Denne aften i 1988 sad hele Danmark klistret til TV skærmen. Samuel Rachlin bød velkommen til den første og længe ventede nyhedsudsendelse med et lille smil. Han havde en grå jakke, et rødt slips på, og fortalte om fem palæstinensiske PLO-medlemmer, der var mistænkt for at ville opbygge et terroristnetværk. Der var nyheder om folk, der advarede hinanden om, hvor strisserne kunne tænkes at ligger på lur efter bilister. Der var en præsident, der fik endnu mere magt med en 100 % flertalsafstemning. Denne aften 1 oktober 1988, var der præmierer på den ny danske tv-kanal TV 2.

Senere samme aften borede Egon, Kjeld og Benny sig vej igennem Den Kongelige Opera, da den første film på TV2 blev sendt. Olsen Banden Ser Rødt. Da det ikoniske spejl gik i stykker foran operasangeren, gik min mors mave også i stykker, dog med et kejsersnit og jeg blev taget ud med hast, kun et enkelt lille kilo stor.

Min far sad på sengestuen i en stol og ventede på, at min mor skulle komme trillende ned ad hospitalsgangen. Han trippede en smule med foden og ville gerne havde det hele overstået nu. Klokken var over et om natten og der kom et sæt fødder gående med raske skridt ude på gangen. Det var en sygeplejerske. “Din kæreste er vågnet. Portøren kommer ned med hende lige om lidt”. Min fars skuldre faldt ned på deres plads, de havde ellers siddet oppe ved ørerne, de sidste 3 uger. “Hvad med min datter? Hvornår kan vi se hende?”

Næste morgen kunne mor ikke blive liggende i sengen af bare rastløshed, stress og panik, selv til trods for det nye operationssår. Hun satte sig hele tiden op i sengen, min far gav hende en ekstra pude i ryggen, men den ville hun ikke tage imod. Hun havde febrilske armbevægelser, rakte ud efter kaffekoppen hele tiden, satte den fra sig igen og prøvede at smide dynen af sig, selv med et drop i hånden. Til sidst kom hun ud af sengen efter far opgav at få hende til ro. Hun vimsede så meget rundt hun nu kunne, og kom faktisk i tøjet, så hun kunne tage pænt imod sin stort set bevidstløse datter.

Ude på gangen skramlede det og nu kom jeg trillende ind på stuen i kuvøsen og skulle møde mine forældre for første gang. Der lå jeg med en dims i næsen og nogle andre småting, nede i en glaskiste. En lille bitte rynket grim gris med livs trætte blå øjne, blå hud under øjnene og en mund så lille og uden muskler, at det ikke var mærkeligt at mine forældre denne morgen havde fået at vide, jeg overhovedet ikke ville have nogen jordisk chance for at drikke mælk fra min mors bryst. Det måtte blive med en smule sondemad den første tid.

Min mor fik streng besked af sygeplejersken på at sætte sig ned, så mor satte sig yderst på sengekanten og endeligt kunne hun kigge ned i kuvøsen, som hun trak hen til sig og lagde hænderne på glasset. Jeg åbnede mine små øjne på klem og kiggede op på det mærkelige noget, jeg senere fandt ud af, blev kaldt for hænder. Jeg følte mig så svag, komplet overladt til skæbnen, for jeg var for træt til at ryste på hovedet og signalere, at jeg hellere ville være i fred og ro. Det ville have været bedre, om jeg kunne være blevet de ti uger inde i min mors mave endnu, som det havde været meningen.

Min mors hænder kom ind i hullet i kuvøsen. Hun tøvede som om hun ikke vidste, hvor hun skulle starte med at røre mig. Som om jeg var en uformelig lille bunke knogler, der ikke rigtigt tiltalte hende, skræmte hende væk og afskyelig som jeg var fra start af, men uden at jeg kunne gøre for det.

Hun tog mod til sig og rørte min kind, der ikke rigtigt var en kind, men bare noget indsunket hud på mit kranie. Spidsen af en finger på min hud. Min hjerne vred sig. Jeg fornemmede også at min far stod og kiggede ind gennem kuvøsens glas. Jeg orkede ikke engang at kigge i retning af ham. Jeg kunne bare fornemme noget lysebrunt og rødligt. Han lænede sig ind over glasset og jeg blev måske lidt nysgerrig inderst inde, jeg orkede bare ikke at være det. Jeg var så træt, for det var virkeligt anstrengende at min mors sjæl og fingre rørte ved mig.

“Nå skal vi tage hende op en kort tur?” foreslog sygeplejersken og åbnede kuvøsen og tog mig forsigtig op og lagde mig i min mors arme. Jeg kunne mærke hendes afsky overfor mig, men også en vilje. Hun holdt mig, som var jeg lavet af skrøbeligt glas. Far holdt min hånd, lidt mere fast. “Jeg vil lade jer nyde øjeblikket alene”. Sygeplejersken gik igen, så mor og far kunne kigge meget mere på mig, men jeg lukkede mine trætte øjne, meget udmattet, men jeg nåede at fornemme at min mor blev mere rolig, da jeg faldt i søvn. Der flyd nu en stille kærlighed ned til mig og jeg opdagede til trods for min meget unge alder, at jeg kunne styre mors følelser ved at holde hende i godt humør. Jeg havde udført en handling, faldet i søvn, der udløste kærlighed omkring mig, i stedet for at jeg vækkede hendes afsky.

