af Ester.
Jeg sælger knuste drømme med trafikstøj og
falske løfter om en lys fremtid i de hule
røde mursten
med et strejf af blod fra min egen hovedbund.
I angstens gulvtæppe ligger mine afbidte negle og totter af mit hår
har klumpet sig sammen under risten i smertens baderum.
Selvpinslen spejler sig i min barndoms påtagede smil.
Jeg sælger mørke i nattens gange på loftet,
værelser med udsigt til tremmer og tomhed,
senge med nåle og skarpe knive, der stikker op i madrasserne, så du aldrig finder ro,
skumle øjne i de tynde vægge.
Jeg sælger den store ensomme stue, som aldrig er betrådt,
kun ved særligt påtagede lejligheder,
hvor familien fremstod pæn og ordentlig
og gentog den fine fællesskabsfølelse, som der ellers kun sporadisk fandtes foran tv’et.
Jeg sælger et slidt køkken fyldt med hårde ord og overkogte kartofler,
uendelige gøremål og lugten af brændte frikadeller,
knust glas og spildt mælk,
indtørrede eder og forbandelser i dugen og døde fluer, der samler støv på gulvet.
Jeg sælger en ussel have med et faldefærdigt legehus,
men med ét eneste tilflugtssted på grunden,
når man blev jagtet rundt med, kaldt efter, skældt på.
Klatretræet i det fjerneste hjørne.
Et længe savnet træ midt i det krigshærgede terræn.