I dag er det præcis 8 måneder siden, jeg satte mine ben på en psykiatrisk afdeling. Det føles godt. Efter næsten 8 måneders indlæggelse i træk er det helt vildt at være nået hertil! Jeg føler mig ikke syg mere og de eneste gener jeg har, er dem der skyldes bivirkninger fra medicinen. Jeg er dog ikke klar til at komme af medicinen endnu, så de gener må jeg nok leve med lidt endnu.

Store forandringer

I takt med at jeg har fået det bedre, er spørgsmålene om, hvad jeg skal fremadrettet begyndt at boble inden i. Hvad vil jeg med mit liv nu, hvor jeg har fået det tilbage? Hvad kan jeg klare? Bliver jeg syg igen, hvis jeg presser mig selv?

At komme ud på den anden side betyder i høj grad, at man skal lære sig selv at kende på ny. Den belastning man kan lægge på sig selv er højst sandsynlig nedsat, men man er samtidig blevet mange erfaringer rigere. Både om livet som psykisk syg, men også generelt om sig selv.

Krav til psykisk syge

Min erfaring er, at der er stor forskel på, hvor store krav mennesker generelt mener, man kan stille til psykisk syge. I nogle kommuner presses psykisk syge ud i arbejde, de ikke kan klare, mens mine egne erfaringer er, at jeg får lov at tage tingene i mit eget tempo.

Min mor stiller nærmest ingen krav til mig, når jeg har det skidt, mens min kæreste stiller store krav til mig. Det er fornuftigt at have begge dele, tror jeg. Det hjælper i hvert fald mig, at jeg både kan søge trøst, men også skal præstere. Men det store spørgsmål for mig er egentlig, hvor store krav, jeg kan stille til mig selv.

Hvad vil jeg? Hvad kan jeg?

Hvad vil jeg og hvad kan jeg? Det er de to vigtigste spørgsmål, jeg stiller mig selv i øjeblikket. På den ene side har jeg mulighed for at få et deltidsjob som tekstforfatter i en virksomhed og med tiden få tildelt en række kurser indenfor feltet. På den anden side har jeg mulighed for at tage min uddannelse som psykolog færdig og arbejde med det, jeg virkelig brænder for.

Det er svært at vælge. Skal jeg acceptere livet som psykisk syg og gå efter et deltidsjob indenfor noget, jeg ikke rigtig ved noget om? Eller skal jeg gå efter at gøre det, jeg drømmer om med risiko for, at jeg knækker nakken på det? Hvor store krav kan jeg stille til mig selv her 8 måneder efter min sidste indlæggelse?

Jeg hælder mest til at følge min drøm og gøre min uddannelse færdig. Det er lidt angstprovokerende, men det føles mest rigtigt.

4 Kommentarer

  1. Katja

    Jeg synes da helt sikkert, at du skal gøøre din uddannelse færdig, når det er det, der føles rigtigt for dig. 🙂

    Svar
  2. Line

    Hvem siger man ikke “knækker nakken” på et deltidsjob? Jeg står selv i en lign. situation og arbejder mig langsomt fremad mod min drøm. For mig er timetallet ikke det afgørende for succes, men at jeg laver noget, der gør mig glad og at jeg bevarer mit overskud til at takle udfordringer undervejs.
    Held og lykke med dit valg 🙂

    Svar
  3. Henrik Sjøberg Rasmussen

    Den er svær, og folk kan ikke give dig svaret. Jeg kender folk personligt, der har gjort begge dele.
    Min filosofi er, at man kan mest, når man brænder for det, man laver. Drømmen om at blive psykolog kan måske give dig styrke nok til at gennemføre uddannelsen. Måske. For måske er presset alligevel større end styrken. Det véd kun du.

    Måske vil du kunne trives i en virksomhed som tekstforfatter, fordi du har brug for færre krav. Men der er også en reel risiko for, at man kommer til at føle sig så skuffet over sig selv, at man får en ny nedtur. Nogle mennesker får svært ved at acceptere, at de ikke kunne leve op til egne og andres forventninger, og at de må “nøjes” med et “skånejob”.

    Held og lykke med beslutningen. Lov mig, at hvis du bliver psykolog, husker du, hvad du har oplevet og bruger det konstruktivt i dit arbejde. For du har sikkert et helt andet forhold til teorierne nu, hvor du selv har mødt dem på nærmeste hold. Det har jeg ihvertfald fået. Jeg væltede først med depression og sidenhen angst, droppede ud af lærerseminariet og blev sygehusportør. Jeg havde brug for ro i hovedet og kilometer i benene, som man siger. Dér fandt jeg ud af, at jeg skulle være neurologisk sygeplejerske. Under uddannelsen skiftede jeg IGEN mening og endte med at blive sygeplejerske i socialpsykiatrien. Og dér har jeg så været i 15 år nu.

    Pres er ikke farligt i sig selv. Men man skal respektere sine advarselslamper. Især når man er væltet før. Og husk at have det sjovt imens.

    Svar
  4. Heidi

    Overvej at studere på deltid
    Der fås også deltidsstillinger som psykolog

    Svar

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.