Mit humør er så svingende. Jeg kan ikke selv kontrollere det. Det bliver ikke bedre, selvom jeg gør nogle ting for mig selv og føler at nu tager jeg styringen. De nætter hvor travlheden oppe i hovedet operere. De nætter hvor man utålmodigt venter på at give afkald på tankerne. Jeg kan godt se udgangen, men de bliver ved med at hækle sig fast.

Turtelduerene henne i hjørnet skriver sammen på livet løs omkring deres liv. Hvor de vil hen. Rejser. Destinationer. Hvor meget de vil gå langt for at nå. Det handler om at være øm om hjertet overfor hinanden. Jeg ser ikke nogen i øjeblikket. Og det er egentlig fint nok. Bortset fra at jeg prøver at kanalisere i deres retning. Og de støber kun de rammer de selv vil.

Jeg er ved at gå kold. Jeg er ved at have brugt alle mine redskaber. Jeg er brugt op. Jeg vil ud herfra. Fra tændstikkeæsken. Og det prøver jeg på hver eneste dag. At overhale min egen historik.

Kom dog med nogle råd som jeg kan bruge. I stedet for at paralysere mit jeg. Kom dog med indenfor og dyk rundt i mit laboratorium af forskellige grunde til ikke at se mennesker. Det handler kun om at blive lyksalig. Og jeg dykker hver dag. Higer efter hjælp til selvhjælp.

Min fjerneste idé er ikke at vide, hvor enden af grusvejen slutter. Hvor mit paradoksale jeg er i det her. Mit liv er en rendesten, fordi jeg kun modtager, men ikke får noget godt igen.

Jeg vil hjælpes. Hjælpes i seng. Hjælpes ud af buret. Og den tinde jeg vil op på er for langt oppe. Den hejser sig selv hver nat. Så kan jeg stå op og være modtagelig igen. Det er ikke noget at råbe hurra for.

Jeg befinder mig i sengen igen. Uden lukkede øjenlåg. Med de små druekerner der ikke vil lukkes i.

Guderne må vide, hvornår jeg kan sove og drømme. Drømme mig væk fra denne tingsverden.

2 Kommentarer

  1. Loucia Annachanell

    Kære DaniK.
    Det er meget rammende beskrevet.
    Hjertelig velkommen til!

    Svar

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.