I dag er det præcis 8 måneder siden, jeg satte mine ben på en psykiatrisk afdeling. Det føles godt. Efter næsten 8 måneders indlæggelse i træk er det helt vildt at være nået hertil! Jeg føler mig ikke syg mere og de eneste gener jeg har, er dem der skyldes bivirkninger fra medicinen. Jeg er dog ikke klar til at komme af medicinen endnu, så de gener må jeg nok leve med lidt endnu.

Store forandringer

I takt med at jeg har fået det bedre, er spørgsmålene om, hvad jeg skal fremadrettet begyndt at boble inden i. Hvad vil jeg med mit liv nu, hvor jeg har fået det tilbage? Hvad kan jeg klare? Bliver jeg syg igen, hvis jeg presser mig selv?

At komme ud på den anden side betyder i høj grad, at man skal lære sig selv at kende på ny. Den belastning man kan lægge på sig selv er højst sandsynlig nedsat, men man er samtidig blevet mange erfaringer rigere. Både om livet som psykisk syg, men også generelt om sig selv.

Krav til psykisk syge

Min erfaring er, at der er stor forskel på, hvor store krav mennesker generelt mener, man kan stille til psykisk syge. I nogle kommuner presses psykisk syge ud i arbejde, de ikke kan klare, mens mine egne erfaringer er, at jeg får lov at tage tingene i mit eget tempo.

Min mor stiller nærmest ingen krav til mig, når jeg har det skidt, mens min kæreste stiller store krav til mig. Det er fornuftigt at have begge dele, tror jeg. Det hjælper i hvert fald mig, at jeg både kan søge trøst, men også skal præstere. Men det store spørgsmål for mig er egentlig, hvor store krav, jeg kan stille til mig selv.

Hvad vil jeg? Hvad kan jeg?

Hvad vil jeg og hvad kan jeg? Det er de to vigtigste spørgsmål, jeg stiller mig selv i øjeblikket. På den ene side har jeg mulighed for at få et deltidsjob som tekstforfatter i en virksomhed og med tiden få tildelt en række kurser indenfor feltet. På den anden side har jeg mulighed for at tage min uddannelse som psykolog færdig og arbejde med det, jeg virkelig brænder for.

Det er svært at vælge. Skal jeg acceptere livet som psykisk syg og gå efter et deltidsjob indenfor noget, jeg ikke rigtig ved noget om? Eller skal jeg gå efter at gøre det, jeg drømmer om med risiko for, at jeg knækker nakken på det? Hvor store krav kan jeg stille til mig selv her 8 måneder efter min sidste indlæggelse?

Jeg hælder mest til at følge min drøm og gøre min uddannelse færdig. Det er lidt angstprovokerende, men det føles mest rigtigt.

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.