sammen med en syg. For så er der forståelse. Eller om det er bedre at være sammen med en , der er rask, for så er der overskud.

Jeg tror det kommer helt an på personerne, men nu vil jeg fortælle min erfaring.

De første mange år, jeg var syg, kæmpede jeg med mine egne og andres fordomme om at være syg. Indtil det gik op for mig, at psykisk sygdom er en misforstået vej til selvudvikling. Det er det desværre ikke alle der synes.

Jeg havde i 2008 en kæreste, der var normal, havde arbejde osv, og han vidste godt, jeg var syg, men holdt mig fast i en bestemt rolle. “Det er din skyld, du er den anormale” ,fik jeg at vide når der var problemer. Dengang kunne jeg ikke være alene, og var sammen med en jeg ikke var 100 procent tilfreds med, fordi jeg ikke ville være alene. Da jeg endelig startede i terapi, for at blive rask, var det også et problem. “du har kun overskud til dig selv, du snakker for dybt”. Heller ikke her var jeg god nok.

Jeg ofrede venner, job, bolig og behandling for ham, og han droppede mig. Jeg blev voldtaget, han kaldte det utroskab. Ikke en god fyr. Men normal.

Været sammen med en anden i tre år, 2011-2014, han var anormal, havde to diagnoser, og var virkeligt også skingrende sindssyg. Havde paranoide ideer om samfundet og eksplosive vredesudbrud. Hver gang jeg sagde ham imod. Han røg meget hash, det gjorde jeg desværre også, og fik en psykose. Jeg prøvede at redde ham, men kunne ikke. Jeg røg selv ned. Ikke en god fyr. Og psykisk syg.

Jeg har kendt to dejlige mænd, som ikke var normale eller anormale, men i grænselandet, og de fede ved dem var, at de ikke havde travlt med at definere mig eller dem, men bare var mennesker. Skæve eksistenser, der udforskede roller og seksualitet, på tværs af gængse normer.

Og hvad er normal? Hvis det er at kunne de normale sociale færdigheder, kan jeg det. Er det at have et lønnet job er jeg derimod ikke normal. Men et lønnet job er ingen garanti for en god personlighed. Og psykisk sygdom er ingen garanti for empati.

Desværre er psykisk sygdom tabu nogle steder, og jeg ville aldrig sige på første date, jeg var psykisk syg, ej heller til nye potentielle venner.

Ikke mindre er disse generaliseringer om hvordan mennesker er, med til at genere frygt og afstand til bestemte befolkningsgrupper.

Men jo, psykisk syge har en seksualitet. For nogle bliver den stærkere, for andre svagere i forbindelse med sygdommen og ikke mindst medicin.

Desværre er seksualitet, som nogle mener forsvinder og er unaturligt når man har en livskrise, som jeg mener psykisk sygdom er, også nævnt som decideret symptom, fx under karakteritiska for nogle personlighedsforstyrrelser. Promiskuiøs adfærd hedder det. Sådan kan man genkende borderline. En sygeplejerske sagde decideret, at jeg var for maskulin, og skulle undersøges for forhøjet testoteron, fordi jeg var ude på at score ofte.

Og jeg har selv haft daignosen, været i borderline terapi og kendt gud ved hvor mange med personlighedsforstyrrelser, som ikke var promiskuiøse.

Jeg mener, at både personale og befolkningen generelt mangler at se på det hele menneske. Du er ikke automatisk en kasse. Og hvis frygten for psykiske syge også styrer personalet på psykiatriske afdelinger, også for dem til at generalisere, er det med til at skabe et skævt sygdomsbillede hos individet.

Diagnoser er generaliseringer, og du kan som person være en type, pege i en bestemt retning. Men det er aldrig den fulde sandhed. Og hvis du godtager at psykisk syge ikke har en seksualitet, er ekstra promiskuiøse, eller er dårligere eller bedre partnere, kommer du desværre i nogle tilfælde osgå til at påvirke den syges selvopfattelse.

Generelt er seksualitet, forudsat du ikke skader andre, et privat spørgsmål, under hvilken norm jeg synes der også bør følge religion, men desværre er jeg også blevet opfattet som skizofren fordi jeg tror der er mere mellem himmel og jord.

Lige nu vil jeg nyde, at jeg faschineret af en god mand, der lærer mig så meget, og som jeg kan dele dybe samtaler med, hvilket jeg tror er et resultat af hans livserfaring. For mig er det interessant med mennesker, der har livserfaring, uanset om det er seksuelt eller jobmæssigt. Mand eller kvinde.

Hvert menneske er en gave i sig selv. Og det nyder jeg!