De to mennesker der kom ind til min lille familie, var noget, der hed venner. Det var min fars kollega fra et bilværksted i det ydre København. Han hed Børge, og det menneske, der var damen, hed Bente. De gav min mor noget, der gjorde mig nysgerrig og jeg kiggede faktisk lidt over mod det. Jeg kunne dufte det. Det var første gang, der var noget, jeg gerne ville snuse ind, og noget jeg gerne ville prøve at røre ved. Det var dæmpede farver, mange grønne farver, nogle lyserøde, lysegule og enkelte stærkt orange farver. “Jeg finder lige en vase”, sagde Bente og gik ud ad døren. Jeg gav et lille kluk fra mig og rykkede lidt på min hånd. Jeg ville over til, de der duftende noget, jeg ville gerne se på det. Min far måtte på en eller anden måde have gættet, hvad der foregik i min lille hjerne, for han hentede blomsterne til mig og holdt dem hen over mit hoved. Det var en fantastisk oplevelse at se på de farver og den søde duft. Det var rart. Bente kom tilbage med vasen og hun plukkede et blomsterblad af og lagde det under min næse. Jeg smilede og famlede lidt efter Bentes hånd, og jeg blev lagt over til hende. Hun var på sin vis meget forsigtig, da hun holdt mig. Hun tog dog også fat i mig, men hun virkede hverken stresset, tog for hårdt eller for påtrængende fat. Jeg kiggede op på hende og prøvede at række hende min hånd. I går havde det lykkes mig at løfte min hånd og hele min arm og rører min fars ansigt, da han kiggede ned til mig i kuvøsen. Bente greb min lille mini finger med det samme og holdt den fast og blidt. “Hvor er hun dog sød og lille, men prøv lige at se det stålfaste blik hun har i sine fine øjne”. Far nikkede og Børge var enig. Min mor havde sat sig over i lænestolen i hjørnet og kiggede over på os, hun var svært at tolke. Jeg havde ikke haft lyst til at røre ved hendes ansigt endnu. Bente kærtegnede min håndflade. “Det faste blik, det minder mig om noget. Det er så ubøjeligt og viljestærkt. Som en superhelt. Hun skal nok klare sig. Hun er en pige af stål, ligesom Superman. Er du en lille Stål Ida?”. Hun vuggede mig blidt i sine arme og jeg kunne godt lide det. Jeg kom med et lille kluk eller halvt grin. Far kiggede nervøst over på mor, ud af øjenkrogen. Han havde godt lagt mærke til, at jeg ikke havde været lige så kontaktsøgende overfor hende.

 

Du har nu læst andet kapitel af min selvbiografiske roman Anorektikeren og papvinen… Du kan læse mere på min hjemmeside her og tilmelde dig mit nyhedsbrev

Håber du kan lide det og får lyst til at læse hele min bog. Den udkommer løbende hen over sommeren som ebog og i fysisk form 3/11 på lokal bogmesse i Vordingborg og den kan du følge her på Facebook.

 

Om Forfatteren

Jeg er førtidspensionist fra 2016, krudt i røven og lidt små depri i vinterhalvåret, men er nu ved at finde en meget fin balancen i livet. Jeg har haft anoreksi og alle mulige spiseforstyrrelser og tosset rundt med det i en længere årerække. Er stærk, sund og glad for mad idag. Nogle forskellige afarter af personlighedsforstyrrelser, har jeg også kæmpet med i min pureste ungdom. Jeg er en enspænder, og har det bedst bag en skærm i mit kontor hjørne. Jeg er lidt en parodi på den sårbare kunstnertype, der bor i udkants Danmark. Jeg har et stort fortælle og digte behov, og elsker at lave historier ud fra en masse små puslespilbrikker, sætte historier sammen. Jeg er en spøjs kusine med ret så nørdede teknologiske hobbyer, html koder, overvågning, photoshop, efterretningstjenester, youtube videoer og især læselyster (og "glo efter lyster") om efterretningstjenester og politiet. Jeg er opvokset i PET´s "baghave" i Søborg. Jeg er i foråret 2018 blevet headhuntet til StORDstrømmen, den lokal forfatterforening, der holder til på Sydsjælland og Lolland-Falster. Det er en interesseorganisation under Dansk Forfatterforening. Jeg bor i Nykøbing Falster med min vidunderlige kæreste, der er tesla´er værd, og bare tager mig helt, som den forvirrede størrelse jeg er til tider. En blanding af stærk og sårbar.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.