 

4 Kommentarer

  1. Arne Nielsen

    Jeg har på min vej gennem psykisk syge bekendte mødt nogle, som havde alvorligt flimmer på tilknytningsproblematikken, og som opfattede disse som karakteristisk for borderlineproblematikken. Disse kan opfattes som ret afgørende i forhold til hvordan og hvorvidt man vælger partner. Selv har jeg fået et ret afslappet forhold hertil, men er forlængst kommet til den konklusion, at jeg i den grad ikke kunne tænke mig at bo sammen med nogen. Jeg kan ikke rigtigt forklare det, men der ligger det i det, at jeg af mærkelige grunde aldrig føler mig ensom, uanset hvor meget, jeg er alene. Det er en del af det fænomen, at det at fungere normalt, og det, at man er fri til selv at bestemme, hvad man vil rette sin opmærksomhed imod, er produkt at et stort antal delikate balancer, der, hvis man fungerer normalt, ikke er genstand for nogen opmærksomhed fra én selv, og som man ikke behøver at besvære sig med. Det er mærkeligt og dejligt at opleve, når man før har bøvlet uendeligt meget med psykiske ubalancer. Jeg vil hævde, at psykisk syge i mange tilfælde har klarere idéer om, hvori normalitet består, end folk, som er normale. Hvor ofte har man ikke måttet høre på sludder om, at “vi er jo alle psykisk syge” og lignende, fra folk, som ikke har forstået en brik om, hvad det vil sige at være psykisk syg, og hvor bogstaveligt, de klager, psykisk syge kommer med, skal tages. Erfaringen har lært mig, hvor problematisk det kan være at involvere sig nærmere med personer, der er psykisk syge. En respektfuld distance kan i mange tilfælde spare én for mange ubehageligheder. For specielt de unge er det svært at lære at stå på egne ben, og jeg kan ikke anvise nogen nem vej dertil. Ofte ser man, at en person bøvler med en helt bestemt problematik igen og igen, uden at komme videre. Muligheden for et mentalt sporskifte er for mange ganske udenfor det ladsiggørlige, men er ofte det, der i sig rummer muligheden for helbredelse. Jeg har blandt psykisk syge medpatienter set enorme forskelle i psykisk fleksibilitet, hvorfor den psykologiske behandlingsmulighed indebærer ganske store forskelle i hvad der for den enkelte patient kan opnås af fremskridt herigennem.

    Svar
  2. Jannicka

    enig. og jeg har ikke noget klogt svar på, hvorfor du ikke ville bo sammen med fx en med borderline, med netop borderline kan i mange tilfælde modnes med alderen, jeg havde selv borderline og var bange for at være alene, men har nu været single i 4 år, og boet alene 1 år og jeg nyder det. Det eneste jeg forsøger at påpege, er at man skal have muligheden for at blive reetableret i samfundet uden at blive mødt med for mange fordomme, men igen man kan jo selvfølgeligt lade være at fortælle det. Det har jeg en veninde der gør. jeg er selv mere åben omkring det, fordi jeg føler, mit sygdomsforløb har gjort mig stærkere, men har intet behov for at snakke problemer, medicin osv hele tiden. tak for din feedback. kram janni

    Svar
    • Arne Nielsen

      Kære Jannicka, tak for dit svar. Jeg vil nu sige, at mht. ikke at bo sammen med nogen, så er det for mit vedkommende ikke begrænset til personer med borderline, men hvemsomhelst. Jeg er nok det, mange ville betegne som en særling. Men jeg har haft en årelang relation til én, som var diagnosticeret med borderline, og det var vanskeligt. Men der viste sig også rent personlighedsmæssige uoverensstemmelser, på hvilke konklusionen var, at vi ikke passede sammen. Jeg har fået det sådan, at den rent psykologiske underlægningsmusik, jeg i figurativ forstand har til min tilværelse, ikke passer sammen med nogen anden. Der kan være indsigter, som man har, og som andre ikke har, eller der kan være ting af overbevisningsmæssig karakter, som ikke deles af andre. Jeg har nogle gange været ude for, at karakteregenskaber hos en eventuel partner bød mig imod. Menneskene er så mangfoldige, og jeg finder det ikke meningsfuldt overhovedet at give mig af med at finde den rigtige. I mine øjne er jeg selv den rigtige, og dér står konklusionen. Jeg finder det ikke væsentligt overhovedet i at lede efter en partner, og dér er mine prioriteringer nok anderledes end de flestes. Og jeg finder det en klar lettelse helt at have slukket for radaren, når jeg taler med personer af det andet køn. Og alt det der med børneavl er slet ikke aktuelt mere, hvilket også er en lettelse.

      Svar
  3. Jannicka

    1. husker min yndlingssang som teenager, savage garden “affirmation”, “Ifeel most loved when i am completely by myself, alone.” eller Anne linnets, “jeg trives bedst i mit akvarium”.
    2. Det er dit liv, og så længe, du er lykkelig er det ikke et must at have en partner eller børn. Flere og flere vælger denne løsning og respekt for det.

    kram Jannicka

    Svar

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.